Kai Nielsen og kineserier

Blågårds Plads, Nørrebro, foto © K.D.

Dansk Folkeparti stormer frem
hvad der sådan set glæder mig. Der må gemme sig en skabssosse i mig:-) Regner man Khader med, mindes jeg ikke et mere massivt "borgerligt" flertal. Og Asmaatikerpartiet ryger ud, på høje tid. Sådan sluttede kommunismen i Danmark, med en stille fisen af åndenød. Om det kun er en midlertidig udfisning, vil fremtiden og gymnasieskolen afgøre. Som det ses nedenfor arbejdes der ivrigt på den ædle sag, Lenins genopstandelse. Se JP Kultur fredag.

DF står nu til 14,0 pct. af stemmerne mod kun 11,8 pct. for en uge side - og 13,3 pct. ved valget i 2005. TV 2

Løgne om Lenin
I en udbredt historiebog vildledes danske gymnasieelever om forholdene i Rusland, da kommunisterne under Lenins ledelse kuppede sig til magten.
Af JØRGEN GRIMSTRUP
I forbindelse med folketingsvalget for to år siden blev der afholdt prøvevalg på et københavnsk gymnasium. Den yderste venstrefløj i skikkelse af Enhedslisten blev topscorer med 146 stemmer, SF nummer to med 92 og De radikale nummer tre med 73 stemmer, mens regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokrakiet tilsammen måtte nøjes med sølle 63 stemmer.
Hvis eleverne har taget bestik af verden ud fra en udbredt lærebog i det 20. århundredes historie er dette fordrejede politiske danmarksbillede forståeligt.

Det drejer sig om Casper Syskinds og Bo Söderbergs bog "Det 20. århundredes verdenshistorie", som er udgivet af forlaget Systime og siden 1988 er udkommet i fem udgaver, senest i 2003. Den lægger et marxistisk skema ned over historien, sandheden om det kommunistiske terrorregimes tilblivelse sløres, og sovjetstatens grundlægger Vladimir Lenin stryges med hårene i en grad, så man skulle tro, at Lenin og hans bolsjevikker blev modtaget med åbne arme af masserne på grund af Ruslands nederlag i Første Verdenskrig. Intet af det er rigtigt.......................
Indvandring eller velfærd
Alle taler for tiden om velfærd. Men hvor er diskussionen om udlændingepolitikken? Uanset om vi taler om folkeskolen, førtidspension, arbejdsmarked eller andre velfærdsspørgsmål, vender udlændingene den tunge ende ned. [..]
Udgifterne til de fremmede får finanslovsforhandlingerne til at ligne et rentbrædtspil. Man kan reelt ikke diskutere velfærdspolitik uden at diskutere indvandringspolitikken. For hvordan skulle vi få råd til verdens dyreste velfærd, hvis den også skal omfatte udlændinge, der nok vil nyde, men blandt hvem kun få vil yde.? Morten Messerschmidt, Urban d. 23 s. 4

The failed migrants told its their right to stay
Sir Andrew Green, chairman of Migrationwatch UK, said: 'This is yet another example of the Alice in Wonderland world of human rights. If you break British law for long enough, you acquire rights not penalties.
Daily Mail

Andrew Green : Immigration divides England into two zones

This mass immigration is dividing England into two zones. In the countryside, life continues much as usual. In the cities, multiculturalism is rapidly taking over. In London, one third of the population are immigrants and half of all children are born to foreign mothers.
In many city schools immigrant children can find little British culture to adhere to, even if they wished to do so. Trevor Philips was right to suggest that we are "sleepwalking towards segregation". Telegraph (*leder af Migrationwatch)

