»Tonen I «

i et år hvor tonen har været et centralt argument i den politiske debat, ikke mindst under Muhammedkrisen, synes jeg det er passende at afslutte det begivenhedsrige 2006 der går på hæld, med en kavalkade over hvad "de anstændige" anser for god karrikaturskik. Man kan jo sammenholde dem med Muhammed tegningerne og læse op på krisen oktb. 2005 - feb. 2006. Tegningerne vil komme over nogle omgange. Klik f. større billeder.
Pia Kjærsgaard vil bevare nationalstaten og pådrager sig derfor sprogets værste gloser og den mest latrinære satire.
Geoffrey Cain: Gensyn med ondskabens ikon. Det Kritiske Forlag, 2006
Af Torben Hansen, historiker
- En første udgivelse Ondskabens ikon kom for syv år siden. Denne nye udgave med forord af redaktør Erik Meier Carlsen har Geoffrey Cain opdateret med avisernes efterfølgende produktion af Pia Kjærsgaard-satire. Desuden kommenterer han et bizart sagsanlæg fra en gruppe bladtegnere og en række anmeldelser af og kommentarer til udgivelsen fra 1999.
- Bogen er en særdeles vigtig kildesamling til belysning af den aktuelle tilstand i Danmarks presse og i videre forstand den ideologiske klasse. Bladtegnere er selvfølgelig ikke alene om at repræsentere deres arbejdsplads, og ikke al journalistisk dækning af Dansk Folkeparti og dets leder befinder sig på niveau med disse karikaturer. Når antallet og kreativiteten alligevel virker så overvældende, skyldes det også, at her afspejles et fænomen, der omfatter langt mere end en snes tegnere.
Fremragende arbejde
Sammenlignet med mediernes standard for politisk satire i resten af den vestlige verden er denne produktion enestående i sin vulgaritet og barnagtighed. Svinehunden, rotten, mudderpølen og paralleller til Ku Klux Klan og nazismen befinder sig i skalaens mere moderate ende.
Et blandt mange glimt af den forestillingsverden, tegnerne illustrerer, findes på s. 21. Her gengives en – i bogstavelig forstand – bindegal patient, der af lægen udspørges om, hvilke associationer ordet “familiesammenføring” fremkalder (bragt i Berlingske Tidende i 2003). Det er uvist, hvor mange fortolkningslag, tegneren bevidst har tilstræbt. Karikaturens egentlige genstand behøver nemlig slet ikke være Pia Kjærsgaard. Den kan let opfattes som skildring af hendes mange modstandere, der betragter kritik af den indvandringspolitik, der blev praktiseret før folketingsvalget i 2001, som vanvid.
- Under alle omstændigheder udtrykkes her den afgørende kendsgerning, at en mængde journalister – på linje med talrige ansatte i socialforvaltninger og undervisningsinstitutioner samt skuespillere og præster – betragter den muslimske folkevandring til Vesten med efterfølgende konsolidering af parallelsamfund som en naturlig og ønskværdig proces, som kun ondskab eller sindssyge kan være motiver for at kræve belyst og diskuteret. “Globalisering” bliver her et mantra og en omskrivning af “fremskridt”.
- Dette er sagens kerne: En ideologisk klasse af personer, der tænker – eller rettere føler – multikulturelt har været vant til at sætte den offentlige debats dagsorden. Monopolet blev dog brudt til sidst af et fungerende folkestyre. Dette ord er som bekendt dansk oversættelse af det græske ord demokrati, og ideologernes bekymring er, at folket alt for let forføres af racister og svinehunde til at nære forkerte anskuelser. Derfor bør det holdes på sikker afstand af politiske beslutninger, og derfor bør kun de, der har det rette sindelag, påtage sig at definere samfundsproblemer.
- Ideologernes hovedpine er, at et betydeligt antal af deres medborgere er erfaringsbundne og derfor under bestemte forhold kan finde på at stemme efter interesse. Dette skete i 2001. Ønsket om at bevare en nationalstat som garant for frihed og sikkerhed lever stadig i bedste velgående i Danmark og i resten af Europa. De politikere, som åbent vedkender sig dette krav, provokerer de multikulturelle ideologer, som reelt er i gang med at bane vej for islamismens monokultur. Sprogets værste gloser og den mest latrinære satire er det eneste svar fra en holdningsmafia, der i anden sammenhæng påberåber sig “god tone”.
- Hykleriet er forbundet med et virkelighedstab – "realitätsverlust" var sociologen og filosoffens Erich Voegelins betegnelse – og et pyramidalsk selvbedrag.
Den, guderne dømmer til undergang, slår de med blindhed.
Geoffrey Cain har præsteret et fremragende arbejde.
Toben Hansen, Mageløs Udstilling, Sappho