Thomas Gür: Velfærdsstatens fallit

Niels Lillelund finder endnu engang en interessant person at interviewe - sommeren 2002

http://www.jp.dk/arkiv:aid=1265622

Offentliggjort 25. maj 2002
Velfærdsstatens fallit
Af
NIELS LILLELUND

Den svenske kritik af Danmark er et spejlbillede af de problemer, der findes i Sverige, mener den svenske kommentator Thomas Gür. De skandinaviske
velfærdsstater er ved at bryde sammen under en multikulturalisme, der forhindrer os i selv at vælge, hvem der skal optages i samfundets midte.

Da en gruppe bøsser, lesbiske og transseksuelle sidste sommer drog på den farvestrålende Mermaid Parade fra Nørrebro Station til Rådhuspladsen, ventede der dem en ubehagelig overraskelse. Skjult i en port stod en lille gruppe indvandrere bevæbnet med sten og flasker, og da optoget passerede,begyndte kasteskyts at regne ned over de rystede og forskræmte paradedeltagere. Politiet greb forholdsvis hurtigt ind, men da man bagefter skulle gøre skaden op, var det ikke kun de fysiske skrammer, der gjorde ondt. Rigtig mange mennesker - mange flere end dem, der deltog i paraden - var blevet ramt på deres selvforståelse. For bøsser er jo en minoritet og skal derfor per definition opmuntres og beskyttes. Og indvandrere, ja, de er jo også en minoritet, ædle mennesker med ædle værdier. Hvad skulle man da stille op med det passerede?

Folk som Klaus Bondam og Torben Lund, erklærede homoseksuelle og desuden varme fortalere for det multikulturelle samfund, var i svare problemer. Ritzaus Bureau prøvede at dølge episoden ved at omtale de stenkastende som "en gruppe unge", men katten var ude af sækken.
Og det er optrin som dette, der rammer den multikulturelle ideologi lige i hjertekulen. En særlig ideologi»Den vesteuropæiske indvandrerpolitik - især den skandinaviske - bygger på en særlig ideologi, som har to ben. Det ene er den såkaldte kulturrelativisme, altså dette, at man opfatter alle kulturer som lige værdige. Der findes altså ingen kulturelle sandheder og ingen moralske sandheder, og der er ingen principper, der er bedre end andre. Om man går ind for stening eller samfundstjeneste, det kan være lige godt inden for hvert sit kulturelle værdisæt. Det er det ene.

Det andet ben er det civilisationskritiske, vor opfattelse af indvandreren som den ædle vilde, der repræsenterer nogle renere og mere nære ting - ting, som vi i vores dekadente og modernistiske kultur har glemt. Slægten f.eks. Vi forestiller os, at indvandreren i en vis forstand er tættere på "det rene menneske", ubesudlet af det moderne samfund og derfor af en højere moralsk kvalitet,« siger den
svenske kommentator Thomas Gür, som i flere år har beskæftiget sig med svensk indvandrerpolitik og har skrevet fire bøger om emnet.
Multikulturalismen, kalder han den tankegang, som udfordres, når bøsser bliver stenet, eller når en far slår sin datter ihjel, fordi hun klædte sig upassende og i det hele taget opførte sig som en "hore".

