Sløret er den ny jødestjerne

Mikael Jalving om Djavann bla i Berlingske (foto© M.R. Snaphanen)
"Kvindens krop er et tabu, og sløret afslører to ting. For det første: Hun er muslim. For det andet: Det er forbudt at have seksuelt samkvem med hende. Sløret er et rødt lys, hvilket dog i mange islamiske lande ikke afholder mænd fra at begå pædofili i form af ægteskab med niårige kvinder, voldtægt eller at ty til prostitution.
- Sløret skyldes ikke moral, men handler om magt, betonede Djavann. Mændenes magt, vel at mærke.
Hun gik derfor så langt som at mene, at kvinder er den ypperste vare, islamiske mænd ejer eller råder over, og at politisk islam ikke ville kunne eksistere uden sløret. Kaster kvinderne sløret, vil det svække hele den maskuline identitet i islam, konkluderede Djavann.
Hun brugte også stærke tillægsord om især præstestyret i Iran. »Islamisk fascisme« var et af dem. »Teokratisk elendighed« et andet, og hun anklagede muslimske intellektuelle i Vesten for ikke at kalde en spade en spade. Når de hævder, at tilsløringen af kvinder kan ses som en beskyttelse af dem eller en måde at undgå vestlig dekadence på, svarer Djavann, at de genspiller argumenter, som venstreintellektuelle anvendte, da ayatollah Khomeini kom til magten i Iran i 1979 med de intellektuelles støtte. Kravet om, at kvinder skal bære slør, er det mest barbariske dogme, sluttede hun."
Chardortt Djavann. Essayet »Kast sløret!« og udkom på fransk i 2003. Det er oversat til dansk af Simon Staffeldt Schou og udgivet af Akademisk Forlag.
se også Informations interview: 'Sløret er islamismens emblem'

og Weekendavisen 22.septb 2006 om Hege Storhaug og Djavann

Sirup, sukker eller honning

smagen er den samme. Tina Magaard anmelder Khankans nye bog og Berlingeren har et stort interview med den næsten unge islamiske madonna. Læs det og døm selv (screenshot af Magaard, Uriasposten)

Fra sukkermad til syrebad
Islam-bog. Har Sherin Khankan slet ikke forstået det pluralistiske samfunds spilleregler? Eller er det et bevidst forsøg på at opløse det verdslige, demokratiske samfunds fundament i sharias syrebad?
Af Tina Magaard
I Sherin Khankans nye bog »Islam og forsoning ? en offentlig sag« fodres man med et ordforråd à la højt belæsset sukkermad: »kærlighed«, »tolerance«, »dialog«, »islams forvandlende potentiale« etc.Disse glosers funktion er at legitimere krav, der for eksempel går ud på, at vi skal »rumme hinanden, selv dem, der ikke deler vores fasttømrede kærlighed til demokratiet« ? dvs. Hizb ut-Tahrir.
- Hun fremhæver Tariq Ramadan som rollemodel og følger da også til punkt og prikke den strategi, han tilråder, nemlig at bruge de ord, som europæerne er trygge ved, men samtidig give dem et »islamisk indhold«. Eksempelvis »ytringsfrihed«, som Sherin Khankan fuldstændig tømmer for den mening, ordet har i Oplysningstraditionen.
- Sherin Khankan hævder at: »Koranen har betydet fremgang for kvindens stilling og rettigheder«, og at før islam var kvinder »økonomisk set afhængige af mænd«. Det harmonerer bare ufattelig dårligt med de islamiske kilders beskrivelse af arabiske kvinder før islam.
Såsom Muhammads første kone, én af de rigeste købmænd i Mekka og ejer af internationale handelskaravaner. Altså datidens business-woman.Ligeledes har udbredelsen af sharia historisk set ikke bragt ligestilling med sig, tværtimod. Juridiske kilder viser, at der i arvespørgsmål var ligestilling mellem mænd og kvinder i det kristne eller hedenske Ægypten, Syrien og Indien. Islams udbredelse medfører diskrimination på det område, da sharia kun lader kvinder arve det halve af mænd.
-Disse faktuelle fejl til trods er der ingen grund til at tvivle på Sherin Khankans ærlige engagement til fordel for muslimske kvinders rettigheder. Til gengæld fortjener hun det glatte lag for udtalelser som:»Muslimer må sætte spørgsmålstegn ved, om Koranen er Guds ord, hævder flere islamkritikere. Men dette er ikke et tema i Kritiske Muslimer og bliver det aldrig. Her forudsættes, at Koranen er Guds ord. Det er dermed ikke Koranen, der udsættes for kritik, men muslimers tolkning og forståelse af Koranen.«
- Lige så tolerant, Khankhan mener man skal være overfor Hizb ut-Tahrir, lige så intolerant er hun selv overfor enhver kritik af Koranen. Skal det være nødvendigt at minde om, at kravet om korankritik ikke er opfundet af nutidige »islamkritikere«, men tværtimod fra det 8. til det 11. århundrede var forudsætningen for, at den islamiske civilisation kunne blomstre og udvikle sig? -
- Disse overtros-kritiske strømninger er siden blevet marginaliseret i den islamiske idéhistorie, med fatale følger for muslimske samfunds udvikling.Intet peger på, at det vil gå den europæiske civilisation bedre, hvis synspunkter som Khankans ender med at brede sig.
»Den stigende islamiske aktivisme er ikke noget vi kan vælge fra«, fastslår hun. Måske ? men man kan være skarpt uenig i dens menneskesyn og samfundssyn. I stedet for at tolerere denne uenighed fremstiller Khankan den som en uacceptabel krænkelse. Har hun slet ikke forstået det pluralistiske samfunds spilleregler? Eller er det et bevidst forsøg på at opløse det verdslige, demokratiske samfunds fundament i sharias syrebad?
Sherin Khankan: »Islam & forsoning ? en offentlig sag«. Med forord af Jørgen Bæk Simonsen. 273 sider. 249 kr. Lindhardt og Ringhof

