Fra Marx til Muhammed

og multi-kulti. Det religiøse behov lader sig ikke fornægte.Uden at ville forklejne Saxgren som fotograf, må man sige at han er gået ad den slagne motorvej for gamle marxister: Som politisk faderløse siden 1989, har de kastet sig over multikulturalismen.
I sin nye bog, der kan være nok så god, gør han det samme som hele ventrefløjen har gjort i årevis : han individualiserer og æsteticerer det som egentlig er politik. Trick´et virker stadig den dag idag - bare ikke længere overfor flertallet.
(Saxgren var så rød, at selv hans fodboldklub hed "Røde Stjerne". Jeg ved det, for jeg har spillet imod den tit.) Hans fotoagentur hed naturligvis " 2. maj". Ingen verdensrevolution var for lille til 2. majs opmærksomhed.
Hans nyeste bog er også agitatorisk, nu bare i den bredere humanismes navn. Måske har Saxgren i virkeligheden aldrig fjernet sig så langt fra den reklamefotograf, han i sin tid uddannede sig til ?
Klart at "avisen" Metro må knuselske ham. (side 7)

http://www.metro.se/content/acrobat/skane/SEMMA_20060120_A_Metro.pdf

Apropos "vulgær"

så er tidligere SF formand Holger K. da ikke til at stå for......................

http://www.uriasposten.net

Jämställdhet är för svenskar – inte för oss
en lille case story om det futile i at integrere, endsige assimilere, præmoderne kulturer i moderniteten:

Zübeyde är snart myndig men kontrolleras med järnhand av sina bröder. Hon får inte klä sig som hon vill, inte gå på disko och inte umgås med pojkar. –Livet är svårt, säger Zübeyde.
– Men jag träffar någon i smyg. Vi planerar att förlova oss, då kan mina bröder inte säga något. Killen härstammar från samma land som Zübeyde. Det är viktigt, att vara tillsammans med en svensk kille är otänkbart – det skulle aldrig hennes familj acceptera. De tog strid om slöjan – Det finns mer rasism i förorterna än folk anar. Vi får inte ens gifta oss med någon med samma religion om de är från ett annat land, säger Zübeydes kompis Lina.
http://www.aftonbladet.se/vss/kvinna/story/0,2789,766034,00.html

Valgspænding alligevel ?

til efteråret. Man er ikke vant til andet end at valgdeltagelsen falder. (1976: 94.4% - 2002: 81%)
Sifo: Var tionde ung kvinna kan tänka sig att rösta på Sverigedemokraterna
Enligt en nyligen genomförd Sifo-undersökning kan var tionde ung kvinna tänka sig att rösta på Sverigedemokraterna i Riksdagsvalet samtidigt som 22 % inte ställer sig direkt avvisande till tanken.

Bland befolkningen i sin helhet uppger 4 %, det vill säga samma andel som krävs för att komma in i riksdagen, att man skulle kunna tänka sig att rösta på Sverigedemokraterna om det vore val idag och 11 % ställer sig inte direkt avvisande till tanken.
I övrigt visar Sifo-undersökningen bland annat att partiet är starkast bland arbetare och LO-medlemmar, men att man har störst möjlighet att stjäla röster från moderaterna samt att man har flest sympatisörer i Sydsverige, Göteborg och Östra Mellansverige.

http://www.sd-kuriren.info/
http://www.sverigedemokraterna.net/publikationer/20061514395.pdf

After the suicide of the West

By Roger Kimball, The New Criterion, Volume 24, January 2006

- "What are the stakes? The terrorist attacks of 9/11 gave us a vivid reminder—but one, alas, that seems to have faded from the attention of many Western commentators who seem more concerned about recreational facilities at Guantanamo Bay than the future of their towns and cities.

For myself, ever since 9/11, when I think about threats to democracy, I recall a statement by one Hussein Massawi, a former Hezbollah leader, which I believe I first read in one of Mark Steyn's columns. "We are not fighting," Mr. Massawi said, "so that you will offer us something. We are fighting to eliminate you."

