Uranienborg

Facadeudsmykning fra Tycho Brahes Uranienborg, Hveen. foto © Snaphanen, Nationalmuseet.

Välkommen till 2000-talets Sverige
Skandinaviens 6 afdeling ? Jovist, jovist. Tosserne hedder Riksdagsmänn, de er Radikale i hovedet allesammen, også de "borgerlige" - , og de får penge for det.De er - som Søren Espersen skrev - allerede på kort sigt at trussel mod deres naboer. Que faire? Det halter videre på sin skæve gang. Er man ude i for god tid, er man bare til almen spot. Man må vente til derriere-garden er kommet med. Indtil da vil Ritt Bjerregaard og lige så ukyndige, unyttige og fantasiløse, fable om "øresundsintegration":

Hotade Hovrätten i Allahs namn
"Lyd mig i fortsättningen eller frukta Allah", skrev en 34-årig kvinna till Hovrätten. Hon kallade sig "Allahs budbärare". Nu åtalas hon för hot mot tjänsteman.
"Några av er kan komma att döda er själva eller bli dödade. Så länge ni inte lyssnar på mig och lyder mig kommer Allah att straffa er... sakta kommer saker i er omedelbara närhet att förändras. Kanske blir det hovrättens personliga hälsa, pengar, anställda, familj eller barn... Alla kommer att lida kraftfullt", skrev hon bland annat.Hovrättsrådet ansåg brevet obehagligt och kontaktade domstolens säkerhetschef som larmade polis.
Hotade Hovrätten i Allahs namn
Unge tilvandreres frustration over dansk udenrigspolitik

Svensk status
Rapport. Indvandringen gør det nødvendigt at se på indretningen af den svenske velfærdsmodel, lyder det fra OECD.
HVEM er bedst til at integrere indvandrere. Specielt unge indvandrere? Danmark eller Sverige?
I sidste uge kom OECD med sin årlige vurdering (eng., svensk) af svensk økonomi. Rapporten tegner generelt et optimistisk billede af en økonomi med særdeles høj vækst, men beskriver også et arbejdsmarked, som 20 procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder står udenfor, fordi de er på førtidspension, er syge, på bistand, åbent arbejdsløse eller i aktivering. Heriblandt uforholdsmæssigt mange indvandrere.
Rapporten rummer derfor også en analyse af indvandrernes placering på jobmarkedet.Rapporten efterlader ingen tvivl om svaret på spørgsmålet i indledningen.
Arbejdsløsheden blandt 15–24-årige indvandrere er markant højere i Sverige end i Danmark. en er fire gange højere end i nabolandet Danmark som OECD-rapporten explicit konstaterer. Og den er næsten dobbelt så høj som for indfødte unge svenskere.
Med lidt over 30 procent er Sverige blandt de fire OECD-lande, der har den højeste arbejdsløshed for unge indvandrere. Danmark er omvendt det OECD-land, der har den laveste ungdomsarbejdsløshed, både blandt indvandrere og blandt indfødte unge, fremgår det af rapporten. OECD anbefaler da også Sverige at kopiere den særlige danske model for unge uden børn.[..]
Ser man på arbejdsmarkedet generelt, fremgår det, at »udenlandsk fødte« under ét klarer sig bedre i Sverige end i Danmark, men en del af forklaringen er formentlig, at et stort antal indvandrere, der for 20-30 år siden kom til Sverige fra Finland, indgår i tallene. Indvandrere fra en række ikke-vestlige lande har en væsentlig lavere beskæftigelsesfrekvens end indfødte svenskere.
- Dårligst ligger indvandrerne fra Mellemøsten og Nordafrika, der har en beskæftigelsesprocent på 46 mod 75 for indfødte svenskere. Det egentlige Afrika ligger med 52 procent ikke meget bedre. (De tilsvarende tal for Danmark er lidt ringere med en beskæftigelse på 40 procent for indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika og 36 procent for afrikanere mod 77 procent for danskere. Til gengæld ligger latinamerikanere på 82 procent i Danmark mod 60 procent i Sverige.
-Ivandrere fra Asien ligger på samme niveau som i Danmark. Tallene refererer til 2004).
Beskæftigelsestal er mere sigende end arbejdsløshedstal, men også her er der store forskelle, eftersom arbejdsløshedsprocenten for indfødte svenskere ligger på 5 procent, men på 23-24 procent for indvandrere fra Mellemøsten og Afrika.
- Rapporten sammenligner OECD Sverige med Tyskland, Nederlandene, UK, Australien og Canada med hensyn til, hvordan indvandrergrupper fra forskellige dele af verden klarer sig. Dt interessante er, at den enkelte indvandrergruppe er placeret relativt ens i alle fem lande. Indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika klarer sig i alle landene dårligst af alle grupper.
- ad OECD i realiteten siger er altså, at indvandringen nødvendiggør en ændring af den svenske velfærdsmodel.Chefen for OECDs landekontor for Danmark og Sverige, Jens Lundsgaard, uddyber rapporten:
»Opbygningen af den svenske velfærdsstat er baseret på en homogen befolkning med en typisk familiemodel med to udearbejdende. Hele systemet er indrettet på, at alle grupper er løftet op uddannelsesmæssigt, så de har kvalifikationer til at tjene en relativt høj løn. Derfor har man også kunnet indrette et socialt system med høje ydelser til alle, der af den ene eller anden grund ikke kan arbejde. (Weekendavisen)

