"Muslimer løber Sverige over ende"

særdeles skarpt Berlingske referat af den artikel jeg lagde her for et par uger siden under titlen "The Overstretch of the Moral Superpower" (The Swedish Dilemma). Kan Sverige længere skjule de indre tilstande for omverdenen, kan Riksdagen længere bøje demokratiet alt mere i et cover -up forsøg på en gigantisk fejltagelse ? Spændende at følge..........................og trist for os der er knyttet til landet.
http://www.berlingske.dk/udland/artikel:aid=552736/

http://www.weeklystandard.com/Content/Public/Articles/000/000/005/271dgkju.asp

Magasin: Muslimer løber Sverige over ende
Af Poul Høi
Et af de toneangivende konservative magasiner i USA tager Sverige under kærlig behandling. Muslimerne er ved at løbe svenskerne over ende, hedder det på forsiden af Weekly Standard. Danmark og Finland har derimod set og forstået skriften på væggen.

Mens nabolande som Danmark og Finland har set lyset og stoppet den fri indvandring, tror svenskerne stadig, at de kan snakke og integrere sig ud af problemet, men det kan de ikke. Sig det blot ikke til dem, for i Sverige er den slags dybt politisk ukorrekt og vil blive stemplet som racistisk eller xenofobisk.
Det er konklusionen i en forsidereportage i det amerikanske The Weekly Standard.
--------------------------------------
I Malmø er 40 procent af befolkningen fremmed, skriver han, i byens trøstesløse indvandrerkvarterer når arbejdsløsheden op omkring 50 pct., og udviklingen går kun i den forkerte retning. I den sydøstlige del af Malmø har de svenske myndigheder givet op, de har ikke kunnet løfte området op af suppen af fattigdom og bistandshjælp og har et langt stykke af vejen overladt indsatsen til det lokale islamiske center. Det kan ses. For to år siden var det et mindretal af skolepigerne, som gik med tørklæde. I dag er det op mod 80 pct., skriver Caldwell.
--------------------------------------
Den moralske supermagt
Hvad værre er: Svenskerne synes ikke at forstå omfanget af problemet.
Ud af ni millioner svenskere er én million fremmede, det er til sammenligning flere immigranter end nogensinde i amerikansk historie, og mens indvandrere i USA stræbte efter at blive en del af den amerikanske mosaik, er det samme ikke tilfældet i Sverige, skriver Caldwell.
I artiklen redegør han for svensk historie - tilbage til etableringen af folkehjemmet i 1930erne - og han taler om Olaf Palmes filosofi om en svensk supermagt; måske ikke en militær og økonomisk supermagt, men en moralsk.
Følelsen af at være et moralsk übermensch forværrer nu det svenske problem, for det står i vejen får en åben og ærlig diskussion om problemet. Svenskerne vil hellere bilde sig ind, at integration og lidt flere penge klarer paragrafferne, end de vil se virkeligheden i øjnene - en virkelighed, som professor Masoud Kamali fra universitetet i Uppsala udtrykker således i artiklen: »Integrationen er en komplet fiasko. Det kan ingen benægte.«
Måske ved svenskerne det inderst inde godt. Caldwell påpeger, at Sverige kun har ganske få blandede ægteskaber, og bedre end varme og luftige udtalelser er dét et parameter på tingenes tilstand, siger han.
Skandinaviens Beirut
Artiklen fremhæver, hvordan Finland og Danmark har set skriften på væggen og strammet immigrationsreglerne op, og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard bliver citeret for sin klassiker om, at svenskerne vil gøre Stockholm til en »skandinavisk version af Beirut«.
Artiklen i The Weekly Standard har vundet en vis genklang i USA; Christopher Caldwell har bl.a. optrådt i talkshows på TV og fortalt om sin opfattelse af Sverige, og hvis man besøger konservative web-log, vil man finde en ivrigt debat om hans artikel.
Den spiller også ind i den debat, som den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen begyndte i Berlingske Tidende i sidste måned. Her hævdede hun, at svenskerne reelt havde ophævet ytringsfriheden.