Religion er en privatsag

Ja, gid det var så vel. I al fald i det offentlige. Debatten i Ugeskrift for Læger går videre, og det var på høje tid:
Afdelingslæge Andra Pachaï, Odense Universitetshospital
I forlængelse af debatten om læger med tørklæde vil jeg gerne uddybe min holdning, idet mit tidligere indlæg ikke er læst og forstået rigtigt.
Min far er iraner. Min mor var dansker. Min familie slog sig endeligt ned i Danmark i 1965. Jeg føler mig som dansker og er lykkelig for at have levet mit liv i tryghed og frihed. Trods min mørke lød og mit fremmedartede navn har jeg aldrig mødt nogen modvilje imod mig pga. min afstamning.
*********
De muslimske lægers indlæg om læger med tørklæde har været meget præget af deres ungdoms iver. De vil gerne være »banebrydere«. Danske patienter skal lære, hvordan en muslim ser ud, og vænne sig til, at Danmark er ved at blive et multietnisk samfund. Når man bliver ældre, fokuserer man på de enkelte individer og accepterer dem, som de er. Det er ikke rimeligt at opdrage på syge mennesker.
For mig at se er det overhovedet ikke noget problem at være læge og muslim i Danmark. Der er ikke nogen, som ikke respekterer muslimer som mennesker og som fagpersoner inden for det danske sundhedssystem. En unødig barriere kan faktisk kun være tørklædet. Der er en uskreven dress-kodeks, der kræver, at man ikke skilter med sin religion. At bære tørklæde er udtryk for manglende respekt for de danske traditioner eller i hvert fald manglende situationsfornemmelse på lige fod med, hvis man gik ind i Peterskirken med bare skuldre..................................
Religion er en privatsag

Opiniosstoffet
som er så populært i Danmark, er anderledes i svenske aviser. Man ser aldrig som i JP eller Politiken 2-3 hele sider, hvor alle kan deltage. Med navn og adresse. Opinionen kører meget mere styret: Den leveres enten af faste kolumnister, eller andre hyppige bidragsydere, som alle enten repræsenterer en organisation, et parti eller bare er ledende akademikere.
Idag overraskede Sydvenskan mig dog med denne reaktion af Paul Nilsson på artiklen forleden: "Sverige är rasistiskt"
I en intervju för den finska affärstidningen Kauppalehti, som refereras på Ekots hemsida den 13 mars, säger Scaniachefen Leif Östling att Migrationsverket, Sverige och Norden är "rasistiskt".
-Sett till den totala invandringen har Sverige beviljat flest uppehållstillstånd i Europa per invånare. År 2005 fick 62 320 personer uppehållstillstånd i Sverige, vilket var en ökning jämfört med året innan då motsvarande siffra var 59 144. På dessa två år blir det totalt 121 464 personer.
På vilket sätt är denna invandringspolitik "rasistisk", Leif Östling? Om Sverige hade varit ett "rasistiskt" land så har jag svårt för att tro att så många människor hade velat komma till Sveige. Till och med Australien och USA, som ofta beskrivs som stora invandringsländer, bedriver en restriktivare invandringspolitik än Sverige.
- Leif Östling vill öppna gränserna och kraftigt öka invandringen till Sverige. I artikeln säger han: "Här finns plats för så där 20 miljoner människor". Var då? Vem ska betala för denna massinvandring? Vill Leif Östling och andra välavlönade direktörer som förespråkar en sådan politik (det finns fler än Leif Östling) bidra och stå för de ekonomiska och sociala konsekvenserna? Var finns jobben för alla dessa människor med tanke på Sveriges höga arbetslöshet?
- Eftersom Leif Östling verkar vara okunnig om den svenska invandringspolitiken och om vad ordet rasism betyder så föreslår jag att han läser på bättre innan han går ut med så allvarliga beskyllningar som han gjorde i denna intervju. Sverige är inte rasistiskt, långt därifrån.
Paul Nilsson

Valgflæsk
smukseringen er begyndt til den politiske
skønhedskonkurrence i september. (Fra DN)

Bevægelsen
rør ikke så meget på sig. I Danmark er arbejderne kommet på museum, og det er ikke udelukkende globaliseringens skyld. Hvad mon der var sket hvis S havde valgt Karen jespersen i stedet for Lykketoft ? Hvad bliver S´fremtid ? Som de Konservative, skiftvis stort og småt, ind imellem i koalitionsregering? (Arbejdermuseets festsal, foto © webmaster)


