Noget post festum

føltes det faktisk at høre Engelbreht og Seidenfaden udlægge deres egen tekst på hovedbiblioteket i aftes. Men nu havde et venligt menneske givet mig en billet for længe siden.
De fleste tilhørere havde ikke læst bogen, men luften var fuld af - hmmmm, engagement. Den tanke undslap mig ikke, at Mellemøsten forlængst har glemt den sag, undtagen når man bringer den på bane overfor en imam eller stormufti.
- Jeg gik før tid. Over i Synagogen på den anden side af gaden for at høre Claes Kastholms blændende tale ved et støttearrangement for Israel. Også Jan Sjursen , Bent Lexner og Israels ambassadør talte. Arrangeret af Mosaisk Trossamfund og Dansk - Israelsk Selskab. Se programmet her.
Som så ofte før var der jødisk musik, der lagde sig som en balsam under kalotten, og helt fortrængte de to insisterende forfattere ovre på hovedbiblioteket. Om det er Engelbreth der er blevet stueren, eller Seidenfaden der er blevet fantast, vil jeg lade være op til mine ærede læsere at bedømme. De der endnu husker forårets bataljer.
fotos © snaphanen (klik. f. stort billede)

Faklen brænder
den kan anbefales at man læser Weekendenavisens artikel om fantasten Engelbreth idag, den mand som Seidenfaden nu har blåstemplet.
Weekendavisen 25. august 2006
Portræt. Med gårsdagens udgivelse af værket Renæssancen og humanismens rødder er Rune Engelbreth Larsens transformation fra satanist til humanist fuldbragt. I hvert fald udadtil.
- GOTHERSGADE en sen eftermiddag for en uge siden: to mænd kommer gående. Den ældre holder sit hoved højt med fokus på den omgivende verden, som han skrider igennem. Den yngre går et halvt skridt bagved. Han bærer letvægtsbriller af titaniumtypen og synes mere introvert. Han fokuserer mest på den ældre og enhver af hans impulser.

Den ældre er Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, den yngre er Rune Engelbreth Larsen, der engang var redaktør af tidsskriftet Faklen. Det blev udgivet af en flok studerende ved Aarhus Universitet, som var fælles om begejstringen for forfatteren, okkultisten og satanisten Erwin Neutzsky-Wulff. [...]

Læser man et fødselsdagsbrev, som Rune Engelbreth og hans kone sendte til Neutzsky-Wulffs 49 års fødseldag et par måneder forinden, tyder det da heller ikke på, at der er nogen konflikt under opsejling.

»Kære Erwin - vid, at du, som var vores Ven og Fader, da din skæbne var hos Elsebeth, ikke mindre er vores Ven og Fader nu, hvor din skæbne er hos Helena. Vi er dine børn og vil aldrig ophøre med at være det, så længe du ikke vil fornægte os som dine (...) I ubetinget kærlighed. Uta & Rune.«

Sådan lød det i november 1998.I dag bor Neutzsky-Wulff og hans nye kone, Helena, i en nedlagt skole i nærheden af Randers. I mellemtiden har hans førstediscipel, Rune Engelbreth Larsen, drevet det vidt. Selv blev han både fortaler for en moské i Århus og formand for et nystiftet parti, Minoritetspartiet, der stillede op til et folketingsvalg. [..]

Imens fortsætter Rune Engelbreth sin kamp for humanismen. Og med sit nyvundne makkerskab med Tøger Seidenfaden har førstedisciplen opnået, hvad hverken Erwin Neutzsky-Wulff eller hans far opnåede. Nemlig at blive taget alvorligt i det offentlige rum og at udkomme på hæderkronede forlag.Erwin Neutzsky-Wulffs far, Aage, måtte udgive flere bøger om okkultisme på eget forlag, fordi ingen andre ville binde an med dem. Heldigvis var han typograf og kunne gå hjemme i sin kælder og trykke dem. Han indrykkede for resten også engang en annonce i et dagblad med overskriften:»Okkultister i alle lande, forener eder!«

se også www.neutzsky-wulff.dk , hjemmeside bestyret ikke at Wulff, men af Engelbreth.

"Skapa Invandrarnas museum i Malmö"
han er sgu sød, Leijonborg. Så remser han op: en dansk, en engelsk, en tysk, en schweizer, en tjekke, en lette og en brasilianer - som alle kom med noget i baglommen og i hovedet. Foruden en kristen kulturbaggrund. Ringe trøst og relevans i forhold til de problemer Sverige nu har draget sig på halsen. Med Leijonborgs logik, skulle jeg kalde mig indvandrer fordi noget af min famlie kom til Danmark fra Polen for 600 år siden ? Må jeg be´ om et museum, tak !
Er han demagog eller bare dum ?

