»Statslig krig mod danskheden«

Ophængningen og pladsforholdene på Statens Museum for Kunst fortjener en kronik for sig selv. Og så hedder dét, der tidligere var en kaffeautomat i kælderen, "Café Republic" - symptomatisk nok. I kælderen kunne man møde Hjort Nielsen og Svend Wiig over en kop Néscafe - til gengæld var der plads til kunsten for bare glas,varm luft, haute cuisine og de pludrende klassers kunsthistorie-pædagoger. På det nuværende Statens længes man bare til Berlins Museumsinseln før Murens fald. Kustoder i fine uniformer und nichts weiter. "Du kommer til os og kunsten, vi gir ikke ved dørene, børneopdragelse foregår i hjemmet og iøvrigt vi fedter ikke for dig".
Nogle af billederne her skal mest opfattes som en almen stemningsbeskrivelse af Allis Hellelands dødsbo. En skulpturserie hedder da også.... "Fucking with Death"...... (fotos© Snaphanen - klik fotos f. helskærm!)
Kronik af lektor Michael Pihl
Statens Museum for Kunst har erklæret krig mod den nationale identitet. I denne kulturkamp gælder alle kneb også historieforfalskning. Man tror, det er løgn. Og det er det også, altså museets påstand om, at »forestillingen« om dansk identitet kun går tilbage til 1800-tallet.
»Jamen, det er jo løgn! Historieforfalskning!« Kammeraten var forbløffet over manipulerende citater og fordrejede fremstillinger, der danner en tendentiøs og politiserende fortolkningsramme om udstillingen »national identitet« på Statens Museum for Kunst.
Den består af guldaldermalerier stillet sammen med moderne billeder, der spiller andenviolin til den klassiske kunst, fordi de ikke kan selv. Det kan publikum åbenbart heller ikke, for på væggen over malerierne svæver kæmpecitater om national identitet som retningsgivende autoritet for gæsternes tolkning. Citater fra vor tid repræsenterer kun kulturradikale positioner, der alle reducerer det nationale til en forældet 1800-tals »konstruktion«.
I et rum med malerier om »det fremmede« prædiker uimodsagt hele to citater af Poul Henningsen som hellige ord fra en profetisk søjlehelgen. I samme rum messer Uffe Østergård. I et andet rum et rablende citat af Knud Romer:
»Den største fare er de her fundamentalistiske kulturbærere, som er ude på at kanonisere en dansk enhedskultur af fortidsminder og guldaldermalerier. En intellektuel elite, som vil missionere sin egen dannelseskultur over for resten af befolkningen«.
Ironisk nok er det sidste netop, hvad Statens Museum for Kunst udsætter »befolkningen« for.
Ingen kulturradikale citater afbalanceres af kulturkonservative kommentarer. Der er ikke ét repræsentativt citat f.eks. af Søren Krarup eller fra Ralf Pittelkows »Forsvar for Nationalstaten«. Der er ingen referencer til moderne historikere, danske som europæiske, der har dokumenteret, at historien om den nationale identitet går meget længere tilbage end til 1800-tallet. Udstillerne hævder ellers, at de godt kan lide, »hvis citaterne i samme rum modsiger hinanden«. En lodret løgn.
Kun kulturradikal dekonstruktion af den nationale identitet som en 1800-tals »forestilling« er loyalt repræsenteret. I et hæfte til skoleelever bekræftes museets énsidige stillingtagen: »Hvad erstatter vi fx forestillingen om det nationale fællesskab med, når det tilsyneladende ikke længere er et fælles udgangspunkt?« Det kan gymnasieeleverne jo så tænke lidt over. Inden for de snævre kridtstreger, som statsautoriserede kultursmagsdommere har aftegnet for dem.
På museets vægtekster lærer man, at national identitet blot er en konstruktion , en »forestilling« fra 1800-tallet, der bidrog til »fortællingen om dem og os«. Den ubefæstede elev skærmes for den tanke, at enhver meningsfuld identitet nødvendigvis er eksklusiv. At der er noget, jeg ikke er, hver gang jeg står ved, hvad jeg er. At man ikke er japaner, hvis man er dansker. At man ikke er en hoppebold, hvis man er en gummitud. Forestillingen om en »konstrueret« danskhed præger museets oplysningsmateriale, der konsekvent taler om dansk identitet ikke som noget reelt men som en »forestilling«, og undervisningshæftet docerer skipperskrøner om den nationale identitets historie.
I en faktaboks står der: »Vidste du, at fædrelandskærlighed i slutningen af 1700-tallet betød loyalitet over for riget og kongen, mens det i 1800-tallet signalerede loyalitet over for nationen og folket?«
- Danske gymnasieelever lærer altså, at fædrelandskærlighed før 1800-tallet som et særligt tilhørsforhold til land, sprog, folk, vaner, kultur og fælles religion, slet ikke eksisterede. Men Uffe Østergård-myten om den nationale identitet som en 1800-tals konstruktion er for længst afsløret som fup. »Forestillingen« om, at dansk identitet før 1800-tallet blot var en myte, er en myte. En gammel Århus-historie, der går på krykker i undervisnings- og kulturinstitutionerne, og som ikke er rigtig sjov mere. Et tilfældigt udvalg af et overvældende kildemateriale dokumenterer opfattelser af et dansk folk, der delte kultur, sprog og identitet på tværs af stænder mod andre folk længe før 1800-tallet.
Lad os se på myter om det nationale stillet overfor fakta og historiske kildeudsagn............................................................[...]
Læseren kan fortsætte på hjemmesiden www.nomos-dk.dk/skræp , hvor et stærkt kildemateriale dokumenterer dansk identitet fra tidlig middelalder og skyder hul i Uffe Østergårds varmluftsballon fra 1990erne.
En af statens officielle kulturinstitutioner har taget énsidigt stilling i kulturkampen og har erklæret krig mod den nationale identitet. Den kulturradikale position mønstrer ingen overbevisende argumenter i kampen om den nationale identitets definition og historie, men den har kultureliten på sin side.
Udfaldet af denne strid afgør, om det danske samfund kommer til at hænge sammen i fremtiden. Der har aldrig været mere brug for det nationale fællesskab end nu. Vi behøver at vide, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Alligevel manipulerer og fordrejer statens kulturinstitutioner historien om den nationale identitet. Man skulle tro, det var løgn. Berlingske Tidende, Kronik

Gemmer der sig et stykke kurator-psykologi bag det faktum at Hammershøi ikke er sovset ind i nutidskunstnere og kulturradikale citater? Antagelig. Han er for kendt og kuratorer snobber trods alt mere for markedet end for PH og Knud Romer.................