Krænkethed og arkaiske samfund
»I de 26 år jeg har boet i Danmark, har jeg hørt diverse bizarre forklaringer på, hvor de penge, som man som flygtning og indvandrer modtager i overførselsindkomst, egentlig kommer fra: Fra sheiker i Golfen eller Gaddafi, fra en konto, som Shahen af Iran i sin tid havde deponeret i New York, fra FN osv.«
Giv igen!
Krænkelser. Muslimers økonomiske afhængighed af velfærdsstaten er en kronisk ubalance, der skaber fornærmethed. Der er kun én vej ud af misèren: At arbejde hårdt for at blive uafhængig.
AF MEHMET ÜMIT NECEF
EN del muslimer i Danmark udtaler konstant, at de føler sig fornærmede og krænkede. Denne følelse kan naturligvis skyldes en række konkrete oplevelser, eksempelvis de famøse Muhammed-tegninger. Men spørgsmålet er, om det er noget nyt, for mange af disse mennesker gav også udtryk for lignende følelser og fornemmelser før denne sag.
- Når en del muslimer og ikke mindst en række intellektuelle fra de muslimske lande er så disponible til at føle sig krænkede og fornærmede, skyldes det snarere muslimernes underlegne position i det danske samfund. Jeg mener ikke, de føler sig underlegne i teologisk forstand, da mange muslimer tror på, at deres religion er bedre end alle andre trosretninger. Der er nærmere tale om en underlegenhed i økonomisk og følgelig psykologisk forstand.
Naturligvis er der ikke tale om dem alle, men mange muslimer i Danmark er økonomisk afhængige af danske skatteydere. Eksempelvis blev der i 2000 gennemsnitligt overført 17.974 euro netto fra de danske offentlige kasser til første generationsindvandrere og flygtninge fra Libanon. Pengeoverførsler til og fra efterkommere er tilføjet til forældrenes beløb. For tyrkere var det tilsvarende beløb 9.181 euro. (Migrants, Work, and the Welfare State, Rockwoolfondens Forskningsenhed, s. 332).
Denne situation skyldes naturligvis den store arbejdsløshed blandt indvandrere og flygtninge fra muslimske lande, og at mange flygtninge, som kom til Danmark de sidste 10-15 år, aldrig har været på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden blandt indvandrere og deraf følgende pengeoverførsler til dem er faldet en del siden 2000, som er det år, de sidste tal om overførsler er fra, men der er stadigvæk mange, der er afhængige af overførselsindkomster.
****************
Gaven skal gengældes
Den franske antropolog Marcel Mauss påpegede i bogen Gaven. Gaveudvekslingens form og logik i arkaiske samfund (1924), at der vil opstå alvorlige problemer såsom manglende respekt og selvrespekt, følelse af underlegenhed, krænkethed og fornærmethed i et forhold, hvor der ikke eksisterer gensidighed i »gaveudveksling«. Denne teori kan måske hjælpe os til at forstå, hvad der ligger bag en del muslimers, ikke mindst en del imamers, krænkethed og fornærmethed.
-Mauss hævder, at der er tre principper vedrørende gavegivning, som gælder i alle kulturkredse og gennem hele historien. For det første: Du skal give gaver. Gaver forstærker de mellemmenneskelige bånd. For det andet: Gaver skal modtages. Det er en stor fornærmelse at afvise en gave. Og sidst, men ikke mindst: Du skal gengælde en gave. Ikke at honorere det sidste princip bringer én i underordnet position i forhold til gavegiveren.
- Mauss uddyber det sidste princip: »Den gave, der ikke er gengældt, gør stadig den, der har modtaget den, underlegen, især når den er modtaget uden lyst til at gengælde... Velgørenhed er stadig sårende for dem, der tager imod den, og enhver moralsk anstrengelse går i retning af at fjerne den rige ’almisseuddelers’ ubevidste og fornærmende patronisering.«

Man kan prøve at tro på, at det danske velfærdssystem er hævet over de »arkaiske« regler vedrørende gavegivning, og at danske statsborgere og indvandrere bare modtager deres rettigheder, ikke gaver. Men i sin bog fremhæver Mauss, at reciprocitetsprincippet ikke kun gælder for »arkaiske« samfund, men også for moderne velfærdsstater. Hvis en del borgere kun modtager uden at yde noget, er det skadeligt for solidaritetsfølelsen i samfundet, understreger han.
- Og det er netop det, vi på det seneste har oplevet i Danmark. Den politiske udvikling ikke mindst de seneste 5-6 år viser med al tydelighed, at mange danskere er begyndt at miste solidaritetsfølelse med indvandrere, ikke mindst med de muslimske. (uddrag fra Weekeendavisen)