»Det er sket mange gange før i Sverige, men det har ikke været noget, man talte om. Her udfordres jo feminismen, og det bliver nødvendigt at tage stilling. I Sverige har feministerne foreløbigt klaret den sag ved at sige, at kvindernes undertrykkelse principielt er den samme overalt i verden. Så der er ingen egentlig forskel på, om en svensk kvinde bliver bedt om at vaske op eller en afghansk kvinde får udgangsforbud eller bliver tævet - det er varianter af det patriarkalske system.«
Når multikulturalismen er stødt på reelle problemer, har svaret været tavshed. Det måtte ikke omtales. Heller ikke de mange kriser i indvandrerfamilier, hvor de unge piger drages af den større
frihed, som det moderne samfund tilbyder dem, mens mændene og drengene søger at bevare deres privilegier, selv om deres patriarkalske rolle reelt er udspillet.
»Her flytter multikulturens fallit ind i intimsfæren, men det er
ikke noget, vi taler om.« Thomas Gür er selv indvandrer. Han kom fra Tyrkiet til Sverige som 11-årig, og som historisk og udenrigspolitisk orienteret journalist har det interesseret ham at undersøge de tanker, som politiske ledere har gjort sig i forbindelse med den voldsomme forandring af det svenske samfund, som begyndte omkring 1970, da indvandringen for alvor tog fart.
»Hvad har man set for sig? Det var mit udgangspunkt. Jeg fandt frem til, at man faktisk ikke havde tænkt noget som helst. Og hvis man havde tænkt, havde man sagt, at der ikke var noget problem. Og hvis der var et problem, var det et problem, man sagtens kunne løse. Typisk for den moderne socialstat har man set det som et stykke socialt ingeniørarbejde og helt ignoreret den kendsgerning, at mennesker ikke skifter kultur fra den ene dag til den anden.«
Socialstaten er ahistorisk, for den savner respekt for historien, siger Thomas Gür. Og det er f.eks. derfor, den svenske udvandringshistorie ikke er blevet studeret overhovedet i forbindelse med den svenske indvandrerpolitik.
Indvandringen til Sverige kunne ellers nok trænge til at blive studeret. Den er et afgørende brud med den gamle idé om folkehjemmet, enhedsmodellen, som er stærkere her end vel noget andet sted i verden. Det svenske indvandrerpolitiske projekt har gået ud på at knytte denne idé sammen med ideen om det multikulturelle, og det har haft uhyggelige konsekvenser, mener Thomas Gür:
»Et godt eksempel er modersmålsundervisningen i de svenske skoler. Tænk på, at finske børn i 1950'erne havde forbud mod at tale finsk i skolen. Der måtte udsendes et dekret til lærerne om, at de trods alt ikke skulle gribe ind, når der blev talt finsk i frikvarteret. Så stærk var den grundlæggende tanke om, at i Sverige talte alle det samme sprog. Så da indvandrerne kom fra bl.a. Jugoslavien, indførte man modersmålsundervisning i skolerne med det udtrykkelige formål, at de ikke skulle åbne deres egne skoler. For i Sverige går alle på den samme skole.«
Dengang fik man ikke statsstøtte, hvis man ville åbne en privatskole i Sverige. Den ordning blev kun lempet, fordi den daværende svenske statsminister - af historiske grunde - ikke ville forbyde jøderne at have deres egen skole. Det blev den undtagelse, andre minoriteter kunne henvise til.
»Men både den valgfrihed og kravet om modersmålsundervisning var med til at stigmatisere de nytilkomne. For at få den svenske majoritet til at goutere de nytilkomnes særlige rettigheder, opfandt man den "videnskabelige" begrundelse, at det var den bedste måde at lære svensk på. Med andre ord: Ali er nødt til at gå to timer til tyrkisk hver uge, han er ikke som os, han er anderledes. Valgfriheden var en
særbevilling fra folkehjemmets side.«
Positiv særbehandling

