"Jødeavisen Jyllandsposten"

»Jeg har ingen skrupler overhovedet med at bruge skjulte optagelser. Jeg lægger vægt på at gøre et ærligt stykke arbejde. Vi kom til Danmark uden fordomme og fandt ud af, at man ikke kan kalde et land racistisk, når det giver sine mindretal alle rettigheder og vælger tre muslimer til parlamentet.«
Mohamed Sifaoui, journalist der tar sig Abu Zakariars sletskjulte truler let, da han i forvejen har politiekskorte gennem de sidste 3 år. Se TV 2 kl. 22.

»Filmet med skjult kamera langer imamen Abu Bilal ud efter Jyllands-Posten og hævder, at det er en jødisk avis, og at dens ledere er jøder.«

»Så siger Raed Hlayhel: »Hans udtalelser har løftet sløret for avisen (Jyllands-Posten, red.) Det er ekstraordinært. Jeg mener, at presset skal opretholdes for at skabe et klima af had mod avisen, hvis Gud vil.«

»I den anden bil taler Abu Laban om en mand, der er parat til at sprænge sig selv i luften. Men klippet er ikke brugt i udsendelsen, fordi det ikke er klart, hvem han taler om, forklarer den franske journalist.
-Programmet slutter hos Abu Laban, hvor det franske tv-hold kaldes til orden af Abu Zakaria. Tv-holdet filmer med skjult kamera en slet skjult trussel om, at det vil ende galt, hvis programmet omhandler noget negativt om imamerne.
Ikke godt for dig
»Jeg advarer dig om, at hvis der er noget negativt om os i det, du har filmet eller skriver, vil det ikke være godt for dig eller for dine venner. Det er bare et godt råd, som jeg giver dig og dine venner. Det er nødvendigt, at du viderebringer et positivt billede af os og ikke noget, der er imod os. Jeg foretrækker at udtrykke mig klart,« lyder beskeden.
- Abu Zakaria lader sig tilsyneladende berolige, for få minutter senere i et andet lokale siger han, igen optaget uden at vide det, at kampagnen har været en succes:
»Alle her i Europa begynder at revurdere synet på muslimer, og det er meget godt for muslimerne. Hvis det er lykkedes for denne lille gruppe i Danmark at lancere hele denne sag og lave al denne spektakel, når man ved, at i begyndelsen troede folk, at de kunne slå os i hovedet og bagefter nedgøre os, så takker vi Gud for, at gruppen har kunnet gøre modstand, så affæren har kunnet antage disse dimensioner, som du har set, over hele verden.«
(fra JP "Danske imamer bag facaden")

Den klejne libaneser med fistelstemmen, Akkari, er 28 år gammel. Der åbner sig vide perspektiver for, hvad han kan nå at udrette i Danmark i den kommende menneskealder.

At Naser Khader overvejer sin politiske fremtid, kan man ikke fortænke ham i .

Ude i verden følger de nysgerrigt med.

Gatewaypundit Instapundit Agora

Hyklernes vagtparade

“Skal København nu kendes som ‘cowardly Copenhagen’? Og skal det Danmark, hvis navn i årtier er knyttet til jødernes redning i 1943, nu nævnes med ringeagt som det land, der fejt bøjede sig for et fanatisk regimes angreb på ytringsfriheden? Det billede, der har fået lov til at tegne sig af Danmark, kan vi ikke være tjent med. Så ringe er vi ikke.” (Uffe Ellemann-Jensen, Berlingske Tidende 9.nov. 1996)

“Det var tåbeligt, at man ikke fra starten af signalerede tydeligt, at selvfølgelig skulle Salman Rushdie komme til København. Det må stå rent og klart, at vi naturligvis stiller op. Også når det er farligt.” (Klaus Rifbjerg, Jyllandsposten, 10. nov. 1996)

“Den engelske forfatter Salman Rushdie, der må leve istadigt skjul for en iransk dødsdom, har fået følge af et tusindtalligt fodfolk, som frivilligt eller ufrivilligt den ømskindede religiøse følelse hos en ubarmhjertig fundamentalisme, der stadig tydeligere afslører sig som den arabiske verdens fascisme. Salman Rushdie var ikke kun det første offer for en ny form for religiøs forfølgelse. Han er også et blivende symbol på Europas manglende vilje til at forsvare sine egne frihedsidealer. Man trykker hånd med hans forfølgere i feta-ostens hellige navn og taler det stille diplomatis hykleriske og nyttesløse sprog istedet for at trække en grænse.” (Carsten Jensen, Ekstra Bladet 1. jan. 1995)

“Vi har været utrolige heldig med symbolet Rushdie. De principper, hans situation aktualiserede, havde været de samme, hvis forfatterskabet havde været ordinært, blasefemien plump og mennesket personligt og politisk problematisk.” (Politiken i leder, 13. feb. 1994)

Far verden, Farvel
Sydsvenskans hilsen til Freiwalds