"Jeg kan slå..............................."

en kolbøtte ?
Ris eller ros til Helle Thorning ?
ja- i Politiken, som hepper på en lam krikke Måling: S går igen tilbage - men roser til Thorning
Dette ligner ikke en "krise" - men en helt ny tid for partiet. Et mindre parti, der stadig kan brække over i to af frustration over fordums forsvundrene storhed.
Tilfældet Torben Lund rejser det pikaten spørgsmål: Hvor mange S-medlemmer stemmer ike på deres eget pasrti ?
DR::- Det nye udspil fra partiet viser klart, hvor udygtig og hvor desperat ledelsen er. Jeg fatter ikke, at hun overhovedet kan slippe af sted med sådan noget populistisk og utroværdigt makværk, siger han.
-Han efterlyser både sjæl og indgination i partiets politik. Der er kun magtsyge, siger han til avisen.
Uegnet som formand
- At man efter et helt år med magten ikke engang er i stand til at fremlægge blot et nogenlunde gennemarbejdet stykke arbejde viser, at man er helt uegnet som partiformand. Med hende i spidsen mangler partiet et politisk projekt, siger Torben Lund.
Torben Lund er stadig medlem af Socialdemokraterne, men han stemmer ikke længere på partiet. (foto: Ekstrabladet)
S ledelse er udygtig og desperat

"Nationalsocialistisk kunst"

De svenske kunstfimsere sparer ikke på adjektiverne. Kort forklaret: Den rumænske flygtning Dorinel Marc, laver en ready made på Moderna Museet med den mildt sagt ikke anerkendte Uppsala maler Markus Andersson. Men det interessante ved Andersson er ikke hans kunstneriske evner, eller snarere mangel på samme.
Han maler motiver man ikke bryder sig om. Den myrdede Pim Fortuyn, den af indvandrere racistisk myrdede Daniel Wredström, The van Gogh osv. DET er "ubehageligt" for fimse- kuratorerne: Andersson er "nationalsocialist". Frem med lugtesaltet, fru Heilbunth.
Mit gæt er, at Marc har fundet et stykke undertrykt, svensk virkelighed, der appelerer stærkere til ham end kunstverdenens konforme snobberi. En motivverden der er tabu, fordi den modsiger den multikulturelle ideologi. Anderssons serie hedder da også "Svenske syndebukke". Syndebukke fordi deres død kompromitterer de herskende ideer. Og det kan en pæn kunsthistoriker ikke ha, det gør ondt i den dyre spadeserdragt ,Cartier uret - og karrieren. Og så må man sige til kurator Lindh: Andersson har altså ikke meget med motiverne på "Der grosse deutsche Kunstausstellung" i 1937 at gøre. Nazi kunst ligner Sovjet -kunst.
Om jeg kender miljøet ? Jo, mon ikke!
I Kulturnytt i P1 sammanfattade Arndtzén Markus Anderssons målningar så här:
”Brunmurriga, deprimerande flacka och livlösa saker täckta med tjocka lager blank fernissa. Kitschigt idealiserande porträtt av ’martyrer’ som Theo van Gogh och Pim Fortuyn; stormande hav och nakna blondiner utspillda över djurfällar.
Smaklöst, politiskt suspekt och illa utfört alltså.”
– Hans konst är nationalsocialistisk – eller rör sig i alla fall i närheten av den kulturen, säger Ingela Lind. Jag kan ganska mycket om Tredje rikets konst, och jag ser samma koder i Anderssons tavlor. Något slags fornnordisk storvulenhet.
- Markus Andersson ser själv inte sin konst som rasistisk. Han säger sig vilja problematisera offentliga sanningar, han uppfattar att medier stämplar vissa grupper som rakt igenom goda eller onda. Med syndabocksserien vill han lyfta vad han uppfattar som smutskastade individer ovan den svartvita mediedramaturgin.
- Nu stryker han sig över ögonen med fingrar som är fläckiga av färg. I kulturvärlden finns, säger Markus Andersson, en räds-la för ursprunglighet, för hembygden. Oikofobi, kallar han detta förkastande av svenska sedvanor.
- Begreppet (oiko betyder hem på grekiska) lanserades av den konservative brittiske filosofen Roger Scruton och en internetsökning visar att begreppet gärna används av svenska nationalister
Men (Til Dorinel Marc): känner inte du som invandrare förakt för Markus Andersson?
– Det är livsfarligt att försöka undanröja kritik. Om jag kommer till ett land vill jag höra vad de tycker om mig. Det är därför jag tycker om Sverige. För här är kungen kvar. Han kan leva sida vid sida med kommunister och nazister. Fy fan, det är stort. De giftiga ormarna och zebrorna lever sida vid sida med kossorna och grisarna. Det är mångfald, att leva med sina fiender
Uvelkommen gæst i kunstsalonen
Jan Milld interviewede Dorien Marc i 2004
- Många vill, så fort de kommit in, ha fin bostad, bra jobb, bra betalt... En politisk flykting söker helt andra saker! Då gäller det skydd undan förföljelse. Då får man inte syssla med knarkhandel eller råna banker. Tyvärr ställer man till problem för de människor som verkligen är i behov av skydd. Man upptar en plats som andra kanske skulle behöva.
Intervju med Dorinel Marc:
FRÅN CEAUCESCUS RUMÄNIEN
Markus Anderssons hjemmeside

