Lidt fotografi-historie

Leica revolutionerede fotografiet i begyndelsen af det 20. århundrede ved at anvende "kinofilm" - 35 mm småbillednegativer. Det er for altid knyttet til navne som Henri Cartier- Bresson og Magnum fotogruppen. I Danmark til f.eks. Krass Clement, der har dyrket det til perfektion.
- Leica´s M-serie er lavet for evigheden. Alene det gør dem temmelig umoderne. Leica dokumenterede det 20. århundrede inden TV, ikke mindst længe inden der var noget der hed Nippon Kogaku , Nikon.
- Men idag har det vel samme forhold til det digitale foto, som fyldepennen har til computeren. Jeg vil dog holde på, at det analoge foto, bygget på sølvkrystaller, har en helt anden "ånd" og struktur end det digitale, ligesom silketrykket er noget ganske andet end Goya´s og Palle Nielsens graveringer og ætsninger.
- Mit eget elskede, upslidelige Leica M 3 - der havde rejst kloden rundt med mig nogle gange - blev stjålet af uslinge i det danske postvæsen for længe siden. (Skam jer, hvis I ved hvordan man gør). Jeg har dog stadig mit Leitz Focomat forstørrelsesapparat - også bygget for evigheden. Evigheden fylder ikke meget i det digitale cyber-space, men nu ved vi selvfølgelig heller ikke om den findes. Jeg kan dog godt lide at vi lader evigheden få "the benefit of the doubt". Ligesom Leitz i Wetzlar.
- Igår faldt jeg over denne "collectors item" fremstillet i 200 eksemplarer i anledningen af Bruckners 100 års dag. Smukt er det jo for visse øjne. Prisen tør jeg ikke gætte på.
(foto © Snaphanen - klik!)

Natåbent i Domkirken

levende musik, Thorvaldsens Kristus figur og jeres udsendte tidselgemyt. (foto Snaphanen, klik!)

»Hensynsbetændelsen«

velgørende debat i Dagens Medicin og på allerhøjeste tide......!

- "Uniformen forventes derfor anvendt uden nogen markering af personlige holdninger. Personalet har respekteret dette, fordi neutraliteten anses for tillidsskabende, da alle trygt kan søge den fornødne hjælp uanset eget ideologiske ståsted – hvilket er nødvendigt for samarbejdet mellem patient og sundhedsperson. Genindførelse af filantropi og ortodokse muslimske kvinders religiøse krav om at være tildækkede under arbejdet sætter nu hensynet til religiøs dogmatik over værdien af uniformens ‘ideologiske renhed’.

- Efter mange års hensynsbetændelse og behagesyge i sundhedsvæsenet har uniformeringen nu startet en debat om de værdier, som skal sikre, at sundhedspersonalet også i fremtiden formår at vise hensyn til flertallet og forståelse for mindretallet i mødet med patienter og kolleger. Værdier skabes ikke med beskyldninger om fremmedhad og racisme eller med trusler om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Den slags fører kun til gensidig fundamentalisme. Værdier skabes over (lang) tid gennem sober dialog mellem kolleger med frihed til at ytre sig og med tillid til, at synspunkter vil blive mødt med respekt og forståelse – også for at muslimske kvinders tildækning kan virke krænkende på mennesker, som har det åbne og blottede hoved som et, måske kristent, symbol på frihed og lighed, som også gælder i relationen mellem de to køn. Tørklæder truer uniformens renhed

Famous last words
Tony Blair synes at have fået et sidste øjebliks åbenbaring i sin "final speech to the Queen". Han ønsker vel ikke at gå over i historien som både blind og døv. Muslimske organisationer er selvfølgelig "alarmerede" :

- The Prime Minister has long hinted that he harbours doubts about the ideology of multi-culturalism that has done so much to divide one British person from another. Yesterday, he finally expressed those doubts – plainly enough to infuriate both professional multi-culturalists in the public sector and the Muslim Association of Britain, which described his remarks as "alarming".
- The most important feature of Tony Blair's speech was an admission for which we have waited far too long: that there is a connection between Islamic extremism and political correctness. Muslims who hate this country are nourished by the constant assertions that our nation's history is a catalogue of shame; indeed, many of them will have been taught this since their first history lessons in a British primary school. (It is, sadly, a common experience now for state-educated children to be instructed, at some stage, to write essays based on the assumption that they are slaves on a British plantation.)
- Multi-culturalism portrays itself as a means of celebration: in fact, it is an invitation to all minorities to complain, loudly and persistently, about their victimhood. And, when this self-pitying worldview comes into contact with religious fanaticism, the results can be – literally – explosive. That is presumably what Mr Blair means when he says that the events of July 7 last year threw the whole concept of multi-cultural Britain "into sharp relief".
- The Prime Minister and his close colleagues are plainly fed up with the lumbering grievance-mongers of the race relations industry: in the fight between Ken Livingstone and Trevor Phillips, reforming head of the Commission for Racial Equality, they are cheering loudly for the latter. Good for them.
Has Blair seen the multi-culturalism light?
Full text of Blair's multiculturalism speech