Mona Sahlin - og andre med hende - klynger sig til ideen om folkehjemmet, mener Thomas Gür. Derfor vil hun lukke for den nødvendige indvandring af højt kvalificeret arbejdskraft, men samtidig indføre positiv særbehandling for de indvandrere, der
allerede er i landet. »At lukke dem ind, man rent faktisk har brug for, burde være ethvert samfunds simple ret. Men velfærdsstatens lighedsideologi forbyder os at gøre det. Vi kan jo ikke sortere mennesker. Vi kan ikke vurdere hver enkelt på kvalifikationerne, for hos os skal alle have den samme levestandard.
Men jo højere, man sætter den levestandard, desto højere mure er man jo nødt til at bygge. Da den tidligere svenske statsminister, Ingvar Carlson, sagde, at vi må give alle nytilkomne en værdig modtagelse, mente han egentlig: Hvis vi ikke kan give dem en treværelses med bad på statens regning, så er det bedre, at de
dør i Kosovo. De skal ikke komme her og være i nød. Også på det punkt er der en indbygget selvmodsigelse i multikulturalismens ideologi; velfærdsstaten er jo selv i strid med menneskerettighederne, for den gør forskel på landets borgere og andre «
Grænserne kommer man ikke uden om. Grænserne mellem dem, der er inde, og dem, der står udenfor. Og de grænser er blevet skarpere i de seneste år. Også i Sverige:
»Hvis man ser på, hvad den svenske socialdemokratiske
regering har gennemført de sidste år, ligner det til forveksling Nya
Demokraternes (det nu hedengangne protestparti, red.) program. Man taler bare ikke om det som i Danmark. Danske politikere må enten være mere ærlige - eller måske bare politisk set dummere, siden de taler højt om det. De regler om familiesammenføring, som den danske regering vil gennemføre, eksisterer allerede i Sverige. Ikke vedtaget med lov, blot som en bureaukratisk realitet.«
Det er i den sammenhæng, den svenske kritik af Danmark skal ses.
»Der er for mig at se to grunde til, at Mona Sahlin siger, hvad hun siger. Den ene er, at den svenske regering jo også har været udsat for en del kritik af sin indvandrerpolitik, og så er det rart at kunne pege på nogle andre og sige: Se dem, de er værre. Den anden er, at Mona Sahlin ganske enkelt ikke tænker særlig dybt over tingene. Hun analyserer ikke et emne, før hun udtaler sig om det, og hun er formodentlig ikke engang klar over, at hendes egen regering faktisk har gennemført en politik, der til forveksling ligner den, hun nu
kritiserer.«
Det handler, siger Gür, i sidste ende om, at Mona Sahlins selvforståelse og syn på velfærdsstaten bygger på en illusion. Nemlig den idé, at hele verden bør og kan være på svensk bistandshjælp. Det er den uudtalte forudsætning for hendes forargelse. At det i virkeligheden ikke kan lade sig gøre, ved de svenske politikere naturligvis godt, men de taler ikke om det, for
det ville være at tale om det onde, om at gøre forskel.
Og i Sverige - som i Danmark - har alle det per definition godt, og verden er velordnet. Det er udgangspunktet, og det smitter af på politikken. I midten af 1970'erne afskaffede man f.eks. forsørgelseskravet til nye ansøgere om statsborgerskab i Sverige. Det skete med den ordrette begrundelse, at i Sverige kan alle i dag forsøges - enten ved at forsøge sig selv eller ved at blive forsørget af det offentlige.
Samhallat eller allmänet er de svenske udtryk, og i sproget ligger også en vigtig kilde til forståelse af den svenske tankegang. I Sverige
skelner man ikke - og har i lange tider ikke skelnet - mellem samfund og stat. Det hænger sammen med, at staten historisk set har været en positiv aktør. Den har formået at samle høj og lav, adel og bonde, den har forhindret konflikter og skabt homogenitet, og den har derfor været det perfekte udgangspunkt for opbyggelsen af en socialstat.
At tæmme mennesket

