Vintertid

foto © snaphanen, klik !

Sandheden
folk kender den jo efterhånden alligevel, også de der har en psykologisk spærre mod den:
Ge oss fakta!
Den bild som jag just givit om gärningsmän vid våldtäkter, i synnerhet överfallsvåldtäkter, är inte den bild som många svenskar har fått. Man kan nog tala om två olika bilder.
Förklaringen till detta är uppenbar:
• Statistik som finns kring detta görs inte offentlig. Exempelvis den senaste Brå-undersökningen innehöll relevanta uppgifter som inte gjorts tillgänglig för allmänheten.
• Media undviker att nämna något om gärningsmannens etnicitet när frågan är som hetast. Efteråt kan fakta krypa fram, men detta går i praktiken inte fram till andra än de särskilt intresserade. (De gånger gärningsmannen är svensk lyfts detta fram desto mer, som i fallet med några hockyspelare på ett hotell)
I Västeråsfallet har vi nu fått veta så mycket att den gripne cykelmannen var utlänning, men i övrigt har det varit tyst.
Även i Sundsvall har en serievåldtäktsman härjat. Nu är han gripen, och av en tidningsbild framgår att han var neger.
Så här skrev Sundsvalls Tidning den 23/10 -06:..................
Millds blog

USA største trussel
Nästan en av tre svenskar, 29 procent, anser att USA svarar för det största hotet mot freden i världen, enligt en Temoundersökning som beställts av tv-kanalen Axess Television.
Drygt 1 000 personer fick svara på frågan "Vilket av följande länder anser du vara det största hotet mot världsfreden?". Bland svarsalternativen fanns sex olika länder - Israel, Kina, Ryssland, USA, Nordkorea och Iran.Nordkorea var nära att dela förstaplatsen med USA - 28 procent av de tillfrågade tyckte att landet var farligast. På tredje plats kom Iran med 18 procent av rösterna.
Undersökningen visar också att fler yngre - personer mellan 16 och 29 år - ser USA som det största hotet, medan en majoritet av de äldre - tillfrågade över 60 år- tycker att Nordkorea är farligast.
Svenskar mest rädda för USA

266 b - de afmægtiges våben
i Sverige kaldet HMF og flittigere brugt af den knapt så afmægtige. Sjovt nok sammenfaldende med at andre prøver at lukke munden på Jyllandsposten i retten:

"Og hvad er kulturradikalismens våben? Det er jo netop den paragraf 266 b, som vi er nogle stykker, der har advaret imod i en menneskealder. Den kan bruges. Den kan ramme det frie ord. Den kan begrænse ytringsfriheden, så at kulturradikalismen i den gode tones navn kan blive ene på scenen.
- Via paragraf 266 b søger Systemet Politiken at mobilisere den herskende klasse imod det uartige og ikke-stuerene folk, for paragraf 266 b har jo altså denne censur indbygget. Det var dette, vi gjorde opmærksom på. »Også forhen har ytringsfriheden haft den begrænsning, at enhver måtte stå til ansvar for sine ytringer over for domstolene, men ytringsfriheden har ikke før haft den begrænsning, at der var visse ytringer, det var lovstridigt at ytre.«
- Kulturradikalismens nuværende modoffensiv benytter entydigt og massivt denne fatale paragrafs muligheder for censur og knægtelse af ytringsfriheden.- Og så er det, jeg spørger: Hvor møder vi ellers dette had til ytringsfrihed og åndsfrihed? Hvem er det ellers, der i øjeblikket finder »krænkelser« overalt og forlanger en officiel begrænsning af det frie ord?
- Ganske rigtigt, det er islam. Overalt i den islamiske verden optræder som bekendt samme forargelse og forbitrelse over ytringsfriheden som hos kulturradikalismen. Det er dette, der er det egentligt påfaldende ved det, vi oplever. Kulturradikalismen og islam hånd i hånd. Kulturradikalismen og islam som dem, der vil knægte en befolknings ret til at sige, hvad den mener.
- Kære venner, luk øjnene op og konstatér den uhellige alliance mellem Systemet Politiken og en totalitær lovreligiøsitet. De kulturradikale, som fra begyndelsen markedsførte sig selv som den frie tankes og det frie ords talsmænd, viser sig at være islamismens håndgangne forbundsfæller. De to trækker i dagens Danmark på samme hammel.
Kulturradikale og mulismer går hånd i hånd, Søren Krarup

