Danmarks syndefald

Og det er kun prologen vi bevidner.
Bedre end så skrives det ikke. En dag vil hele befolkningen indse rækkevidden. For sent til noget somhelst. Pihl her undtagelsesvis i sin helhed:
Muhammed-stridens efterspil
Berlingske Tidende 21. februar
I form af totalitær islam betaler vi nu for kulturradikalismens opløsning af kristendom og national kultur
Af Mihael Pihl, lektor
-En monolog er enetale fremført af en skuespiller. »Dialog« er iscenesat samtale i et skuespil. Om den ene svarer i øst, når den anden taler i vest, er ligegyldigt for »dialogen«. Bare forestillingen fortsætter. Sådan har vort offentlige liv antaget karakter af et teaterstykke. Ligesom under besættelsen. Den 9. april 1940 trådte en vred jurastuderende ind til forelæsning på Københavns Universitet. Som færøsk nationalsindet forbløffedes han den dag over dele af den danske akademikerelites valne, anti-nationale holdning: »Tjah, det bedste var vel nu at skifte studium,« sagde en medstuderende, »nu bliver der i hvert fald ikke brug for dansk ret«. 45 år senere væmmedes færingen stadig over akademikerelitens øjeblikkelige forræderi: »Jeg siger dig, der var ingen kampgejst, ingen nationalfølelse den dag«.
- Efter 9. april opførte det officielle Danmark skuespil. Og folk vidste, det var teater. Efter besættelsen var danskerne et delt folk. Således er det også nu. Det danske folk er delt: Dem, der bøjer af over for det totalitære, og dem, der ikke vil være dhimmier. Fra nu af vil mediemaskinen bortcensurere eller nedtone enhver kritisk holdning til islam, og den vil køre i højeste gear for at udbrede budskabet om »dialog« og »integration«. Og folk ved, det hele er løgn.
- Stemningen i Danmark under Muhammed-sagen minder om 9. april: Chok over bagholdsangrebet og en rolig støtte til Anders Fogh. I ekstreme situationer træder et samfund i karakter – på godt og ondt. Maskerne falder, og det sande ansigt afsløres. Vi har set herboende imamers dobbeltspil og hørt deres mellemøstlige kolleger opfordre til mord og vold. Vi har set »kritiske muslimer« i Danmark gå i brechen for Abu Laban, forsvare sharialovgivning og for åben skærm udtale, at islam som politisk ideologi »ikke er noget problem«. Samtidig har vi set flæskedanskerne gøre knæfald. Hans Skov Christensen, Uffe Ellemann-Jensen og de afdankede diplomater. Vi har set Informations journalist Martin Burchardt sprede lodrette løgne om Danmark i amerikanske medier. På TV har vi set professor Thomas Højrup stikke kniven i ryggen på statsministeren, mens Mette Winge optræder som den nordsjællandske kulturelites svar på Fru Møghe – totalt forkalket og med overdimensioneret hørerør: »Hvad siger du, har Flemming Rose fået dødstrusler?«, var hendes »Deadline«-replik 15. februar.
- Værst er dog hykleriet i godhedsindustrien. Menneskerettigheder kan ikke gradbøjes. Hvor tit har vi ikke hørt det mantra fra Institut for Menneskerettigheder? Nu er ytringsfriheden for alvor truet, og straks svigter det danske Institut for Menneskerettigheder til fulde. Ytringsfrihed hører til i det inderste kerneområde af menneskerettigheder. Og hvordan reagerer Morten Kjærum? »Dialog i stedet for had og aggression,« fremfører han i anledning af profet-tegningerne. Han forsvarer den diffuse vrede, som hjemsøger den muslimske verden. En vrede, der i sidste ende skyldes, at vi ikke er og ikke vil være muslimer. Sammen med PEN-afhopperen Klaus Slavensky vil menneskerettighedsapostlen erstatte ytringsfrihed med »dialog«.
- Ytringsfrihed er en menneskerettighed. Frihed for kritik af ens religion kan aldrig blive en universel menneskerettighed. Køer er hellige for hinduer, men hinduer brænder ikke ambassader af, fordi vi slagter en kalv. I praksis arbejder Kjærum for at gøre sharia til dansk menneskeret ved at begrænse ytringsfriheden og underordne den religiøse fornemmelser.
- Danskerne kommer nu for alvor til at betale regningen for årtiers uansvarlig indvandringspolitik. I form af totalitær islam betaler vi nu for kulturradikalismens opløsning af kristendom og national kultur. Ind i det tomrum, som 68-kulturrevolutionen efterlod, marcherer nu islamismen. Derfor udøver islam fortsat stor magt over efterkommernes identitet. Derfor afviser mange af dem »integration« og foragter et værtsland, der ikke vil være sin egen religion og kultur bekendt. Et dekadent Vesten styret af intellektuelle forrædere, for hvem intet længere er helligt – hverken familie, tro eller nation. Næh, »dialog« bliver devisen, monotont messende. Mens mediemagten opretholder illusionen om verden af i går. Men danskerne vil vide, det er løgn. Og trække sig tilbage fra maskespil og intellektuelles forræderi. Tilbage til katakomberne.
- Ifølge en meningsmåling (Greens) ville nu 18 pct. stemme på Dansk Folkeparti. Det undrer mig kun, at der ikke er flere. Hvad tænker mon resten? »Dialog«? Maskespil? Eller siger de som Macbeth: »En stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen og som så er glemt, et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder«?

