Flygtning på livstid
– I en viss forstand er det en likhet mellom deg og Oriana Fallaci – dere emigrerte til USA etter at dere ble for kontroversielle i Europa gjennom å angripe islam. Merker du fellestrekk?
– Jeg føler likhet med henne – hun var en av de første som så at det ville komme en verdikrig mellom islam og Vesten i Europa.
– Kjente du henne?
– Jeg møtte henne rett før hun døde.
– Hva snakket dere om?
– Om mye forskjellig. Hun fortalte om sitt liv, sin kamp mot Mussolini, om det å være journalist og intervjue Khomeini. Om farlige oppdrag i Latin-Amerika. Så sa hun også til meg – som en eldre til en yngre kvinne – at jeg ikke må glemme å skaffe meg en familie. Hun var veldig sårbar da jeg møtte henne.
– Føler du at det er noen miljøer i Europa i dag som tar din kampsak alvorlig? Noen politiske partier?
– Jeg kjenner flere individer i flere land. I Sverige synes jeg den nye integrasjonsministeren, Nyamko Sabuni, virkelig forstår hva som står på spill. Jeg har også et godt forhold til den danske statsministeren, Anders Fogh Rasmussen. Jeg føler vel generelt at det er flere som nå blir klar over dette
Flyktning på livstid
Vil ha muslimsk opplysningstid
"Britain's radical Muslims shock me"
når det smålyserøde CNN´s chefkorrespondent Christiane Amanpour er "chokeret", er der grund at til at spidse øren. Lad så gå at hun kan få propaganda lingo som "islamophobia" i sin formodede professionelle mund. (Med flere videoer)
- When we reported the unprecedented suicide bombings of the London underground trains and buses in 2005, we were shocked beyond words that young British Muslims, born and bred here, would go to that extreme.
We could not understand what would drive them to kill themselves and their fellow citizens.
And so we started to investigate what we call "The War Within."
Amanpour: Radical, moderate Muslims battle for young English minds
Med på afbud
”Jag tror det är det som gör många svenskar så avundsjuka på invandrargrupper. Ni har en kultur, en identitet, en historia, någonting som binder ihop er. Och vad har vi? Vi har midsommar och såna töntiga saker.”
Mona Sahlin, 2002
Tre brev om barbari
Blandt svenske venner jeg har talt med, der bestemt ikke kan beskyldes for at være sosser, er der en vis glæde over valget af Mona Sahlin. Sahlin deler vandene. Det er ikke for meget sagt, at hun er forhadt af mange. Ikke som "Palmehatet", men dog aligevel forhadt.
Sahlin er ikke dum, det kan bare virke sådan. Hun ved godt hun er inviteret på afbud.
- Først da hun efter en gennem-mislykket karriere som "egenföretagare" blev hentet "hjem" i politik af Persson. Dernæst da den oplagte kronprinsesse Anna Lindh blev myrdet af en serbnationalist, hvis motiver ingen rigtig har ønsket at forske i. Da vidste Sahlin godt, at hun var rykket op i rangfølgen. Efter yderligere en 5-6 afbud, blev det Sahlins tur, og nu er hun der. Man kan vente sig lidt af hvert fra hende. Hun kan meget vel blive en virkelig katastrofe for det før almægtige socialdemokrati, og det er jo det mine venner forventer sig. Hun kan også blive nogenlunde. Man får vente og se.
Sahlin har som så mange andre i europas dårligst uddannede parlament, ingen formel uddannelse. Hun er født ind i Partiet som datter til en rådgiver for Ingvar Carlsson.
Til det mere kuriøse kan nævnes at hun grundlagde den svenske Barbie klub i 1964, og hendes sværmeriske brev til Bruce Springsteen (endu en ting hun har til fælles med visse danske kvindelige sosser):Krönika i Expressen, kultursidan den 23 oktober 2002 i samband med Bruce Springsteens konsert i Stockholm
Reaktionerne har været mange. En af de mere interessante er fra Sveriges Kristeligt Dagblad, Världen Idag.
Bigami-nister Mona Sahlin
Att Mona Sahlin skulle tacka ja till förfrågan som ny partiledare för socialdemokraterna kom knappast som en överraskning men mot gräsrötternas vilja.
När Aftonbladets läsare under gårdagen får göra sin röst hörd, om Sahlin kommer föra socialdemokraterna tillbaka till makten, så är svaret ett rungande nej. Valet av Mona Sahlin torde därmed vara välkommet av inte minst den borgerliga regeringen som kanske rentav säkrar ytterligare en omgång vid makten efter nästa val................
Världen Idag
Grundig Wikipedia om Sahlin
Robert Redeker: En enkelt kronik ændrede hans liv
endnu engang gør Jyllandposten med sit store solointerview fra d. 18 opmærksom på, at man i Europa idag kan blive fredløs i sit eget land, ved at bruge sin grundlovssikrede ytrigsfrihed.
I Tyskland måtte orientalisten Hans- Peter Raddatz* under politibeskyttelse, og senere forlade sit land. Who´s next ?
- Hvor er store norske og svenske aviser, der siger sig at leve af det frie ord ? Hvor er nordiske intellektuelle, hvis hele eksistensgrundlag er tanke- og talefrihed ? Skal vi vente på deres protest til det bliver deres egen tur? Tigeren æder også dem der bøjer nakken for den åndelige terror. De får bare lov at leve i deres ynkelige idyl lidt længere.
