Thomas Gür: Velfærdsstaten vil dø

Offentliggjort 25. maj 2002
Velfærdsstatens fallit
Af NIELS LILLELUND
Den svenske kritik af Danmark er et spejlbillede af de problemer, der findes i Sverige, mener den svenske kommentator Thomas Gür. De skandinaviske velfærdsstater er ved at bryde sammen under en multikulturalisme, der forhindrer os i selv at vælge, hvem der skal optages i samfundets midte.
Da en gruppe bøsser, lesbiske og transseksuelle sidste sommer drog på den farvestrålende Mermaid Parade fra Nørrebro Station til Rådhuspladsen, ventede der dem en ubehagelig overraskelse. Skjult i en port stod en lille gruppe indvandrere bevæbnet med sten og flasker, og da optoget passerede,begyndte kasteskyts at regne ned over de rystede og forskræmte paradedeltagere.

Politiet greb forholdsvis hurtigt ind, men da man bagefter skulle gøre skaden op, var det ikke kun de fysiske skrammer, der gjorde ondt. Rigtig mange mennesker - mange flere end dem, der deltog i paraden - var blevet ramt på deres selvforståelse. For bøsser er jo en minoritet og skal derfor per definition opmuntres og beskyttes. Og indvandrere, ja, de er jo også en minoritet, ædle mennesker med ædle værdier. Hvad skulle man da stille op med det passerede?

Folk som Klaus Bondam og Torben Lund, erklærede homoseksuelle og desuden varme fortalere for det multikulturelle samfund, var i svare problemer. Ritzaus Bureau prøvede at dølge episoden ved at omtale de stenkastende som "en gruppe unge", men katten var ude af sækken.

Og det er optrin som dette, der rammer den multikulturelle ideologi lige i hjertekulen. En særlig ideologi
»Den vesteuropæiske indvandrerpolitik - især den skandinaviske - bygger på en særlig ideologi, som har to ben. Det ene er den såkaldte kulturrelativisme, altså dette, at man opfatter alle kulturer som lige værdige. Der findes altså ingen kulturelle sandheder og ingen moralske sandheder, og der er ingen principper, der er bedre end andre. Om man går ind for stening eller samfundstjeneste, det kan være lige godt inden for hvert sit kulturelle værdisæt. Det er det ene.

Det andet ben er det civilisationskritiske, vor opfattelse af indvandreren som den ædle vilde, der repræsenterer nogle renere og mere nære ting - ting, som vi i vores dekadente og modernistiske kultur har glemt. Slægten f.eks.
Vi forestiller os, at indvandreren i en vis forstand er tættere på "det rene menneske", ubesudlet af det moderne samfund og derfor af en højere moralsk kvalitet,« siger densvenske kommentator Thomas Gür, som i flere år har beskæftiget sig med svensk indvandrerpolitik og har skrevet fire bøger om emnet.Multikulturalismen, kalder han den tankegang, som udfordres, når bøsser bliver stenet, eller når en far slår sin datter ihjel, fordi hun klædte sig upassende og i det hele taget opførte sig som en "hore".

»Det er sket mange gange før i Sverige, men det har ikke været noget, man talte om. Her udfordres jo feminismen, og det bliver nødvendigt at tage stilling. I Sverige har feministerne foreløbigt klaret den sag ved at sige, at kvindernes undertrykkelse principielt er den samme overalt i verden. Så der er ingen egentlig forskel på, om en svensk kvinde bliver bedt om at vaske op eller en afghansk kvinde får udgangsforbud eller bliver tævet - det er varianter af det patriarkalske system.«Når multikulturalismen er stødt på reelle problemer, har svaret været tavshed. Det måtte ikke omtales.

Heller ikke de mange kriser i indvandrerfamilier, hvor de unge piger drages af den størrefrihed, som det moderne samfund tilbyder dem, mens mændene og drengene søger at bevare deres privilegier, selv om deres patriarkalske rolle reelt er udspillet.»Her flytter multikulturens fallit ind i intimsfæren, men det erikke noget, vi taler om.«

Thomas Gür er selv indvandrer. Han kom fra Tyrkiet til Sverige som 11-årig, og som historisk og udenrigspolitisk orienteret journalist har det interesseret ham at undersøge de tanker, som politiske ledere har gjort sig i forbindelse med den voldsomme forandring af det svenske samfund, som begyndte omkring 1970, da indvandringen for alvor tog fart.

»Hvad har man set for sig? Det var mit udgangspunkt. Jeg fandt frem til, at man faktisk ikke havde tænkt noget som helst. Og hvis man havde tænkt, havde man sagt, at der ikke var noget problem. Og hvis der var et problem, var det et problem, man sagtens kunne løse. Typisk for den moderne socialstat har man set det som et stykke socialt ingeniørarbejde og helt ignoreret den kendsgerning, at mennesker ikke skifter kultur fra den ene dag til den anden.«

Socialstaten er ahistorisk, for den savner respekt for historien, siger Thomas Gür. Og det er f.eks. derfor, den svenske udvandringshistorie ikke er blevet studeret overhovedet i forbindelse med den svenske indvandrerpolitik.
Indvandringen til Sverige kunne ellers nok trænge til at blive studeret. Den er et afgørende brud med den gamle idé om folkehjemmet, enhedsmodellen, som er stærkere her end vel noget andet sted i verden. Det svenske indvandrerpolitiske projekt har gået ud på at knytte denne idé sammen med ideen om det multikulturelle, og det har haft uhyggelige konsekvenser, mener Thomas Gür:

» Et godt eksempel er modersmålsundervisningen i de svenske skoler. Tænk på, at finske børn i 1950'erne havde forbud mod at tale finsk i skolen. Der måtte udsendes et dekret til lærerne om, at de trods alt ikke skulle gribe ind, når der blev talt finsk i frikvarteret. Så stærk var den grundlæggende tanke om, at i Sverige talte alle det samme sprog. Så da indvandrerne kom fra bl.a. Jugoslavien, indførte man modersmålsundervisning i skolerne med det udtrykkelige formål, at de ikke skulle åbne deres egne skoler. For i Sverige går alle på den samme skole.«

Dengang fik man ikke statsstøtte, hvis man ville åbne en privatskole i Sverige. Den ordning blev kun lempet, fordi den daværende svenske statsminister - af historiske grunde - ikke ville forbyde jøderne at have deres egen skole. Det blev den undtagelse, andre minoriteter kunne henvise til.
»Men både den valgfrihed og kravet om modersmålsundervisning var med til at stigmatisere de nytilkomne. For at få den svenske majoritet til at goutere de nytilkomnes særlige rettigheder, opfandt man den "videnskabelige" begrundelse, at det var den bedste måde at lære svensk på. Med andre ord: Ali er nødt til at gå to timer til tyrkisk hver uge, han er ikke som os, han er anderledes. Valgfriheden var ensærbevilling fra folkehjemmets side.«
Positiv særbehandling
Mona Sahlin - og andre med hende - klynger sig til ideen om folkehjemmet, mener Thomas Gür. Derfor vil hun lukke for den nødvendige indvandring af højt kvalificeret arbejdskraft, men samtidig indføre positiv særbehandling for de indvandrere, derallerede er i landet. »At lukke dem ind, man rent faktisk har brug for, burde være ethvert samfunds simple ret. Men velfærdsstatens lighedsideologi forbyder os at gøre det. Vi kan jo ikke sortere mennesker. Vi kan ikke vurdere hver enkelt på kvalifikationerne, for hos os skal alle have den samme levestandard.Men jo højere, man sætter den levestandard, desto højere mure er man jo nødt til at bygge.

Da den tidligere svenske statsminister, Ingvar Carlson, sagde, at vi må give alle nytilkomne en værdig modtagelse, mente han egentlig: Hvis vi ikke kan give dem en treværelses med bad på statens regning, så er det bedre, at de dør i Kosovo. De skal ikke komme her og være i nød. Også på det punkt er der en indbygget selvmodsigelse i multikulturalismens ideologi; velfærdsstaten er jo selv i strid med menneskerettighederne, for den gør forskel på landets borgere og andre «Grænserne kommer man ikke uden om. Grænserne mellem dem, der er inde, og dem, der står udenfor. Og de grænser er blevet skarpere i de seneste år. Også i Sverige:

»Hvis man ser på, hvad den svenske socialdemokratiskeregering har gennemført de sidste år, ligner det til forveksling Nya Demokraternes (det nu hedengangne protestparti, red.) program. Man taler bare ikke om det som i Danmark. Danske politikere må enten være mere ærlige - eller måske bare politisk set dummere, siden de taler højt om det. De regler om familiesammenføring, som den danske regering vil gennemføre, eksisterer allerede i Sverige. Ikke vedtaget med lov, blot som en bureaukratisk realitet.«
Det er i den sammenhæng, den svenske kritik af Danmark skal ses.»Der er for mig at se to grunde til, at Mona Sahlin siger, hvad hun siger. Den ene er, at den svenske regering jo også har været udsat for en del kritik af sin indvandrerpolitik, og så er det rart at kunne pege på nogle andre og sige: Se dem, de er værre.

Den anden er, at Mona Sahlin ganske enkelt ikke tænker særlig dybt over tingene. Hun analyserer ikke et emne, før hun udtaler sig om det, og hun er formodentlig ikke engang klar over, at hendes egen regering faktisk har gennemført en politik, der til forveksling ligner den, hun nu kritiserer.«

Det handler, siger Gür, i sidste ende om, at Mona Sahlins selvforståelse og syn på velfærdsstaten bygger på en illusion. Nemlig den idé, at hele verden bør og kan være på svensk bistandshjælp. Det er den uudtalte forudsætning for hendes forargelse. At det i virkeligheden ikke kan lade sig gøre, ved de svenske politikere naturligvis godt, men de taler ikke om det, fordet ville være at tale om det onde, om at gøre forskel.Og i Sverige - som i Danmark - har alle det per definition godt, og verden er velordnet. Det er udgangspunktet, og det smitter af på politikken.

I midten af 1970'erne afskaffede man f.eks. forsørgelseskravet til nye ansøgere om statsborgerskab i Sverige. Det skete med den ordrette begrundelse, at i Sverige kan alle i dag forsøges - enten ved at forsøge sig selv eller ved at blive forsørget af det offentlige.