Slut med slør i BBC
BBC closes door on newsreaders in Muslim veils

Politik forklædt som jura
Af Kirsten Ketsher, professor, dr. jur.
- I Storbritannien har en muslimsk kvinde, den 24-årige Alshah Asmi netop tabt en sag ved Arbejdsretten. Asmi insisterede på at bære niqab (heldækkende løstsiddende klædning, hvor kun øjnene er fri) i sit arbejde som lærer i grundskolen. Som så mange andre af disse sager gik hun ikke åbent ud med sit ønske om at være tildækket i sit arbejde, da hun søgte stillingen i 2005. Først da hun var blevet ansat som hjælpelærerinde i matematik og engelsk, mødte hun frem i niqab. Hun underviste først og fremmest børn fra indvandrerfamilier, hvor engelsk ikke var deres modersmål. Det var skolens opfattelse, at hun ikke kunne udfylde sin stilling, når hun var iført den pågældende heldækkende klædning. Trods gentagne opfordringer nægtede hun at lægge beklædningsstykket. Skolen så herefter ingen anden mulighed end at afskedige hende, hvilket arbejdsretten altså tiltrådte.Efter dommen var afsagt udtalte Asmi, formummet i sin niqab, at hun ville gå videre med sin sag om nødvendigt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hun kritiserede dommen i skarpe vendinger og advarede mod de skadelige virkninger, en sådan dom kunne have i forhold til det muslimske mindretal, som efter hendes mening bliver behandlet som »outcasts«. Denne bemærkning blev lørdag 21. oktober kommenteret af lederskribenten i Die Welt som en »tilsløret trussel« om terrorisme (www.welt.de). - Hvad angår Menneskerettighedsdomstolen tør jeg godt spå, at Domstolens forståelse for niqaben kan ligge på et meget lille sted. Domstolen udtalte allerede i 2001 (Dahlab-sagen), at en skole kunne nægte en lærer at bære muslimsk hovedtørklæde, fordi dette tørklæde vanskeligt stemmer overens med det budskab om tolerance og respekt for andre og frem for alt lighed og ikke-diskrimination, som enhver lærer i et demokratisk samfund skal bibringe sine elever.I Storbritannien er arbejdsrettens dom blevet modtaget som »en sejr for den sunde fornuft« også af de allerfleste muslimer. Kvinden repræsenterer kun et meget lille rabiat mindretal.
- Desværre kan disse rabiate grupperinger efterhånden holde retssystemerne i ånde i mange europæiske lande. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før en lignende sag dukker op herhjemme. Vi har allerede sager, der viser tendensen. For tiden verserer således en sag for den danske arbejdsløshedsforsikring vedrørende en muslimsk kvindes ret til at gå med jilbab i arbejdet som laborant på et hospital.
-Jilbab er den muslimske klædningsvariant med en lang løstsiddende kjole, hvor ankler, håndled og arme skal være dækket. Hertil bæres løstsiddende hovedtørklæde, hvor ansigtet er frit. Kvinden påberåber sig religionsfriheden mod hospitalets krav om, at de ansattes arme af sikkerhedsmæssige og hygiejniske grunde ikke må være tildækket. Da hun nægtede at følge påbudet, måtte hun forlade sin stilling. Spørgsmålet er, om hun har ret til arbejdsløshedsdagpenge, dvs om hun står til rådighed for arbejdsmarkedet, når hun forlanger, at virksomheden skal indrette sig efter hendes religiøse krav. Efter min opfattelse er svaret et klart nej.
- Der er uden tvivl flere sager på vej fra disse jilbab-bærende muslimske kvinder. De er unge – som regel opvokset i Danmark – og har fået gode uddannelser her.
De har et islamistisk projekt eller bidrager i hvert fald med deres væremåde til et sådant. Det hører ikke hjemme på en arbejdsplads. Højesteret kom med en klar dom i Føtex-sagen i 2004, hvor det blev slået fast, at en arbejdsgiver kan forlange, at de ansatte ikke bærer hovedtørklæde på arbejde, men fremtræder neutralt over for butikkens kunder.
- Særlig skal de offentlige arbejdsgivere være klar over, at de i visse tilfælde ikke alene har ret, men også pligt til at afvise disse islamistiske unoder. Det gælder således de kvinder, der hverken vil give hånd til eller røre ved mænd eller »vantro« dvs. ikke-muslimske kvinder. Det er en hel uacceptabel stil for en socialrådgiver i en kommune eller en sygeplejerske. Det går ikke at være behagesyg og eftergivende i disse sager. Det fører kun til flere påfund og krav, således som vi nu har set det i Storbritannien.