Et døende land, et døende kontinent

Hele Sverige er på fornavn med Herman. Nu får han vist ikke flere jobs på Jutterströms SVT. Eller Aftonbladet? Her gør uforlignelige Lillelund forskellen:
Interview: Europa er fortid
Jyllands-Posten 2. kulturweekend,
Europa er en døende civilisation og på 100 års sigt er vort kontinent fundamentalt forandret. Vi ser tilbage, ikke fremad, og vi føder ingen børn. Derfor er det snart forbi, mener Herman Lindqvist, journalist og populærhistoriker, aktuel med en bog om en af sine helte, Napoleon.
Af Niels Lillelund
--------
»Socialdemokratiet har ikke noget projekt. De vigtige mål er nået, tilbage står nogle finjusteringer af den vældige samfundsmaskine, man har bygget. En maskine, som ikke er det, mine forfædre havde tænkt sig, det tror jeg ikke. Men det er for så vidt ligegyldigt, for den socialdemokratiske samfundsmodel bryder sammen med hele den europæiske civilisation. Jeg tror slet ikke på Europa længere, det er et døende kontinent. Sverige er et døende land, og Europa er et døende kontinent.«
Man kan, siger Herman Lindqvist, nøjes med at betragte den europæiske debat for at forstå det.»Hvad er det vigtigste spørgsmål? Pensioner. I Sverige, Tyskland, Frankrig, sikkert også i Danmark, taler man uophørligt om pensioner, for der bliver flere og flere gamle. Derfor handler det om pensioner og sygehuse. Her er ikke noget fremtidshåb.
Ser du på Kina og Indien, så bliver du ganske enkelt blæst væk af den kraft og fremdrift, der findes der - den har vi slet ikke her.Om 50 år er Europa verdens fineste naturpark med verdens fineste slotte osv., og her vil være store, fine grønne områder kaldet Sverige, Finland og Norge, og de vil kunne byde mennesker på det, der bliver mest eftertragtet; ro og fred, stilhed, pagt med naturen, fuglesang, renhed - så kan vi sælge souvenirs til kineserne. Tænk på, dem er der 1,3 milliarder af. Hvis 10 procent af dem er rige, nå ja, så er det 130 millioner. Og hvis 10 procent af dem er allerhelvedes rige, så er det 13 millioner. De kommer og ser til os, de vil ud i verden, den gamle verden ...«
Hvad den politiske ledelse i Europa ikke fatter, mener Lindqvist, er, at løbet allerede er kørt. Europa er allerede forbi af den enkle grund, at der fødes for få europæere. Andre mennesker kommer til og snarere end at adoptere europæiske værdier, vil de indføre deres egne; islam.»
Der må nødvendigvis komme mennesker udefra. I bedste fald kommer de fra Tyrkiet, ellers kommer de længere udefra. Forandringen er nemlig allerede sket. Det er for sent at sige nej, det går ikke, stop udviklingen. Det er for sent, alt er forandret allerede. Det kommer til at gå ad helvede til for det Europa, vi kender, hvad politikerne har at gøre nu er egentlig kun at gøre dødsprocessen så smidig og så ublodig som muligt. Europa er forbi, Europa er slut, der er ikke sket noget nyt i Europa i de seneste 20 år.«
Tavshed om dødslejet
Det farlige er den tavshed, der omgærder Europas dødsleje.
»I Danmark kan man trods alt kalde tingene ved deres rette navn. Det kan man ikke i Sverige. I Malmø er der nu 30 procent indvandrere, men det er ganske enkelt forbudt at sige, at man ikke bryder sig om det, at det er for mange osv. - siger man det som politiker, er man død. Fortrængningen er så voldsom i Sverige, og det er svært at forklare. Konfliktskyhed er en del af det, men også simpelthen en mangel på erkendelse.
De fleste politikere forstår simpelthen ikke, hvad der er sket - der er allerede 500.000 muslimer i Sverige, og de har jo ikke tænkt sig at flytte. De er kommet ind, de bliver flere for hver dag, og de vil med tiden indføre deres skikke og deres religion i Sverige, ganske som protestanterne gjorde det i sin tid. Det er en historisk udvikling, som man kan beklage, men den er jo ganske naturlig. Alle kulturer har deres tid, og Europas tid er ved at rinde ud.
Men det er problematisk, at politikerne - i hvert fald i Sverige - tilsyneladende tror, at hvis de lukker øjnene en stund, så er muslimerne nok væk igen, når de åbner dem, og så er der ikke noget problem, der skal diskuteres.«
I dag bor Herman Lindqvist i Paris, og han kan om nogen se på Sverige udefra - og dog indefra. Han trives i den franske kultur, en verbal kultur, som han siger. I modsætning til den svenske tavshed og den dermed beslægtede hang til at tale udenom og fortie.
»Vi i Sverige er verdensmestre i at tale uden om et emne. I Sverige taler man aldrig om de store problemer, men ser på formen. Hvordan du siger dette eller hint, eller hvordan du ser ud, når du siger det, og man bebrejder taleren, hvor han siger det, eller hvornår han siger det. Man går rundt og rundt, det er typisk svensk, meget interessant, faktisk. Og det er en af grundene til, at svenskerne selv endnu ikke har forstået, at Sverige ikke længere er en stormagt i Europa eller et mønsterland for resten af verden. Svensk kvalitet er ikke f.eks. brasiliansk kvalitet overlegen, svenske sygehuse er ikke i verdensklasse - jeg har boet i 10 lande og har aldrig oplevet så dårlige sygehuse som i Sverige.«
-------
»I alle mine år i udlændighed har jeg læst svensk historie, vel for at bekræfte min identitet. Hver gang, jeg kom til et nyt land, læste jeg dets historie og Sveriges historie én gang til for at forstå nogle forskelle. På den måde har historien altid været med mig.
Men da jeg begyndte projektet med at skrive Sveriges historie i 1990, gik det op for mig, at historien i Sverige i virkeligheden var tabu. Den fandtes ikke. I skolerne lærte man ikke historie. Spørg en 12-årig om Karl Den Tolvte, og han kan ikke placere ham i det rigtige århundrede. Sverige var flov over sin historie, for i Sverige ligger historien i fremtiden.
Socialdemokraterne har afskaffet historien. Alt, hvad der ligger forud for det socialdemokratiske projekt, er tabu, det har med konger at gøre og er uden betydning, for det er andre kræfter, der former historien, man skal se fremad - det er devisen. Så min ambition var både pædagogisk og systemkritisk; jeg ville fortælle historien og vise, at vi ikke har noget at være flove over.«
Stadig på bistand efter 25 år
en fuldstændig knusende dom over indvandringsidiotiet -nogle kalder det endnu "integrationsproblemer". Det tør være en eufemisme eller et forkølet selvforsvar for egen inkompetence. Her kan man passende besvare spørgsmålet: Hvem forsvarer landet, og hvem ødelægger det?

Innvandrere på trygdetoppen* (*socialhjælp)
Store grupper av innvandrere fra den tredje verden blir mer avhengig av trygd jo lenger de er i Norge. Det viser en fersk undersøkelse.
Ser man på gruppen "andre ikke-vestlige innvandrere" som kom til Norge i perioden 1966-75, altså før innvandringsstoppen, mottok rundt 50 prosent en eller annen form for trygd etter 25 år i Norge.
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article1108140.ece