Samhällat eller allmänet er de svenske udtryk, og i sproget ligger også en vigtig kilde til forståelse af den svenske tankegang. I Sverige skelner man ikke - og har i lange tider ikke skelnet - mellem samfund og stat. Det hænger sammen med, at staten historisk set har været en positiv aktør. Den har formået at samle høj og lav, adel og bonde, den har forhindret konflikter og skabt homogenitet, og den har derfor været det perfekte udgangspunkt for opbyggelsen af en socialstat.
At tæmme mennesket
Netop opfattelsen af staten som et gode var det, der skræmte den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger, da han besøgte Sverige i 1982 og hensank i en mild tristesse midt mellem alle de pædagogiske institutioner under det socialdemokratiske overherredømme:"Det så fuldstændig ud, som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket."

Men de mennesker, der siden Enzensberger skrev sit essay"Svensk efterår" er kommet til Skandinavien, er ikke tæmmede. Langt fra. Mange af dem kommer fra en verden, hvor den almindelige knaphed på ressourcer af alle slags gør, at enhver er sig selv nærmest.

Velfærdsstaten bygger som bekendt på en grundlæggende solidaritet borgerne imellem. En solidaritet, vi tager for givet i de skandinaviske lande, men som udelukkende eksisterer, fordi vore samfund har været så homogene. Det er ikke tilfældigt, bemærker Gür, at der ikkefindes nogen multikulturelle velfærdsstater.»

Hvis du ankommer fra f.eks. Libanon, må du se med undren på den skandinaviske samfundsopfattelse. Du kommer fra et sted, som kendetegnes ved blodig strid mellem en lang række grupper, så dit udgangspunkt er et andet, nemlig selvopholdelsen. Det udgangspunkt tager du med til Skandinavien. Landet, du kommer til, synes at ligge åbent med en masse fordele, der venter på at blive udnyttet. Sådan opstår bistandsrytteriet, foragten for det nye land - den betragtning, at det jo "bare" er svenskerne, man snyder ...«
Den slags har det i Sverige - som i Danmark - været noget nærforbudt at sige, hvis man ikke ville stemples som mørkemand.
Indvandrernes øgede andel af kriminaliteten, kvindeundertrykkelse, retssyn og så videre har været unævnelige forhold, fordi der inden for velfærdsstatens mure kun måtte findes et"vi", en homogen masse. Vi har i virkeligheden ikke fantasi eller plads til at forestille os, at ikke alle i sidste ende ønsker at være som os.
Velfærdsstaten vil dø
Det er dette "vi", der er ved at krakelere med den radikale forandring af de skandinaviske samfund. Står vi da over for velfærdsstatens sammenbrud?

Thomas Gür mener ja.»Velfærdsstaten vil dø. Ikke ideen om velfærd, men staten som velfærdsordningernes garant. Det ulykkelige er, at vi klamrer os til dens ideologi, og derfor ikke selv får lov at bestemme, hvem der skal komme og hjælpe os i fremtiden. For vi har brug for hjælp. Voresbefolkning bliver ældre og ældre. Men velfærdsstaten er ikke gearet til at tage mod hjælp udefra i form af nyt blod, den er sat i verden for at fordele goder, der allerede er skabt inden for dens mure. I Sverige er f.eks. princippet om, at den sidste ansatte skal fyres først, ligefrem fastsat ved lov. Gæt selv, hvad det betyder for indvandrere på arbejdsmarkedet .
Vor ideologi har spillet fallit.
Det burde vi have indset i tide. Nu spræller politikerne på krogen, mens de klamrer sig til illusionen om, at situationen blot kræver en mindre justering. Det holder dem flydende til næste valg.«

Når Thomas Gür i den grad tager bladet fra munden, skyldes det vel delvis også, at han kan tillade sig det. Ham kan ingen beskylde for at være racist, for han er født i Tyrkiet og dermed selvindvandrer. Han kan tale frit om tingene.»Men jeg skal huske at sige - for jeg kan nemlig godt skelne: Jeg elsker Sverige - bare ikke den svenske stat.«
niels.lillelund@jp.dk

THOMAS GÜR - Født i Sparta, Tyrkiet i 1959. I 1970 - som 11-årig - kom hantil Malmö sammen med sine forældre.I 1980 blev han journalist ved Dagens Nyheter i Stockholm med forsvars- og sikkerhedspolitik som speciale. Blev senerelederskribent ved Svenska Dagbladet og kommentator ved Finanstidningen. Han har været svensk FN-officer i Libanon, pressetalsmand for det svenske forsvar, pressechef i regeringen Bildt og chef for Ja-kampagnen ved folkeafstemningen omEU. Han driver i dag selvstændigt PR-firma og fungerer sideløbende som politisk kommentator.