For muslims only
A COUNCIL has sparked fury by virtually shutting a swimming pool on Sunday afternoons for “Muslim-only” sessions.
All women are banned — and non-Muslim men may swim IF they follow the strict Islamic dress code of swim shorts that hide the navel and extend below the knee.
Muslim only pool

"Bevara Sverige mångkulturellt"
hvad forestiller de sig ? At små 2 mio. mennesker får marchordre ? (Sydsvenskan)

Ministerstorm i et glas vand
fra Claes Kastholms kommentar i Berlingske:
Med den politiske reaktion på Christoffer Guldbrandsens film om en episode i Afghanistan skete det igen: udenrigspolitik bliver gjort til indenrigspolitik Det er en handlemåde, der gør Danmark mindre og kaster et æreløshedens skær over os alle. [..]
- Filmen »Den hemmelige krig« forsøger med alle mulige filmiske overtalelsesmidler at få os til at tro, at danske soldater i Afghanistan har overgivet krigsfanger til tortur, og at statsminister Fogh Rasmussen og forsvarsminister Søren Gade er et par skumle bedragere, der har vildledt Folketinget. Dens journalistiske grundprincip er mistænkeliggørelsen. Et princip, der i takt med, at konkurrencen om publikums opmærksomhed er blevet hårdere, er blevet mere og mere populært i journalistikken.
- Princippet er farligt og burde slet ikke anerkendes som ordentlig journalistik, for der er slet ingen grænser for, hvad der kan komme til at virke mistænkeligt, hvis det kommer under behandling af den onde viljes hænder, og ved ond vilje forstår jeg her, at man ikke bestræber sig på at søge sandheden, men på at få bekræftet sin egen påstand.
- Ideelt set bør undersøgende journalistik have noget til fælles med videnskab. På grundlag af sine iagttagelser opstiller den gode videnskabsmand en hypotese om, hvordan det nu forholder sig med dette eller hint fænomen. I sin undersøgelse af hypotesens holdbarhed interesserer han sig ikke kun for, hvad der kan tjene til at verificere den, altså understøtte dens gyldighed, tværtimod, han bruger endnu flere kræfter på at lede efter omstændigheder, der kan tjene til at falsificere, altså afkræfte, den hypotese, dvs. den begrundede påstand, han selv har opstillet.På samme måde bør journalisten undersøge alle sider af en sag, før der kommer en konklusion.
- Sådan arbejder filmdokumentaristen Christoffer Guldbrandsen ikke. Han lægger det hele til rette, så det peger i samme retning. Han forsøger ikke, som den gode videnskabsmand og den gode journalist, at fremlægge vidnesbyrd, data, som taler imod hans egen hypotese, filmens påstand.
- Guldbrandsen er i sin gode ret til at lave dokumentarfilm, som han nu synes de skal være, dvs. tendentiøse. Jeg forstår ikke, at han synes, det er nok, men det er en anden sag. Han kan selvfølgelig være tilfreds med det røre, hans film har vakt. Ganske vist ender balladen ikke med rigsretssag, som en jurist helt mærkværdigt forestiller sig i filmen. Den ender som det, den er: en storm i et glas vand.

De sidste dages hellige
Er ytringsfrihedens forkæmpere lige så stålsatte, når den for alvor trues? [..]
Hvor vi gungrer
Den avis, der sammen med et kobbel "kulturpersonligheder" gør alt, hvad der står i dens magt, for at få politiske modstandere dømt for deres meningers skyld. Det skal nemlig være forbudt at sige bestemte ting om islam og muslimer.
- Jo, det er et imponerende kompagni, der nu er trådt an til forsvar for ytringsfriheden. Ih, hvor vi gungrer. Men vi gungrer altså kun, når vi har med venligtsindede og aldeles fredelige magter såsom den danske stat at gøre. Gælder det ytringsfrihedens egentlige fjender, som ikke betænker sig et sekund på at skære halsen over på deres modstandere eller smide med bomber, er vi stille som mus.
Så er der pludselig ingen, der truer ytringsfriheden. Så er problemet den dårlige tone, fremmedhadet, racismen, højrepopulismen. Men det ved man jo alt om på Jyllands-Posten........ Lars Hedegaard i Jyllandsposten