Sveket
"Jag ogillar vad du säger, och även om du hotas med döden kommer jag inte särskilt starkt att försvara din rätt att säga det." Så beskriver The Economist den uppfattning flera regeringar i västvärlden har gett uttryck för under karikatyrkrisen.
Iakttagelsen är dessvärre träffande. Danmark har fått stå alltför ensamt när landet har angripits av några av världens värsta diktaturstater.För att blidka dessa diktaturstater har det svenska utrikesdepartementet bidragit till att stänga en nättidning som inte har gjort något olagligt. Enligt utrikesminister Laila Freivalds (s) måste pressfriheten "åtföljas av ansvar och respekt". Så sade också regeringen under andra världskriget.
Partiledarna har – med Lars Leijonborg (fp) som ett hedervärt undantag – främst varit intresserade av att markera distans till Danmark. De tycks glömma att det nästa gång kan vara Sverige som angrips av en totalitär stat.
http://www.kristianstadsbladet.se/apps/pbcs.dll/article?AID=/20060221/OPINION/102210912/1029

Interview med Mårten Palme
på tirsdag er det så 20 år siden. Jeg befandt mig i Nordskåne dengang, og jeg var målløs. Også for mig var det et gevaldigt uskyldstab: "Sådan noget gør man ikke i Norden". Jo, det gør man altså. Selv begrebet "Palme-hatet" var nyt for mig.
Jeg vender givetvis tilbage til emnet.
”Pappa var aldrig rädd”
Om en vecka är det 20 år sedan Olof Palme sköts till döds på Sveavägen i Stockholm. Fortfarande passerar sonen Mårten ogärna mordplatsen. Han väljer att gå på andra sidan gatan.
Mordnatten
Vid 19-tiden ringer Olof Palme till sin son Mårten och får veta att denne tänker gå på bio. Strax efteråt äter makarna Palme middag och bestämmer sig för att följa med.20.35. Olof och Lisbet Palme lämnar sin lägenhet på Västerlånggatan och tar tunnelbanan in till Rådmansgatan.21.00. Makarna Palme möter Mårten och hans dåvarande flickvän utanför biografen Grand och lyckas få några icke uthämtade biljetter.De fyra såg Suzanne Ostens film ”Bröderna Mozart”.
Mårten Palme vill inte bli fotograferad utanför Grand på Sveavägen i Stockholm. Han säger att det känns alltför privat.
http://www.svd.se/dynamiskt/inrikes/did_11895155.asp

Man må gerne karrikere

når bare man gør det venligt og i en god sags tjeneste.........(Politiken)