(* A Death Threat in Germany via God)
»Had og vold er iboende i den bog som enhver muslim undervises i, Koranen. Som under Den Kolde Krig er vold og trusler de veje, som ideologien islam anvender for at opnå et overherredømme.«
Robert Redeker I kronikken i Le Figaro
Spredt over hele verden
»Mit liv blev totalt forandret fra den ene dag til den næste, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kan vende tilbage til min gamle tilværelse. Truslen er spredt over hele verden, og den vil være permanent,« siger den 52-årige lærer.De private omkostninger har været voldsomme. Under politiets beskyttelse har Redeker og hans kone Véronique konstant skiftet adresse, og også børnenes liv har ændret sig. Datteren på 24 skal giftes og skjuler sig under sin mands navn, den ældste søn på 21 er flyttet til en ny lejlighed, hvor han bor anonymt, og den yngste søn på 16 år er flyttet langt væk fra hjemmet til en kostskole. [..]
Først en minister
»Da jeg skrev kronikken, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det, der skete efterfølgende. Jeg havde forventet, at andre kommentatorer ville reagere på artiklen, og at den ville skabe en vis polemik, som det er sundt i et demokratisk samfund. Men jeg havde aldrig overvejet, at hellige krigere langt væk i Mellemøsten ville true mig med døden.«
- Han havde heller ikke forestillet sig, at der blandt politikere og intellektuelle i Frankrig ville være mange, som afviste at støtte ham. En stor del af bogen fokuserer på, hvordan først en minister og siden en menneskeretsorganisation og flere partier på den yderste venstrefløj fordømte Redeker i stedet for at forsvare hans ret til at udtrykke sig.
»En filosofilærer skrev på en internetside, at jeg havde misbrugt min frihed. Det er en underlig formulering. Grænsen for ytringsfriheden fastsættes af lovgivningen, og jeg har ikke overskredet den grænse. Ellers ville jeg være dømt.Der er ikke noget racistisk i det, jeg har skrevet. Jeg fornærmer end ikke muslimer, for jeg skriver om en bog, Koranen, og om faren for, at islamisternes politik vil undergrave europæisk kultur.«
Ingen støtte hos kolleger
Lærerkollegernes reaktion var mere forventelig. Redeker havde længe været erklæret uønsket i sit gymnasiums lærerværelse, fordi han nogle år tidligere havde nægtet at deltage i en strejke, men i stedet skrev kritiske kronikker om den venstreorienterede del af lærerstanden.Selv stillet over for islamiske dødstrusler valgte kollegerne hurtigt side, skriver Redeker i bogen.
»Lærerne anklagede deres dødsdømte kollega for at have begået en meningsforbrydelse. Lærernes gift havde valgt mordernes lejr,« skriver han i bogen.Redeker blev fritaget fra undervisning og begyndte at alarmere sine venner i det intellektuelle miljø. Folk som André Glucksmann og Claude Lanzmann, der år tilbage havde inviteret filosofilæreren ind i kredsen, der skrev filosofiske og samfundskritiske indlæg i tidsskriftet Les Temps Modernes. [..]
Ikke særlig respekt
Redeker afviser udtrykkene kulturernes sammenstød og religionskrig, men mener, at vi befinder os i noget, der ligner en permanent borgerkrig over hele den moderne verden. Krigen mod islamisterne kan kun vindes, hvis folk vågner op og indleder et massivt oprør mod de kræfter, der truer den frie verdens værdier.Samtidig afviser han tesen om, at religioner skulle have krav på særlig respekt, så man ikke kan angribe dem.»Religioner er ideologier på samme måde som kommunismen og liberalismen, som man kan sige hvad som helst om, så længe det ikke er racistisk. Kommunismen fungerede i lang tid som en religion, som folk troede på. Men det var aldrig forbudt at kritisere den. På samme måde skal religionerne ikke have krav på en særlig status,« siger han. [..]
Under frygtens åg
Mange venstreorienterede intellektuelle beskyldte dog fortsat læreren for selv at have bedt om balladen ved at gå over stregen.»Hvis man skal begynde at holde sig tilbage, fordi den mindste sandhed risikerer at fremprovokere muslimernes vrede, må vi erkende, at vi lever under frygtens åg. Det er farligt for demokratiet, for det indebærer, at man ikke mere tør sige det, som man anser for at være sandheden,« svarer Redeker. [..]
Det nye proletariat
I dag beskylder Redeker dele af venstrefløjen for at pleje et alt for tæt forhold til islamisterne.
»Mange på venstrefløjen nægter at tro, at muslimer kan være ondskabsfulde. I deres verdensbillede kan fattige og undertrykte muslimer kan pr. definition ikke være onde«, siger han og fortsætter:»Venstrefløjen i Frankrig, som altid har været ateistisk, anti-kirkelig og marxistisk, afviser i dag ikke islamisterne. Kommunistpartiet, der tidligere mente, at religion var opium for folket, støtter dem. Den kommunistiske avis L’Humanité langede voldsomt ud efter mig.De har en illusion om, at muslimer er det nye proletariat, selv om de færreste muslimer stemmer på dem, og selv om islamisternes ideologi nærmest er fascistisk.« [..]
Som en patient
Jobbet tror han ikke på, at han kan vende tilbage til. Både kollegerne og forældrene til børnene har udtrykt, at de ville være nervøse ved at se læreren tilbage i filosofiklassen.»Truslerne har betydet, at jeg også skaber frygt omkring mig,« fastslår Robert Redeker.
Selv må han leve med frygten for, at dødsdommen eksekveres, når som helst, i morgen eller om 20 år. På de sidste sider af bogen skriver Redeker, at mareridtet har ændret ham fundamentalt som menneske. I dag føler han sig som en patient, der har overlevet en dødelig sygdom, og som beslutter sig for sig at forsøge at leve videre.
Redekers nye bog heder ”Il faut tenter de vivre” (”Man skal forsøge at leve”) med undertitlen ”en fatwa i Voltaires hjemland”.
<< Home