"Der er noget farligt indeni "

som salig Lilly Broberg sang. Lad os nu se, Yrsa Stenius, hvem der til syvende og sidst lever livet farligst. Med den nuværende kriminalitetsrate i Sverige, er det i al fald hidtil de stakkel menige svenskere. Ikke mindst kvinderne. Og meget taler jo for at den svenske underkastelse, er en langt faligere taktik overfor fanatiske fjender af folkestyret:

Danskarna har lekt en farlig lek
Vid närmare eftertanke finner man dock att Danmarks öde inte är fullt så absurt som det i förstone ter sig - låt vara att protestaktionerna är så överdrivna att de börjar övergå allt vett och förstånd. Som kollegan Olle Svenning påpekade i Aftonbladet i söndags är det länge sedan jovialitet och gemyt sålde bra i Danmark och danskarna har i själva verket lekt med en farlig främlingsfientlig eld ett bra tag.
http://www.aftonbladet.se/vss/nyheter/story/0,2789,774473,00.html

SVT DEBATT : Æh bæh, tjah, tjah, bum, bum, bum.

Kurderen Dilsa Demirbag Sten´s (tv.) åbningssalut til programlederen, er det hele værd : "Hvorfor viser SVT ikke billederne, så vi ved hvad vi snakker om ?" , siger hun to gange.
Svar : Vi bruger dem kun i nyhedssammenhæng, og desuden er det jo "nidbilleder" . Anden halvdel af programmet:

direktlänk.
http://svt.se/svt/road/Classic/shared/mediacenter/index.jsp?d=40890&a=533402
Imamernes gris
hedder i virkeligheden hr. Jaques Barrot, og er den stolte vinder af en fransk "kult-konkurrence" afholdt sommeren 2005 : Hvem der best kan immitere en gris. Hvordan den siden havnede i imamernes charteque og kom på rundtur i Mellemøsten, skal jeg ikke kunne sige.(foto AP)

http://www.msnbc.msn.com/id/8959820/

Ægte forklaring om falsk Muhammed-billede
Danske imamer har vist falsk Muhammed-karikatur overfor Den Arabiske Liga i Egypten. Billedet, der sløret ligner en satire-tegning, er egentlig en fransk klovn.
Mindst én af de karikerede tegninger af profeten Muhammed, som en række danske muslimer på en runderejse i Mellemøsten har vist frem for den magtfulde Arabiske Liga, der tæller 55 lande, er falsk.
Et sløret sort-hvid billede, der skulle forestille profeten Muhammed med griseører og grisenæse, blev taget med på rundrejsen af blandt andet flere danske imamer.
Nu viser det sig, at billedet, der har vakt stor harme i den arabiske verden, i sin originalitet forestiller den franske komiker Jacques Barrot, der blev fotograferet af nyheds- og billedbureauet AP i august sidste år ved en lokal fransk grisefestival, og slet intet har at gøre med hverken profeten Muhammed, de 12 karikaturtegninger i Jyllands-Posten eller Danmark i det hele taget.http://www.berlingske.dk/indland/artikel:aid=693298/

Dialog er ikke altid mulig

Lone Nørgaard i Kristeligt Dagblad
Dialog-dialog synges der i denne tid. Altså bortset fra hvor der råbes, skriges og brændes flag af.
Men i takt med at dette absurde teater om Muhammed-tegninger og undskyldninger udvikler sig i en fuldstændigt grotesk spiral, går det forhåbentlig op for stadig flere, at dialog ikke altid er vejen frem.
Dialog og konsensus, som hos ’os’ er noget positivt, vil i den arabiske verden ofte blive betragtet som et svaghedstegn. En venlig og imødekommende og åben adfærd over for en modstander i en konflikt regnes ikke for en styrke, men for svaghed. Som lægger op til, at nu kan den stærkeste for alvor slå til.

Lad mig citere fra en kommentar om salami-taktik af Tina Magaard, ph.d. forskningsassistent på Statskundskab, Aarhus Universitet, som i nøddeskalsform illustrerer problemstillingen:
”Islamisk Trossamfund følger troligt den salamitaktik, profeten selv benyttede over for vantro: Først fremprovokerer man en konflikt, som man eskalerer ud over, hvad de vantro kunne have forestillet sig. Så giver man sig selv rollen som forsoneren med den fremstrakte hånd for at opnå indrømmelser, som de vantro ellers aldrig ville have accepteret."
Islamisk Trossamfund præciserer i den konkrete sag, at »striden kan bilægges, HVIS...”. Dette "hvis" implicerer, at det ikke drejer sig om forsoning for forsoningens skyld, men om, at modparten skal flytte sig i forhold til sit udgangspunkt og altså begynde at acceptere det mønster, som ifølge islam skal være gældende.”
På den baggrund og med den (nye) forståelse af nogle væsentlige kulturkløfter, skal ’vi’ ikke gå på kompromis. Vi skal – fremover! - stå urokkeligt fast, hvis vi da vel at mærke har lyst til fortsat at leve i et demokrati, hvor ytringsfriheden ikke er blevet ædt op af selvcensur.