Thomas Gür : Velfærdsstaten vil dø

http://www.jp.dk/arkiv:aid=1265622
Offentliggjort 25. maj 2002
Velfærdsstatens fallit
Af NIELS LILLELUND
Den svenske kritik af Danmark er et spejlbillede af de problemer, der findes i Sverige, mener den svenske kommentator Thomas Gür. De skandinaviskevelfærdsstater er ved at bryde sammen under en multikulturalisme, der forhindrer os i selv at vælge, hvem der skal optages i samfundets midte.
Da en gruppe bøsser, lesbiske og transseksuelle sidste sommer drog på den farvestrålende Mermaid Parade fra Nørrebro Station til Rådhuspladsen, ventede der dem en ubehagelig overraskelse. Skjult i en port stod en lille gruppe indvandrere bevæbnet med sten og flasker, og da optoget passerede,begyndte kasteskyts at regne ned over de rystede og forskræmte paradedeltagere. Politiet greb forholdsvis hurtigt ind, men da man bagefter skulle gøre skaden op, var det ikke kun de fysiske skrammer, der gjorde ondt. Rigtig mange mennesker - mange flere end dem, der deltog i paraden - var blevet ramt på deres selvforståelse. For bøsser er jo en minoritet og skal derfor per definition opmuntres og beskyttes. Og indvandrere, ja, de er jo også en minoritet, ædle mennesker med ædle værdier.
Hvad skulle man da stille op med det passerede? Folk som Klaus Bondam og Torben Lund, erklærede homoseksuelle og desuden varme fortalere for det multikulturelle samfund, var i svare problemer. Ritzaus Bureau prøvede at dølge episoden ved at omtale de stenkastende som "en gruppe unge", men katten var ude af sækken.
Og det er optrin som dette, der rammer den multikulturelle ideologi lige i hjertekulen.
En særlig ideologi
»Den vesteuropæiske indvandrerpolitik - især den skandinaviske - bygger på en særlig ideologi, som har to ben. Det ene er den såkaldte kulturrelativisme, altså dette, at man opfatter alle kulturer som lige værdige. Der findes altså ingen kulturelle sandheder og ingen moralske sandheder, og der er ingen principper, der er bedre end andre. Om man går ind for stening eller samfundstjeneste, det kan være lige godt inden for hvert sit kulturelle værdisæt. Det er det ene.Det andet ben er det civilisationskritiske, vor opfattelse af indvandreren som den ædle vilde, der repræsenterer nogle renere og mere nære ting - ting, som vi i vores dekadente og modernistiske kultur har glemt. Slægten f.eks. Vi forestiller os, at indvandreren i en vis forstand er tættere på "det rene menneske", ubesudlet af det moderne samfund og derfor af en højere moralsk kvalitet,« siger densvenske kommentator Thomas Gür, som i flere år har beskæftiget sig med svensk indvandrerpolitik og har skrevet fire bøger om emnet.

Multikulturalismen, kalder han den tankegang, som udfordres, når bøsser bliver stenet, eller når en far slår sin datter ihjel, fordi hun klædte sig upassende og i det hele taget opførte sig som en "hore".

»Det er sket mange gange før i Sverige, men det har ikke været noget, man talte om. Her udfordres jo feminismen, og det bliver nødvendigt at tage stilling. I Sverige har feministerne foreløbigt klaret den sag ved at sige, at kvindernes undertrykkelse principielt er den samme overalt i verden. Så der er ingen egentlig forskel på, om en svensk kvinde bliver bedt om at vaske op eller en afghansk kvinde får udgangsforbud eller bliver tævet - det er varianter af det patriarkalske system.«Når multikulturalismen er stødt på reelle problemer, har svaret været tavshed. Det måtte ikke omtales.

Heller ikke de mange kriser i indvandrerfamilier, hvor de unge piger drages af den størrefrihed, som det moderne samfund tilbyder dem, mens mændene og drengene søger at bevare deres privilegier, selv om deres patriarkalske rolle reelt er udspillet.»Her flytter multikulturens fallit ind i intimsfæren, men det erikke noget, vi taler om.«

Thomas Gür er selv indvandrer. Han kom fra Tyrkiet til Sverige som 11-årig, og som historisk og udenrigspolitisk orienteret journalist har det interesseret ham at undersøge de tanker, som politiske ledere har gjort sig i forbindelse med den voldsomme forandring af det svenske samfund, som begyndte omkring 1970, da indvandringen for alvor tog fart.

»Hvad har man set for sig? Det var mit udgangspunkt. Jeg fandt frem til, at man faktisk ikke havde tænkt noget som helst. Og hvis man havde tænkt, havde man sagt, at der ikke var noget problem. Og hvis der var et problem, var det et problem, man sagtens kunne løse. Typisk for den moderne socialstat har man set det som et stykke socialt ingeniørarbejde og helt ignoreret den kendsgerning, at mennesker ikke skifter kultur fra den ene dag til den anden.«

Socialstaten er ahistorisk, for den savner respekt for historien, siger Thomas Gür. Og det er f.eks. derfor, den svenske udvandringshistorie ikke er blevet studeret overhovedet i forbindelse med den svenske indvandrerpolitik.
Indvandringen til Sverige kunne ellers nok trænge til at blive studeret. Den er et afgørende brud med den gamle idé om folkehjemmet, enhedsmodellen, som er stærkere her end vel noget andet sted i verden. Det svenske indvandrerpolitiske projekt har gået ud på at knytte denne idé sammen med ideen om det multikulturelle, og det har haft uhyggelige konsekvenser, mener Thomas Gür:

»Et godt eksempel er modersmålsundervisningen i de svenske skoler. Tænk på, at finske børn i 1950'erne havde forbud mod at tale finsk i skolen. Der måtte udsendes et dekret til lærerne om, at de trods alt ikke skulle gribe ind, når der blev talt finsk i frikvarteret. Så stærk var den grundlæggende tanke om, at i Sverige talte alle det samme sprog. Så da indvandrerne kom fra bl.a. Jugoslavien, indførte man modersmålsundervisning i skolerne med det udtrykkelige formål, at de ikke skulle åbne deres egne skoler. For i Sverige går alle på den samme skole.«