Netop opfattelsen af staten som et gode var det, der skræmte den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger, da han besøgte Sverige i 1982 og hensank i en mild tristesse midt mellem alle de pædagogiske institutioner under det socialdemokratiske overherredømme:
"Det så fuldstændig ud, som om denne politiske kulturs evige forvaltere, socialdemokraterne, havde haft held med et projekt, som ganske andre regimer, fra teokratiet til bolsjevismen, allerede havde lidt skibbrud med: nemlig at tæmme mennesket."
Men de mennesker, der siden Enzensberger skrev sit essay
"Svensk efterår" er kommet til Skandinavien, er ikke tæmmede. Langt fra. Mange af dem kommer fra en verden, hvor den almindelige knaphed på ressourcer af alle slags gør, at enhver er sig selv nærmest.
Velfærdsstaten bygger som bekendt på en grundlæggende solidaritet borgerne imellem. En solidaritet, vi tager for givet i de skandinaviske lande, men som udelukkende eksisterer, fordi vore samfund har været så homogene. Det er ikke tilfældigt, bemærker Gür, at der ikke
findes nogen multikulturelle velfærdsstater.
»Hvis du ankommer fra f.eks. Libanon, må du se med undren på den skandinaviske samfundsopfattelse. Du kommer fra et sted, som kendetegnes ved blodig strid mellem en lang række grupper, så dit udgangspunkt er et andet, nemlig selvopholdelsen. Det udgangspunkt tager du med til Skandinavien. Landet, du kommer til, synes at ligge åbent med en masse fordele, der venter på at blive udnyttet. Sådan opstår bistandsrytteriet, foragten for det nye land - den betragtning, at det jo "bare" er svenskerne, man snyder ...«
Den slags har det i Sverige - som i Danmark - været noget nær
forbudt at sige, hvis man ikke ville stemples som mørkemand.Indvandrernes øgede andel af kriminaliteten, kvindeundertrykkelse, retssyn og så videre har været unævnelige forhold, fordi der inden for velfærdsstatens mure kun måtte findes et
"vi", en homogen masse. Vi har i virkeligheden ikke fantasi eller plads til at forestille os, at ikke alle i sidste ende ønsker at være som os.

Velfærdsstaten vil dø

Det er dette "vi", der er ved at krakelere med den radikale forandring af de skandinaviske samfund. Står vi da over for velfærdsstatens sammenbrud? Thomas Gür mener ja.
»Velfærdsstaten vil dø. Ikke ideen om velfærd, men staten som velfærdsordningernes garant. Det ulykkelige er, at vi klamrer os til dens ideologi, og derfor ikke selv får lov at bestemme, hvem der skal komme og hjælpe os i fremtiden. For vi har brug for hjælp. Vores
befolkning bliver ældre og ældre. Men velfærdsstaten er ikke gearet til at tage mod hjælp udefra i form af nyt blod, den er sat i verden for at fordele goder, der allerede er skabt inden for dens mure. I Sverige er f.eks. princippet om, at den sidste ansatte skal fyres først, ligefrem fastsat ved lov. Gæt selv, hvad det betyder for indvandrere på arbejdsmarkedet Vor ideologi har spillet fallit.
Det burde vi have indset i tide. Nu spræller politikerne på krogen, mens de klamrer sig til illusionen om, at situationen blot kræver en mindre justering. Det holder dem flydende til næste valg.«
Når Thomas Gür i den grad tager bladet fra munden, skyldes det vel delvis også, at han kan tillade sig det. Ham kan ingen beskylde for at være racist, for han er født i Tyrkiet og dermed selv
indvandrer. Han kan tale frit om tingene.
»Men jeg skal huske at sige - for jeg kan nemlig godt skelne: Jeg elsker Sverige - bare ikke den svenske stat.«
niels.lillelund@jp.dk
THOMAS GÜR
Født i Sparta, Tyrkiet i 1959. I 1970 - som 11-årig - kom han
til Malmö sammen med sine forældre.
I 1980 blev han journalist ved Dagens Nyheter i Stockholm med forsvars- og sikkerhedspolitik som speciale. Blev senere
lederskribent ved Svenska Dagbladet og kommentator ved Finanstidningen. Han har været svensk FN-officer i Libanon, pressetalsmand for det svenske forsvar, pressechef i regeringen Bildt og chef for Ja-kampagnen ved folkeafstemningen om
EU. Han driver i dag selvstændigt PR-firma og fungerer sideløbende som politisk kommentator.