se Magaard og Khankan i Deadline onsdag d.13 kl.22:30 online her min 8:30

Se også : Sherin Khankan om “det demokratiske kalifat”

Kai Sørlander: Sherin Khankans ‘demokratiske kalifat’ er en politisk illusion

Eddike-sur
Seidenfaden og Carstens Jensens yndlingsavis The Economist, organet for den højeste respektabilitet, har en shaming artikel der omfatter alle skandinaviske "højreradikale". Titlen er muligvis humoristisk, men falder dog på stengrund her:
Beware the Nordic nasties

Det kan lige så godt være fordi, de unge journalister er meget kritiske
Mylenberg, SDU om at ni ud af 10 journaliststuderende er røde:

"Nyhedsavisens chefredaktør, Davis Trads, mener ikke, at journalisternes holdninger overhovedet smitter af på mediebilledet:"Problemet med det danske mediebillede er under ingen omstændigheder, at det er for venstreorienteret. Det er det modsatte, der gør sig gældende - uagtet hvem, der er journalister hvor. Det vigtige er alt det, der 'foregår i murene'.
- Som ung journalist begynder man lynhurtigt at tænke i, hvilke emner, der traditionelt optager det medie, man er ansat på. Det gælder for Information, som det gælder for Jyllands-Posten, at man socialiserer sig selv til at interessere sig for de samme emner, som avisen har gjort historisk, uafhængigt af hvad, man selv måtte mene politisk," siger David Trads.
- Han mener, at undersøgelsens resultat ligefrem kan tolkes som noget positivt:"Der er ikke noget at være bekymret over. Journaliststuderende må jo mene, hvad de vil, og det ville være uhørt, hvis man prøvede at indrette en avisredaktion efter, hvad folk stemmer. Tværtimod tolker jeg det sådan, at der blandt de unge journaliststuderende findes mennesker, der har idealer, og har fantasi til at se på samfundsændringer, der er meget større, end dem Socialdemokraterne og Venstre kan finde på.
- "Det er Troels Mylenberg fra SDU enig i:"Tendensen afspejler ikke nødvendigvis kun et højre-venste-forhold. Det kan lige så godt være fordi, de unge journalister er meget kritiske." (Information, 16.12.2006)