Dengang fik man ikke statsstøtte, hvis man ville åbne en privatskole i Sverige. Den ordning blev kun lempet, fordi den daværende svenske statsminister - af historiske grunde - ikke ville forbyde jøderne at have deres egen skole. Det blev den undtagelse, andre minoriteter kunne henvise til.»Men både den valgfrihed og kravet om modersmålsundervisning var med til at stigmatisere de nytilkomne. For at få den svenske majoritet til at goutere de nytilkomnes særlige rettigheder, opfandt man den "videnskabelige" begrundelse, at det var den bedste måde at lære svensk på. Med andre ord: Ali er nødt til at gå to timer til tyrkisk hver uge, han er ikke som os, han er anderledes. Valgfriheden var ensærbevilling fra folkehjemmets side.«

Positiv særbehandlingMona Sahlin - og andre med hende - klynger sig til ideen om folkehjemmet, mener Thomas Gür. Derfor vil hun lukke for den nødvendige indvandring af højt kvalificeret arbejdskraft, men samtidig indføre positiv særbehandling for de indvandrere, der allerede er i landet.
»At lukke dem ind, man rent faktisk har brug for, burde være ethvert samfunds simple ret. Men velfærdsstatens lighedsideologi forbyder os at gøre det. Vi kan jo ikke sortere mennesker. Vi kan ikke vurdere hver enkelt på kvalifikationerne, for hos os skal alle have den samme levestandard.
Men jo højere, man sætter den levestandard, desto højere mure er man jo nødt til at bygge.
Da den tidligere svenske statsminister, Ingvar Carlson, sagde, at vi må give alle nytilkomne en værdig modtagelse, mente han egentlig: Hvis vi ikke kan give dem en treværelses med bad på statens regning, så er det bedre, at dedør i Kosovo. De skal ikke komme her og være i nød. Også på det punkt er der en indbygget selvmodsigelse i multikulturalismens ideologi; velfærdsstaten er jo selv i strid med menneskerettighederne, for den gør forskel på landets borgere og andre «Grænserne kommer man ikke uden om. Grænserne mellem dem, der er inde, og dem, der står udenfor. Og de grænser er blevet skarpere i de seneste år. Også i Sverige:
»Hvis man ser på, hvad den svenske socialdemokratiskeregering har gennemført de sidste år, ligner det til forveksling NyaDemokraternes (det nu hedengangne protestparti, red.) program. Man taler bare ikke om det som i Danmark. Danske politikere må enten være mere ærlige - eller måske bare politisk set dummere, siden de taler højt om det. De regler om familiesammenføring, som den danske regering vil gennemføre, eksisterer allerede i Sverige. Ikke vedtaget med lov, blot som en bureaukratisk realitet.«

Det er i den sammenhæng, den svenske kritik af Danmark skal ses.»Der er for mig at se to grunde til, at Mona Sahlin siger, hvad hun siger. Den ene er, at den svenske regering jo også har været udsat for en del kritik af sin indvandrerpolitik, og så er det rart at kunne pege på nogle andre og sige: Se dem, de er værre. Den anden er, at Mona Sahlin ganske enkelt ikke tænker særlig dybt over tingene. Hun analyserer ikke et emne, før hun udtaler sig om det, og hun er formodentlig ikke engang klar over, at hendes egen regering faktisk har gennemført en politik, der til forveksling ligner den, hun nu kritiserer.«

Det handler, siger Gür, i sidste ende om, at Mona Sahlins selvforståelse og syn på velfærdsstaten bygger på en illusion. Nemlig den idé, at hele verden bør og kan være på svensk bistandshjælp. Det er den uudtalte forudsætning for hendes forargelse. At det i virkeligheden ikke kan lade sig gøre, ved de svenske politikere naturligvis godt, men de taler ikke om det, fordet ville være at tale om det onde, om at gøre forskel.Og i Sverige - som i Danmark - har alle det per definition godt, og verden er velordnet. Det er udgangspunktet, og det smitter af på politikken.

I midten af 1970'erne afskaffede man f.eks. forsørgelseskravet til nye ansøgere om statsborgerskab i Sverige. Det skete med den ordrette begrundelse, at i Sverige kan alle i dag forsøges - enten ved at forsøge sig selv eller ved at blive forsørget af det offentlige. Samhällat eller allmänet er de svenske udtryk, og i sproget ligger også en vigtig kilde til forståelse af den svenske tankegang. I Sverigeskelner man ikke - og har i lange tider ikke skelnet - mellem samfund og stat. Det hænger sammen med, at staten historisk set har været en positiv aktør. Den har formået at samle høj og lav, adel og bonde, den har forhindret konflikter og skabt homogenitet, og den har derfor været det perfekte udgangspunkt for opbyggelsen af en socialstat.
At tæmme mennesket
Netop opfattelsen af staten som et gode var det, der skræmte den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger, da han besøgte Sverige i 1982 og hensank i en mild tristesse midt mellem alle de pædagogiske institutioner under det socialdemokratiske overherredømme:
"Det så fuldstændig ud, som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket."
Men de mennesker, der siden Enzensberger skrev sit essay"Svensk efterår" er kommet til Skandinavien, er ikke tæmmede. Langt fra. Mange af dem kommer fra en verden, hvor den almindelige knaphed på ressourcer af alle slags gør, at enhver er sig selv nærmest.

