De anstændige & den politiske skønhedskonkurrence

det er interessant, at selv dårlige kunstnere mener de har en særlig politisk stemme, der er af større demokratisk vægt. Demokratisk set , vejer ingen tungere end andre. Jeg vil endda mene, at kunstnere i særlig grad er politisk analfabeter. Anarkisten og (den fhv?) voldsromatiker Inge Eriksen....hva´behar ? Flødebollen Ib Michael i hans dyre, italienske habitter ? Kirsten Thorup ? Trivialforfatteren Hanne Vibeke Holst fra de højere socialdemokratiske cirkler. Rifbjerg med 3-4-5 bopæle og gode jagter på fynske godser. Carsten Jensen, der var skarp for 20 år siden, men idag er blevet kosmopolit og en parodi...... på sig selv. Ih, hvor jeg dog skammer mig over at blive korrekset af dem!
Som Krarup rigtigt siger: Det er jo netop disse mennesker, der har polariseret Danmark ved deres bevidstløse støtte til kædeindvandringen. Og udskamning af kritikken.
Og nu klager de over "tonen" og "klimaet". Det var da helt forventligt a multikulturalismen ville medføre skarpe modsætninger. Og så har vi endda kun set de mere milde i Danmark. Endnu.
Hvad der smerter mig mere end Louise Freverts dumheder, er at se gode nabolande blive tiltagende ubeboelige for egne borgere. 14.000 hollændere flygter om året fra deres multietniske helvede. Svenskerne forlader deres byer og flytter i stigende grad på landet. (De har god plads, eller var de havnet her eller i Finland.) Malmø, Stockholm og Göteborg syder af kriminalitet, automatvåben og voldtægter.

Politikens åndelige debat sanitører, burde skele til en alt mere makaber politisk virkelighed i Europa. Men det kommer de nok aldrig til. Æstetikken er vigtigst - kønt må det være, førend det er sandt. Disse kunstnere er alle overklasse - de der rammes sidst af indvandringsanarkiet. Derfor tillægger jeg dem nul vægt - ZERO. Jeg vil hellere høre på Maren i Kæret og grønlænderen nede på hjørnet med sin elefantøl. Hvis han da ellers tør være der længere. De er Politikens mimoser og Marie Antoinetter.

Store kunstnere er ofte store i fejl og i dyder. Hvem tilgiver ikke gerne en genialisk Ferdinand Céline, eller oldingen Hamsun ? Hvem forstår ikke Wilhelm Futwängler?
Mindre kunstnere er som regel bare - mindre kunstnere. Hvilket ikke forhindrer at de er store moralister.
Interessantest er Hvilshøj, Langballe og Krarups kommentarer.
Kammertonen er som bekendt et "A" (440 Herz) - og liste A er som bekendt de fumlende og omkringvaklende socialdemokrater. Så passer pengene, Politiken er sig selv lig: "Organet for den højeste skønhed."

Søren Krarup, Dansk Folkeparti
»Allerførst: Dette er afmagtens sprog. Så fornærmede og forbitrede er de tidligere magthavere, fordi de nu befinder sig i afmagten.
Dernæst: Vi er enige med disse kulturradikale i at beklage et opsplittet og konfliktfyldt Danmark, men det nuværende opgør med kulturradikalismen hænger sammen med, at netop et opsplittet og konfliktfyldt Danmark skabte denne herskende klasse i 1980'erne og 90'erne. Det var de kulturradikale, der gennemtvang, at Danmark skulle være et indvandrerland og således høre op med at være en sammenhængende nation.
Det var dem og den politiske venstrefløj - deres allierede - som satte den indvandring i værk, der truer med at blive en katastrofe. Og det var en kujoneret dansk befolkning, der omsider gennemtvang det systemskifte, som søger at sikre sammenhængskraften i Danmark. Nu har vi fremlagt og er ved at vedtage en integrationsaftale, som er revolutionerende og betydningsfuld, fordi den gør det klart, at integration er et spørgsmål om de fremmedes skyld og ansvar. Det vil sige, at de ikke længere er ofre, men ansvarlige, og det er et nyt og lovende grundsynspunkt«.

Jesper Langballe, Dansk Folkeparti
»Udtalelsen er noget dybt latterligt klynk. Det er en fornærmethed over, at nogle andre ifølge de demokratiske spilleregler udgør flertallet. Fra debatten nævner de enkeltord i stedet for at fortælle, hvilken sammenhæng de er blevet brugt i.
Personligt har jeg intet at fortryde fra debatten. Jeg har holdt min sti fuldstændig ren. Når forfatterne nu kommer op af stolene, skyldes det, at de ikke er enige i den udlændingepolitik, der bliver ført, og når det gælder tonen i debatten, så synes jeg, den er fremragende i forhold til, hvad den var før 2001. Dengang havde man det betændte forhold, at hele emnet var tabuiseret, og det betød, det ikke kunne diskuteres offentligt. Den tilstand vil debattørerne gerne tilbage til, for i ly af den tabuisering kunne man blive ved med ukritisk at lukke udlændinge ind i et antal, som vi slet ikke kunne opsuge. Men i november 2001 sagde vælgerne, at det kunne være nok.
Der kommer ingenting ud af forfatternes udtalelse, og ingen vil gide læse den til ende. Alle kender det hele til bevidstløshed. Jeg kan ikke forestille mig, initiativet får nogen som helst betydning, for det vil jo ikke ændre på Folketingets sammensætning«.

se Urias kommentar:
Hvad vil I opnå?»Vi håber på en bedre diskussion, hvor nuancerne kommer med. Og at folk foretager nogle konsekvensberegninger, inden de råber op«.
Konsekvensberegning er da et lækkert ord, men grimt at høre fra lige netop Inge Eriksen. Hun mener ikke den yderste venstrefløj skal beklage deres revolutionære fortid, og det forstår man godt - hun var selv en vigtig del af den. Hun var aktiv i VS - et parti der så sent som i 1980 i ramme alvor talte om ‘voldens frigørende effekt’. Idag, 25 år efter går hun efter andres ret til at pointere integrationsproblemer med en unuanceret retorik.
http://www.uriasposten.net/