Farlige dyr og blottede lemmer
Undersøgelse: Indvandrere utrygge ved den danske natur
Indvandrere udnytter ikke naturens muligheder for rekreation lige så meget som den øvrige befolkning. Vejret er en af årsagerne, mener en integrationskonsulent.Indvandrere fra ikke-vestlige lande bruger i langt mindre grad end den øvrige befolkning de danske skove, strande og friarealer. Årsagen er, at indvandrere føler sig utrygge ved den danske natur og har et anderledes syn på naturen.
Det viser en undersøgelse, som konsulentfirmaet LG Insight har lavet for Friluftsrådet.Undersøgelsen peger på, at naturen ikke i alle kulturer et sted, som er fredfyldt og forbundet med positive oplevelser og rekreation. Tværtimod er naturen i mange lande forbundet med fare fra vilde dyr og uvejsomme terræner. Derfor bliver naturen ikke et sted, som man tager ud i for at hygge sig eller dyrke motion.-Integrationskonsulent Fahmy Almajid tror ikke på, at indvandrere generelt føler sig utrygge ved den danske natur.
- Der kan være mange årsager til, at de ikke bruger naturen lige så meget som andre danskere, men indvandrerne ved altså godt, at der ikke er farlige dyr i Danmark. Forklaringen kan derimod være, at det kan være besværligt for familier med mange børn at komme af sted på udflugt, desuden bruger man meget tid på at besøge familien. Når det gælder strandene, holder de rettroende muslimer sig langt væk på grund af nøgenhed. Og så tror jeg også, at det danske vejr spiller en rolle, man stoler simpelthen ikke på vejret, siger Fahmy Almajid./ritzau/

Det ny Danmark
med tak til G.S.J.

Giv Muhammed, hvad kejserens er
Af ARNE HARDIS, Weekendavisen
Lone Nørgaard og Tabita Wulff (red.): Storm over Europa. Islam – fred eller trussel? 256 sider, 285 kroner. Forlaget Holkenfeldt.

VI er vel sent ude med anmeldelsen af denne debatbog om islam, så det offentlige regnebræt kan mageligt gøres op: Bogen er enten blevet fortiet, glemt, forbigået eller skældt ud for det værste. Der blev dømt »standret«, »filosofisk tågehorn« og »højresnoet« og det endda i Jyllands-Posten, og så kan det næsten ikke blive værre. Det skulle da lige være i Fyens Stiftstidende, som affærdigede antologien som »sludder« og enøjede fordomme. Resten har været tavshed.