Velfærdsstaten bygger som bekendt på en grundlæggende solidaritet borgerne imellem. En solidaritet, vi tager for givet i de skandinaviske lande, men som udelukkende eksisterer, fordi vore samfund har været så homogene. Det er ikke tilfældigt, bemærker Gür, at der ikkefindes nogen multikulturelle velfærdsstater.

»Hvis du ankommer fra f.eks. Libanon, må du se med undren på den skandinaviske samfundsopfattelse. Du kommer fra et sted, som kendetegnes ved blodig strid mellem en lang række grupper, så dit udgangspunkt er et andet, nemlig selvopholdelsen. Det udgangspunkt tager du med til Skandinavien. Landet, du kommer til, synes at ligge åbent med en masse fordele, der venter på at blive udnyttet. Sådan opstår bistandsrytteriet, foragten for det nye land - den betragtning, at det jo "bare" er svenskerne, man snyder ...«
Den slags har det i Sverige - som i Danmark - været noget nærforbudt at sige, hvis man ikke ville stemples som mørkemand.
Indvandrernes øgede andel af kriminaliteten, kvindeundertrykkelse, retssyn og så videre har været unævnelige forhold, fordi der inden for velfærdsstatens mure kun måtte findes et"vi", en homogen masse. Vi har i virkeligheden ikke fantasi eller plads til at forestille os, at ikke alle i sidste ende ønsker at være som os.
Velfærdsstaten vil dø
Det er dette "vi", der er ved at krakelere med den radikale forandring af de skandinaviske samfund. Står vi da over for velfærdsstatens sammenbrud?Thomas Gür mener ja.
»Velfærdsstaten vil dø. Ikke ideen om velfærd, men staten som velfærdsordningernes garant. Det ulykkelige er, at vi klamrer os til dens ideologi, og derfor ikke selv får lov at bestemme, hvem der skal komme og hjælpe os i fremtiden. For vi har brug for hjælp. Voresbefolkning bliver ældre og ældre. Men velfærdsstaten er ikke gearet til at tage mod hjælp udefra i form af nyt blod, den er sat i verden for at fordele goder, der allerede er skabt inden for dens mure.
I Sverige er f.eks. princippet om, at den sidste ansatte skal fyres først, ligefrem fastsat ved lov. Gæt selv, hvad det betyder for indvandrere på arbejdsmarkedet Vor ideologi har spillet fallit.Det burde vi have indset i tide. Nu spræller politikerne på krogen, mens de klamrer sig til illusionen om, at situationen blot kræver en mindre justering. Det holder dem flydende til næste valg.«Når Thomas Gür i den grad tager bladet fra munden, skyldes det vel delvis også, at han kan tillade sig det. Ham kan ingen beskylde for at være racist, for han er født i Tyrkiet og dermed selvindvandrer. Han kan tale frit om tingene.»Men jeg skal huske at sige - for jeg kan nemlig godt skelne: Jeg elsker Sverige - bare ikke den svenske stat.«niels.lillelund@jp.dk

THOMAS GÜRFødt i Sparta, Tyrkiet i 1959. I 1970 - som 11-årig - kom hantil Malmö sammen med sine forældre.I 1980 blev han journalist ved Dagens Nyheter i Stockholm med forsvars- og sikkerhedspolitik som speciale. Blev senerelederskribent ved Svenska Dagbladet og kommentator ved Finanstidningen. Han har været svensk FN-officer i Libanon, pressetalsmand for det svenske forsvar, pressechef i regeringen Bildt og chef for Ja-kampagnen ved folkeafstemningen omEU. Han driver i dag selvstændigt PR-firma og fungerer sideløbende som politisk kommentator.

"Svenskere fattigere end sorte i USA"