Unhappy Slapping

Ulrik Høy i WA:
(foto: Enhedslistens og profetens repræsentant i DR havde iklædt sig det tungeste battledress til mødet med "den kontroversielle" (!) Morten Messerschmidt, DF, der var hæderlig uden at være dybsindig)
- »Skal man det, vende den anden kind til? Man skulle tro, at Danmark havde været udsat for en kristen vækkelse i det sidste halve års tid, for vi har ikke bestilt andet end at vende den ene og den anden kind til den muslimske verdens aggression.
- Danmark har fået så mange lussinger, at man kan tvivle på, om hovedet er der endnu. Muhammed-sagen har budt på et orgie af unhappy-slapping, for hvad har vi ikke taget imod af pøbeloptøjer, boykot, nedbrændte ambassader, gedigne dødstrusler og læssevis af lige så afbrændte danske flag og symboler?! Se, det er lussinger, der synger, men sangen klinger ilde, fordi danskerne slet ikke er særlig kristne, bare forskrækkede og i pur vildrede med, hvordan man dæmmer op for den slags.
- Reelt er det en intifada, et amokløb af uhæmmet aggression, og det er så bagsiden af den berømmelige, muslimske vækkelse. I forlængelse af den drøftes det videre, om Danmark fortsat skal sende penge og bistand til lande som Syrien, Libanon, Pakistan, Iran og det palæstinensiske selvstyre, og selvfølgelig skal vi ikke det. Disse regimer skal ikke have fem flade øre fra det skikkelige danske demokrati.
- Situationen er absurd, og som altid har vi det med at vende kritikken mod os selv, i Danmark som det øvrige Europa. Et par sager kan illustrere det.
- Vi har haft en hidsig disput om en muslimsk kvindes ret til at bære tærklæde på dansk TV, og må hun det? Selvfølgelig må hun det, siger nogle, for tørklædet er lige så harmløst som så megen anden beklædning. Det er en smagssag, og så henvises der til et virvar af hatte, kasketter, leopardbukser, tørklæder som vor mor bar det i køkkenet og såmænd også til gode gamle vejrmagister Voldborg, der optrådte i farverige striktrøjer, når han berettede om vejret på TV. [ ....]
- En anden sag er det mærkelige frelsermøde i Wien, hvor europæiske politikere mødte en forsamling af 120 muslimske imamer, der krævede ditten og datten indført i europæisk lov, så Muhammeds bedste venner ikke føler sig krænket. Det er latterligt, latterlig absurd overhovedet at indlade sig på den slags uden at kræve modydelser, dvs. gensidighed i relationen.
-For ikke sandt: skal der tørklæder på dansk TV, så skal der kristne kors på arabisk TV, og skal der være tørklædedækkede kvinder på dansk TV, så skal vi have fribårne danske og europæiske kvinder på TV i Mekka, med bare arme, opslidsede skørter, helst stærkt nedringede med god udsigt til de to røvere på hver side af korset.
Det er dialog. Det er gensidighed. Det er mellemfolkeligt samvirke. Glædelig opstandelse!«

En borekerne
over 700 års Kongens Nytorv historie i tværsnit.
Kan ses på torvet i øjeblikket. (foto©webmaster)

det forårsnøgne torv





Ungdommens utrolige idioti

Den gådefulde dr.Theodore Dalrymple kommmenterer sit speciale - Frankrig:

French students should go back to class to learn some economics
Times: The striking idiocy of youth