Gallaforestilling i vogternes Råd:

Demokrati - Mullah style.
34 skuffede millioner under 25 år finder nok på noget mere nyttigt idag end at deltage i forestillingen.

Farshad Kholghi sender bla. denne hilsen til sit gamle fædreland:
.....- Iran er besat af en bande kriminelle. Med deres iscenesatte »demokratiske valg« forsøger de at lægge låg på sandheden. Alene eksistensen af Vogternes Råd er et bevis på, at mullahernes demokrati er en djævelsk komedie.
Hvordan kan den »frie presse« blot lukke øjnene, holde sig for ørerne og som et velopdragent æsel med skyklapper stirre direkte på mullahernes effektive propaganda og godtage alt made in The Islamic Republic of Iran?
Det forbløffende er ikke det faktum, at mullahernes propagandamaskineri er effektivt. Disse mullaher anser det for deres pligt at lyve for at fremme deres sag. Det hedder taghieh. Men det forbløffende er vores tavshed og mangel på reaktion over for disse så åbenlyse løgne.
Hvor er vores kritiske gen? Hvorfor er de journalister, der bliver sendt til Iran, ikke klædt på til opgaven? Hvorfor har de ikke tilegnet sig bare et minimalt kendskab til landets sprog og kultur? For mig, der forstår sproget og kender mennesketyperne, er det med det samme klart, at den interviewede er en islamist, i folkemunde en hizbollâhi, som mullaherne netop har givet til opgave at narre den vestlige journalist.
Hvorfor giver man kun mikrofonen til mullaherne, så de trygt kan fortsætte deres hjernevask? Burde man ikke i stedet lytte til de seks millioner iranske flygtninges beretninger, eller de helt almindelige iranere, der stadig bor i Iran? Hvorfor kan vi i det oplyste Europa ikke levere sandfærdige nyheder om, hvad der foregår i Iran? Er det fordi vi ikke kan? Eller er det fordi vi ikke vil? Eller er det fordi vi er så naive, at vi bare tror på dem, der selv siger, at de taler sandt?
Hvis det er fordi vi ikke kan, er det vores pligt som demokrater at gøre det umulige og gøre alt for at bringe sandheden frem. Hvis det er fordi vi ikke vil, bør vi være ærlige nok til at sige det lige ud. Hvis det er fordi vi er naive, burde vi holde op med at være det og åbne vores øjne og se, hvad der sker.
Vores tavshed over for denne kriminelle bande i Iran vil også blive noteret i fremtidens historiebøger. Lad os ikke blive nødsaget til i fremtiden endnu en gang at skulle sige undskyld for en skamfuld samarbejdspolitik. Jeg beder mine kolleger om at sætte fokus på den ustoppelige udvikling i Iran, hvor befolkningen åbenlyst kræver frihed. Jeg beder jer om ikke at gøre indirekte tjenester for mullaherne. Mullahernes Iran er den virkelige »store satan«, som skal bekæmpes med alle midler. Vi skal have mod til at stille afgørende spørgsmål og afsløre despoterne i god tid. Kun sådan kan vi forhindre en gentagelse af Hitlers rædsler.
(Berlingske)