http://www.dn.se/DNet/jsp/polopoly.jsp?d=572&a=14968
Uppdaterad 4 maj 2002
Dålig tillväxt har lett till att Sverige tappat stort i välstånd jämfört med USA. Det amerikanska normalhushållet har en årsinkomst före skatt som är 50 procent högre än det svenska. De svarta, som har de lägsta inkomsterna i USA, har nu en bättre levnadsstandard än ett vanligt svenskt hushåll. Om Sverige tillhört USA hade vi varit den fattigaste delstaten. Det visar en jämförande studie som gjorts av vd Fredrik Bergström och chefekonom Robert Gidehag på Handelns utrednings- institut, HUI.
Ny rapport visar hur den låga tillväxten slår mot levnadsstandarden:
"Svenskar fattigare än svarta i USA"
Dålig tillväxt har lett till att Sverige tappat stort i välstånd jämfört med USA. Det amerikanska normalhushållet har en årsinkomst före skatt som är 50 procent högre än det svenska. De svarta, som har de lägsta inkomsterna i USA, har nu en bättre levnadsstandard än ett vanligt svenskt hushåll. Om Sverige tillhört USA hade vi varit den fattigaste delstaten. Det visar en jämförande studie som gjorts av vd Fredrik Bergström och chefekonom Robert Gidehag på Handelns utrednings- institut, HUI.
Under de senaste trettio åren har svensk tillväxt varit låg i förhållande till omvärlden, så låg att vår relativa välståndsnivå nu på allvar börjar halka efter. Frågan är hur stor medvetenheten är om detta.
Riksförsäkringsverket räknar till exempel i sitt huvudscenario för våra pensionskalkyler med att inkomsterna framöver skall växa realt med 2 procent om året. Varför då, kan man undra, när tillväxten i reala inkomster den senaste trettioårsperioden varit 0,9 procent per år i genomsnitt?
Vi har i dagarna avslutat en rapport där svenska hushålls bruttoinkomster jämförs med motsvarande inkomstmått för amerikanska hushåll. Ny inkomststatistik från USA tillsammans med bearbetningar av svenska inkomstdatabaser har möjliggjort denna jämförelse. Vi har, något förenklat, jämfört familjen Svensson i Sverige med familjen Swenson i Minnesota. Svenssons kommer i denna jämförelse mycket dåligt ut och vad värre är, de svaga grupper som ofta sägs gynnas av den svenska modellen har haft en mycket dålig ekonomisk utveckling jämfört med motsvarande grupper i USA.
Syftet med rapporten har varit att jämföra Sverige med samtliga USA:s delstater, att jämföra svenskarna med olika folkgrupper i USA och att jämföra hur inkomsterna har utvecklats över tiden för låg-, medel- och höginkomsttagarhushåll.
Fokus i rapporten är på hushållens bruttoinkomster, det vill säga alla inkomster som ett hushåll har före skatt. Genom att utgå ifrån hushållens bruttoinkomster kan man kringgå problemen med att USA och Sverige har olika välfärdssystem. Det vi jämför är inkomster innan svensken betalar sitt välfärdsåtagande via skatter och amerikanen sitt via skatter och avgifter. Det inkomstmått som används är vad som i amerikansk statistik kallas money income. Det kan närmast jämföras med totala deklarerade bruttoinkomster av tjänst i Sverige, det vill säga samtliga inkomster av tjänst före skatt. Båda måtten inkluderar bruttotransfereringar.
För att få fram uppgifter om hushållens totala deklarerade bruttoinkomster i Sverige har framför allt den så kallade Lindadatabasen utnyttjats. Varken i det svenska eller det amerikanska inkomstmåttet inkluderas inkomster från andra inkomstkällor (till exempel kapitalinkomster). I båda inkomstmåtten ingår även arbetsgivaravgifterna.
För att ta hänsyn till skillnader i köpkraft i Sverige och USA och för att därmed göra jämförelsen än mer rättvisande har materialet också fastprisberäknats och köpkraftsjusterats. Vilka är då de viktigaste slutsatserna?
För det första kan man konstatera att det amerikanska medianhushållet 1999 hade en total sammanräknad årsinkomst om 406.000 kronor medan det svenska medianhushållet 1998 hade i storleksordningen 276.000 kronor (inklusive arbetsgivaravgifter) att röra sig med, brutto. Det amerikanska hushållet har med andra ord 50 procent mer.
Den svenska nivån kan förefalla låg, och det är viktigt att betona att det som mäts är medianinkomsten och inte medelinkomsten. Medianinkomsten är lägre än medelinkomsten i och med att det finns hushåll med mycket höga inkomster som drar upp medelvärdet. I USA är till exempel medelinkomsten 1999 cirka 550.000 kronor. Skillnaderna är så pass stora att det kan finnas anledning att ställa dem även mot några andra mått.
BNP per capita var 1999 cirka 310.000 kronor i USA mot 223.000 kronor i Sverige. BNP per capita är således 40 procent högre i den amerikanska ekonomin. I detta perspektiv framstår skillnaderna i bruttoinkomst som naturliga. Ett annat sätt att få grepp om skillnaderna är rimliga eller inte är att jämföra den privata konsumtionen per capita. Den var i USA 206.000 kronor år 1999 medan den i Sverige var 113.000 kronor.
En del av skillnaden i just denna jämförelse kan förklaras med att en större del av till exempel "skola, vård och omsorg" betalas privat i USA i och med att skatterna är lägre. Men även om man skulle ta hänsyn till detta kvarstår stora skillnader. Ett tredje mått att relatera till skillnaderna i bruttoinkomst är detaljhandelsförsäljning per capita i USA och i Sverige.
År 1999 var den genomsnittliga detaljhandelsförsäljningen i Sverige 38.000 kronor medan den i USA var hela 69.000 kronor. För varje skjorta Svensson köper kan en amerikan köpa två, för varje leksak som farmor köper till sina barn kan "granny" köpa två stycken och när Svensson köper en bättre begagnad Volvo för 200.000 kronor så köper Swenson i Minnesota en ny Chevrolet värstingjeep med extrautrustning för en halv miljon kronor. Money matters!