Måske fordi de 15 indlæg fra velkendte historikere, forfattere, filosoffer, politikere, mv. ikke er ude i et spørgende anliggende, de mener, at islam er en trussel med udråbstegn og det hele, og de argumenterer – nogle glimrende, andre mindre prangende – for det.Læg mærke til, at det ikke er islamismen, der afhandles, men selve islam. Her er ikke noget forsøg på at undgå alle de besværlige diskussioner ved at skære et hjørne af verdensreligionen og så gøre det hjørne til problemernes trygge og velafgrænsede reservat.

Det er faktisk denne vilje til at diskutere selve islam, der gør den ellers noget enstonige bog værd at beskæftige sig med.Efter en introduktion af Henrik Gade Jensen om den offentlige mening og folks manglende lyst til at tale ærligt i det offentlige rum får læseren en række bramfri og vidt forskellige bud på, hvad der så burde siges: Den efterhånden gammelkendte sag om udlændinges overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne (Carsten Ringsmose), den muslimske verdens pauvre bidrag til verdensmusikken (Mogens Wenzel Andreasen), tørklæder som undertrykkelsens symbol (Lone Nørgaard), og, lidt mere overraskende, hvilken krigsforbryderdomstol Muhammed mon var blevet indstævnet for, hvis han havde levet i dag (Kaare Bluitgen).Ahistorisk? Snarere areligiøs, Bluitgens pointe er, at profeten må gøres til en historisk skikkelse, der kan anfægtes og diskuteres, ja, endda tegnes: »Havde han begået sine gerninger i dag, ville verdenssamfundet have sat ham i anklageskranken. Men ingen kan dømmes ud over sin samtid, og ingen formår for evigt at sidde øverst på historiens hjul.«

DYBEST stikker, synes jeg, filosoffen Kai Sørlanders overvejelse over islams forhold til demokrati (det var ham, Jyllands-Posten elskværdigt kaldte et filosofisk tågehorn) i et indlæg, hvor han tager udgangspunkt i den velkendte kendsgerning, at demokratiet trives i Vesten og vantrives i den muslimske verden.

Undervejs punkterer han to af de håb, vi plejer at fortrøste os ved, når det gælder demokratiets muligheder under halvmånen.For det første går han i rette med forfatteren Carsten Jensen, der formentlig formulerer manges dybest set optimistiske syn på religion med disse sætninger fra Livet i Camp Eden: »En religion er aldrig hverken værre eller bedre end sine udøvere. Islam såvel som kristendommen kan derfor være alle mulige ting.«Det er »simpelt hen forkert«, skriver Sørlander, som beklager, at så mange »er blinde for, at religioner kan være forskellige med hensyn til deres evne til at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden«. Han hævder altså en religiøs essens og skriver, at de politiske konsekvenser af Jesu forkyndelse er forenelige med forudsætningerne for en demokratisk samfundsorden, mens det modsatte er tilfældet med Muhammed. Fordi Jesu lære vil give Kejseren hans, og fordi kristendommen stiller alle mennesker lige over for Gud, mens Muhammeds lære er modsat. Sørlander siger ikke, at kristendom er lig med demokrati, men at den kristne tro er forenelig med demokrati, mens islam modvirker en demokratisk udvikling.

Sørlander affærdiger for det andet euroislamisten Tariq Ramadans bud på, hvordan muslimer kan kombinere loyaliteten over for sharia-loven med demokratiets krav. Ifølge Sørlander begrunder Ramadan muslimers forpligtelse på demokratiet med en formulering hentet fra sharia-loven – nemlig at muslimer, som er borgere i et ikke-muslimsk land, kan indgå en kontrakt om at overholde det pågældende lands love.»Denne ordning er selvfølgelig ikke tilfredsstillende set ud fra det sekulære demokratis værdier. For den er ikke baseret på disse værdier, men på sharia-loven. Derfor kan den ophæves, når muslimerne bliver stærke nok og kan indføre sharia-lov. Rent principielt baner Tariq Ramadans form for euro-islam vej for det sekulære demokratis undergang,« skriver han. Tågehorn? Mig forekommer det at være ret klar tale.