Alla svenskar behöver lära sig mer om invandrares betydelse för Sveriges utveckling.
Därför bör ett statligt Invandrarnas museum inrättas, gärna i Malmö. Det skriver folkpartiledaren Lars Leijonborg.
Invandrare har betytt mycket för Sveriges utveckling. Det gäller kanske särskilt i Skåne. Därför är det tragiskt att den svenska integrationspolitiken har misslyckats så kapitalt. Det är helt oacceptabelt, och förödande för vårt land, att driftiga och kompetenta människor hamnar i utanförskap och bidragsberoende.

Sydsvenskan


Ekspert udover sit mandat
foto: Kofod Olsen
Der er stadig overhovedet ingen grund til at betragte "Foghs smagsdommere" som ren foragt for intellektualisme og ekspertise. Det er demagogi. Det drejer sig om politiserende akademikere, tit offentligt ansatte:

Berlingske Tidende:
Institut for Menneskerettigheder sammenkæder dansk integrationspolitik, dansk kulturpolitik og dansk uddannelsespolitik på en måde, som rækker klart ud over dets mandat
Af Michael Böss, lektor, Aarhus Universitet
- FNs såkaldte racismekomité (Komitéen for Udryddelse af Racediskrimination) har netop udsendt sin rapport om Danmark. Rapporten vil uvægerlig komme til at sætte forårets tendentiøse og fejlbehæftede rapport fra Europarådets Kommission mod Racisme og Intolerance (ECRI) i relief. De generelle konklusioner i de to rapporter afviger nemlig stærkt fra hinanden.
Danske dagblade kunne således for et par uger siden over en kam konstatere, at Danmark tilsyneladende havde klaret sig godt ved FN-komitéens høring i Genève 9. og 10. august. Det skyldtes ganske enkelt, at den tværministerielle delegation kunne påvise, at den danske regering tager racismeproblemer alvorligt.

Blandt de mange grunde til den ros, den danske delegation modtog, var, at den lod en kritisk røst fra det hjemlige komme til orde under selve høringen. Røsten tilhørte Birgitte Kofod Olsen, afdelingsleder ved Institut for Menneskerettigheder.

- På høringens andendag fandt Kofod Olsen anledning til at fremkomme med nogle bemærkninger om den generelle
udvikling i Danmark:

»Regeringen har indført kanoner inden for litteratur, kunst, musik og kulturliv. Danske værdier bliver promoverede og rost, og ved at gøre det har den danske regering valgt en vej, hvor pluralismen, åbenheden og hyldesten til forskelligheden ikke er en del af den politiske retorik. I simple ord er beskeden til indvandrerne: Lær sproget, de danske sange, tag den kristne arv til dig, tag dit tørklæde af, vælg din egen kone, få en uddannelse og et arbejde eller forlad landet«.

- Institut for Menneskerettigheder skal ifølge sit lovgrundlag tage udgangspunkt i FNs verdenserklæring om menneskerettigheder og FNs konventioner. Instituttet er således sat til at være vagthund over for den danske stat og regering og fremføre en juridisk begrundet kritik, hvis det finder det påviseligt, at en bestemt politik eller bestemte love er i strid med menneskerettighederne eller de principper, som er indskrevet i konventionerne. Så såre instituttet bevæger sig ud over dette grundlag og forsøger at gå ud i et bredere politisk ærinde – som f.eks. at promovere en multikulturalistisk politik – overskrider det sine beføjelser.
Det må instituttet derfor siges at have gjort både i Genève og i den rapport, det havde udarbejdet i den forbindelse. Instituttet sammenkæder dansk integrationspolitik, dansk kulturpolitik og dansk uddannelsespolitik på en måde, som rækker klart ud over dets mandat. Det sker f.eks., når det i sin rapport kritiserer den nye Folkeskolelov for at »præsentere dansk kultur som monolitisk og prioriterer den over andre kulturer«. Her befinder vi os langt fra den form for diskrimination, FNs komité normalt fokuserer på.[..]
- Flere gange har kulturminister Brian Mikkelsen fået på puklen for at blande kanondebat, politisk-kulturel værdikamp og integrationspolitik sammen. Og hver gang har han måttet krybe til korset for det. Men dette eksempel viser, at der blandt regeringens kritikere findes en lige så stor tilbøjelighed til at blande tingene sammen. Og formålet er tilsyneladende at fremme en politik, hvor »retten til forskellighed« står i modsætning til det at være dansk.

Ny uro om racisme-center
Af KRISTOFFER PINHOLT og JENS GRUND
Det omstridte europæiske racismecenter i Wien (EUMC) har en kritiker mindre iblandt sig. Professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen har efter skarp kritik af centrets videnskabelighed trukket sig fra bestyrelsen. [..]
Mads Bryde Andersen fandt centrets arbejde så uvidenskabeligt, at han som den eneste i bestyrelsen stemte imod at offentliggøre årsberetningen for 2005. Han kritiserede centret for at arbejde i blinde, bl.a. fordi det ifølge ham ikke havde en fast definition af de følsomme begreber, der er grundlag for centrets arbejde: Racisme og fremmedhad.
Jyllandsposten