En andra viktig slutsats är att det i USA finns stora skillnader i hushållens inkomster mellan olika delstater och att Sverige, om vi var en amerikansk delstat, skulle vara USA:s fattigaste.
I den rikaste delstaten, Maryland, är hushållens medianinkomster drygt 510.000 kronor, vilket är 80 procent högre än i West Virginia (där medianinkomsterna är på ungefär 280.000 kronor). Inkomsterna är också mycket höga i gamla svenskbygder som Minnesota där medianinkomsterna uppgår till 480.000 kronor.
Den tredje slutsatsen i rapporten är att om man jämför svenskarna med olika folkgrupper i USA kommer vi ut mycket dåligt. Den grupp som har de högsta inkomsterna i USA är asiaterna. De har en medianinkomst som är 25 procent högre än medianinkomsten i hela USA. Näst högst inkomster har hushåll i gruppen "white and not-hispanics". De har en medianinkomst som ligger ungefär 10 procent högre än medianinkomsterna i hela USA. Lägst inkomster har "blacks". Deras medianinkomster utgör ungefär 70 procent av medianinkomsten för hela USA.
Medianinkoms-ten i Sverige utgör endast 68 procent av medianinkomsten för samtliga folkgrupper och den ligger därmed under de grupper som i svensk debatt vanligtvis uppfattas som fattiga och som förlorare i den amerikanska ekonomin. Den i USA fattiga gruppen svarta har bättre levnadsstandard än medianhushållet i Sverige!
Av intresse i detta sammanhang är också inkomstutvecklingen för olika grupper. Under perioden 1993 till 1999 har inkomsterna ökat med knappt 15 procent för alla grupper i USA. Gruppen "white and non-hispanic" har haft en något sämre inkomstutveckling (cirka 14 procent). Bästa inkomstutvecklingen har gruppen "blacks" haft med en ökning på hela 25 procent.
Under samma period har inkomsterna i det närmaste varit oförändrade i Sverige. Den fjärde slutsatsen i rapporten är att det i ett långsiktigt perspektiv är bättre att vara låg-, medel- och höginkomsttagare i USA än i Sverige. I rapporten har vi jämfört inkomstnivån och inkomstutvecklingen i USA och Sverige för dessa tre grupper sedan 1980.
För USA kan man konstatera att inkoms-terna har ökat för alla grupper. Detta gäller i synnerhet om man tar hänsyn till växelkursförändringar (dollarn har stärkts med 35-40 procent sedan 1980). Om man inte tar hänsyn till växelkursför- ändringar har hushåll med lägre inkomst och med medianinkomst ökat sina respektive inkomster med knappt 20 procent. För de 20 procent rikaste hushållen i den amerikanska ekonomin är ökningen hela 30 procent. I detta perspektiv har således inkomstskillnaderna ökat. Men, och detta är ett viktigt men, det har framför allt skett genom att de som har goda inkomster har fått det bättre och inte genom att de som har lägre inkomster fått det sämre.
Även i Sverige har inkomsterna ökat, dock inte lika mycket som i USA. För låginkomsttagarhushållen har bruttoinkomsterna ökat med drygt 6 procent under perioden 1980-1999, hela 12 procent-enheter lägre än för de fattiga i USA. För medelinkomsttagarna har inkomsterna ökat med 11-12 procent och för höginkomsttagarna med cirka 20 procent. Låg tillväxt drabbar med andra ord alla grupper.
Om svenska låginkomsttagarhushåll hade haft samma procentuella inkomstutveckling som motsvarande amerikanska, hade dessa hushåll haft 15.000 kronor mer i total bruttoinkomst.
För att sammanfatta: Om Sverige hade varit en delstat i USA hade således det varit delstaten med lägst bruttoinkomst per hushåll. Svenskarna hade tillsammans med "blacks" och "hispanics" betraktats som låginkomsttagargrupper. Troligtvis hade man pratat om "the Swedish problem" i och med att svens-karnas inkomstutveckling har varit sämre än för andra etniska grupper. Den dåliga inkomstutvecklingen för låginkomsttagare hade upprört många och uppfattats som ett av delstaten Sveriges riktigt stora problem.
Nu är inte Sverige USA:s 51:a delstat, så vi slipper detta. Vad som kvarstår är dock det faktum att svenska hushålls inkoms-ter inte befinner sig på samma nivå som de amerikanska hushållens, att inkomstutvecklingen har varit sämre under lång tid och att detta har påverkat svenska hushålls relativa välfärd negativt. Är då det relativa välståndet viktigt?
I ett strikt tidsperspektiv är ju skolan bättre nu än tidigare, sjukvården och bilarna likaså. Svaret är ja, välståndet jämfört med andra länder är oerhört centralt för den välfärd vi upplever.
I längden kommer saker som framstår som självklara i USA att i Sverige betraktas som yttersta lyx. Om till exempel glappet vad gäller utrustning och kunskap inom sjukvården blir för stort kommer svenskar inte längre att kunna ta del av den bästa tänkbara sjukvård som finns, utan får förlita sig på alltmer inhemsk produktion anpassad efter vår levnadsstandard. Om utländska bilar börjar bli alltför dyra, som en följd av ny miljö- och säkerhetsutrustning, kommer svenskarna allt- mer att få anpassa sig genom att köpa enklare bilar.
Detsamma gäller skolan; när datorer till eleverna blir en självklarhet i många länder kommer Sverige inte att ha råd med detta. Riktigt där är vi inte ännu, men tendensen finns. Enkelt uttryckt, vi vill ha en levnadsstandard som är god med dagens mått mätt, inte jämfört med hur det var för 30 år sedan. Därför måste politiken börja fokusera mer på den långsiktiga tillväxten. Detta är en förutsättning om Sverige på allvar vill fortsätta att vara en modern välståndsnation.
Fredrik Bergström Robert Gidehag