Det kunne jo forklare tavsheden...............
fra den mere følsome "elite" - kunstverdenen:
"Det borde vara rätt uppenbart att Vilks knappast tecknat sin rondellhund i avsikten att "kritisera islam" - utan för att avslöja konstvärldens hyckleri. I en tid när konsten älskar att framhäva sig själv som en gränslös "frizon", en sorts livslevande utopi där allt är tillåtet, försöker Vilks visa att så är det faktiskt inte alls: Kolla här.Har då Vilks lyckats i dessa avsikter? Det får man verkligen säga. Han har inte bara, med sedvanlig fingertoppskänsla och pokerfejs, pekat ut en gräns som konsten faktiskt inte är beredd att överskrida just nu (offentliggörandet av teckningarna sker som sagt i en muslimsk nisch och inte i konstvärlden). Han har dessutom gjort det på ett sätt som säkrat honom konstnärlig framgång - det vill säga medial uppmärksamhet - på ett sätt som andra bara drömmer om.
Nej: "Muhammed som rondellhund" är inte främst en karikatyr av Muhammed eller "islam" - utan av konstvärlden. Och den träffade av allt att döma mitt i prick. Bara att gratulera.
Missförstådd rondellhund-Konstvärlden är måltavlan.

Muslims take over Europe? Sorry, there´s no Chance
Jeg har det med profetier ligesom med Napoleonskager: de har en vis dragning, men er tit tomme kalorier og hjernespind. Det der bliver virkelighed, har de færreste som regel forestillet sig. Jeg faldt over én af artiklerne nævnt i Daniel Pipes Eurabian Nights, jan 2007 og man kan godt lade sig drage af den og overveje indholdet. Såkaldt "ansvarlige politikere" har faktisk pligt til at overveje de perspektiver den rejser, det blir de betalt for. Det er dog ikke er ensbetydende med at de gør det, som man ved:
"Far from enjoying the prospect of taking over Europe by having babies, Europe's Muslims are living on borrowed time. When a third of French voters have demonstrated their willingness to vote for Jean-Marie Le Pen's National Front - a party that makes the Ku Klux Klan seem like Human Rights Watch - all predictions of Europe going gently into that good night are surreal."
THE 'EURABIA' MYTH:
Europe's Muslims are living on borrowed time

» En gammel reaktionær støder«
fylder 75. Jess Ørnsbo, antikommunist dengang det kostede og gjorde ondt.
Imens udkommer Rifbjerg med endnu en bog hvor han "gør op" med Hakon Stangerup og Betty Søderberg, halvfætter Henriks far og mor. (Hakon døde i 1976). Jeg læser ikke Rifbjerg, men idag kom jeg af vanvare til at læse anmeldelsen. Det skal ikke ske oftere.
Er der da sjællandsk mission her på egnen?
»Nej, men der er mere religiøsitet i folk, end man ved første øjekast tror. Det er vist sådanne religiøse antistoffer, der vågner, efter at islamisterne er brudt ind i landet.«
Ved 75-års-fejringen på søndag er selskabet atter sammensat af forfattere og lokale.
»Der er ingen teaterfolk med,« funderer dramatikeren Ørnsbo . »Teaterverdenen er endnu mere opdelt i kliker end digter-verdenen. […]
Ørnsbo har også bidt mærke i en ny publikumsadfærd.
»Der er en råben og en hujen, der tager mere og mere overhånd. Efterhånden virker det, som om publikum egentlig bedre kunne sidde der og huje med hinanden uden distraktion fra scenen. Man ser det også ved denne nye slam-poetry, hvor digteren bliver entertainer. Publikum er ikke længere i stand til at lytte på samme måde som tidligere. Det er en støj-civilisation, hvor man vil fortælle: Hér er vi! Hør os!«
Gammel støder
Unge læsere vil nu sige, at du bare er en reaktionær gammel støder.
»Jeg tror ikke, de bruger ordet ”reaktionær” mere. De lærer jo ikke så mange ord længere.
”Reaktionær”… ja, det var dengang.«
Ørnsbo læner sig tilbage og mindes vist for sit indre blik 1970’erne, da han kaldtes ”koldkriger”. Han er cand.mag. i slaviske sprog og boede engang nogle år i Polen, hvilket tidligt gjorde ham til anti-marxist.
JP-Interview: Heldigvis er jeg da ude af trit med tiden