It is worth pausing to reflect on that statement. The thing I admire most about it is its pristine clarity. You know where you are with Mr. Massawi. It requires no special hermeneutic ingenuity to construe his meaning. And you also know that he wasn't speaking idly. He was a man of his word, as the events of 9/11 and the names Bali, Madrid, and—just last summer—London remind us.

http://www.newcriterion.com/archives/24/01/after-the-suicide/

Muslim admits Koran breeds terrorism.

The Times - January 20, 2006

'Offensive' remarks taken straight from Koran, defence says.

COPIES of the Koran were handed to the jurors in the Abu Hamza trial yesterday as his defence argued that some of the cleric's "offensive" statements were drawn directly from Islam's holy book.

http://www.timesonline.co.uk/newspaper/0,,174-2001006,00.html

Når banaliteter bliver dybsindigheder

hvor jeg netop må slukke for et af P ´1 utallige, middelmådige "livsstilsprogrammer" i den endeløse række af massiv imbecilitet som DR´s "Tankevækkende Radio" har udviklet sig til. Jeg lader Bachs cello-suiter overdøve dumheden, og læser som altid med glæde Kastholm. Han skriver idag blandt andet.

Kulturkanon mod middelmådigheden

»Dyrkelsen af det gennemsnitlige rummer en uvidenhed og med denne uvidenhed et erindringstab.

Forleden kom jeg til at se det nyeste afsnit af »Krøniken«, og umiddelbart efter så jeg sidste afsnit af serieversionen af Sergio Leones »Der var engang i Amerika«. Jeg skriver »kom til«, fordi jeg faktisk er holdt op med at følge med i den lovpriste danske serie. Min tålmodigheds depot er for lille. Min musiske sans for følsom. Seriens handling er uden indre drivkraft, scenerne umotiverede og stillestående, replikkerne ofte umulige og skuespillerne på et par undtagelser nær fattige i deres udtryk.
Sergio Leones værk lige bagefter var et chok af fryd. Hver eneste scene føjede sig med Mozartsk ynde ind i fortællingens strøm og stod samtidig mejslet, ladet med indhold. Der er scener, hvor der intet sker og intet siges. Hvor alt står og falder med skuespillernes ansigter, deres dirrende udtryksløshed, et par øjne, en stemning. »Krøniken« over for »Der var engang i Amerika« er amatørismen over for kunsten. Nu er det jo klart urimeligt at sammenligne de to.
En ven, en filminstruktør, sagde engang: »Sådan nogle som Leone og Ingmar Bergman kan vi ikke bruge til noget«. Hvormed han mente, at hvis vi satte standarden efter dem, kunne vi godt kassere det meste, der laves. Det er rigtigt. Hvis jeg skulle måle mit eget skriveri på dem, der virkelig kan skrive, burde jeg finde mig et andet erhverv.

Alligevel er det afgørende for vores kultur – og jeg bruger »kultur« i bredeste betydning – at vi kender den ypperste målestok, at vi ved og oplever, hvad de bedste kan præstere. Hvis vi ikke kan kende kvalitet, når den er der, bliver banaliteter til dybsindigheder, verden mister sin højde og dybde, mennesket bliver en tændstik i stedet for en skov. Det er, hvad der sker, nårgennemsnitligheden bliver den sejrende norm. Vores forståelse af mennesket og af livets muligheder bliver triviel.
Det er på denne baggrund, jeg ser Brian Mikkelsens kulturkanon som et vigtigt initiativ.

Man har beskyldt det for at være fortidsdyrkelse, nationalistisk, indskrænkende, provinsielt, diskriminerende. Nogle har endog påstået, at nu vil staten dirigere vores smag. Men kulturkanonen vil ikke dirigere noget som helst. Den vil åbne, ikke lukke. Den vil vække vores tabte erindring. Den vil sætte en større målestok op imod gennemsnitlighedens tyranni. Den vil være med til at løfte os ud af den selvtilstrækkelighed, der betyder, at det billede af virkeligheden, der ustandselig reproduceres i offentligheden, fortæller lige så lidt om mennesket og tilværelsens muligheder som portrættet på et frimærke fortæller om den, der portrætteres.«