Er højrøvethed medfødt eller er det et fag på journalisthøjskolen?

Der har været en del svenske anmeldelser af Knud Romers bog "Den som blinker er bange for døden". De fleste har ikke været gode og det er sikkert helt fortjent, men en del har anvendt også denne lejlighed til at moralisere over Danmark. Det er der mildt sagt intet nyt i, det har nu varet i fem år og fire måneder, samme rille hele tiden, da dum, da dum, da dum, da capo. Men man funderer jo lidt over journalistpsykologi, ja i svensk psykologi i det hele taget. Læs først:

"En dansk som inte är rädd för utlänninga"
Knud Romer skildrar sin uppväxt som tysk-dansk. Det har blivit ett effektivt slag mot främlingsfientligheten, konstaterar Tore Winqvist.
Knud Romer: Den som blinkar är rädd för döden
Danmarks inarbetade rykte för gemyt och vardagstrivsel har på senare år, framför allt här i Sverige, naggats i kanten av en nyare image av främlingsfientlighet och inskränkthet. De etnocentriska strömningarna är nog påtagligt bredare och mer skamlösa än hos oss, men det finns också starka motkrafter; alla danskar är förvisso inte stöpta i samma form. [..]
Och som stridsskrift mot den anda som har sin tyngdpunkt i Dansk Folkeparti är Den som blinkar är rädd för döden föredömligt klar och humanistisk.
RECENSION, UNT - Tore Winqvist

Dette er jo ikke politisk argumentation, ej heller litterær. Svenske journalister er vanedyr. Men vanedyr er også fascinerende, i særlig grad måske. Og hvordan er det så at være forhenværende verdensmester i alt, uden at have opdaget tiderne er skiftet ?
- Jeg husker dengang for snart mange år siden, da Sverige var stenrigt og intakt efter krigen, helt op i sen- tresserne. Nordens rige storebror. De fineste byer, biler og fjernsyn. Den dyre krone. Den mest strømlinede industri. Man havde køleskabe i stedet for vores is-skabe, maskiner der kunne riste brød i stedet for en pande med en rist.

Da måtte man nødvendigvis blive lidt selvglad som svensker overfor sine lasede, pjaltede og plyndrede naboer, Norge, Danmark og Finland.
- Vi tog over sundet i vores gamle tøj for at få blødt lokumspapir, kaffe og chokolade, frugter og luksusvarer. Svenskerne havde penge som skidt. De rev alle deres gamle huse ned, byggede nye og Sverige var Nordens USA.

I København var der stadig bindingsværk, tredje baggård, petroleumsovne, lokum i gården, hestevogne og biler fra før krigen. Nuvel.....

- Idag er Sverige efter alle parametre Nordens fattige fætter. Statsgælden er tårnhøj, laveste BNP pr. capita i Norden, nu også overhalet af Finland, politiet kommer ikke når man ringer, folk står i kø for at komme på sygehus eller bare på "vårdcentralen" (praktiserende læge, som iøvrigt koster penge), byerne forfalder og kriminaliteten er så skyhøj, at Sverige laver Nordens bedste kriminalfilm og bøger, så én ny industri er der da kommet ud af elendigheden. Svenskerne udvandrer til Norge og Danmark for overhovedet at få arbejde og for at tjene anstændigt. (Lønnen i Danmark er ca 30 % højere end i Sverige, skatten cirka den samme, og så får man noget for den.)
- Men journalister og politikere lever stadig åndeligt i 1962. Deres hovne, bedrevidende mereværdsfølelse er ganske upåvirket af de 40 år der er gået. Hvad de mest minder mig om, er en sværvægtsbokser, der for fjerde gang prøver at vinde en titel tilbage, der er tabt for evigt, men ser på verden som om han stadig ejer den. Mike Tyson som 50 årig ringvrag.
- Hvis jeg skulle besvare det indledende spørgsmål, så tror jeg faktisk højrøvethed er medfødt. Der er intet at stille op imod det. Virkeligheden er som kalktabletter uden placebo-effekt. Refleksionen og selvransagelsen kan plage nok så meget, de får ikke et ben til jorden.

De 18.ooo svenske journalister er et gigantisk symfoniorkester på et skib, der nok hedder "Kungsholm", men ligner Titanic. Når der en dag ikke længere er råd til pressestøtten på en halv milliard, har de 18.000 journalister kun 18.000 læsere - nemlig hinanden.
- De 349 i Riksdagens selvfedme står i det stærkest mulige misforhold til, hvordan de har forvaltet landet med verdens bedste udgangspunkt i 1945. Ordet for det er "mis-regimente" og det plejer man ikke at blære sig af.
Hvor må det være dejligt at være så selvglad, og hvem mon lige lider af "inskränkthet" ?

Er de svenske the chattering classes tragiske, komiske eller begge dele og gør det forresten ondt at være så ubegrundet hoven, som den selvudnævnte svenske "elite" ? Livsløgnerne på lånt og pantsat tid. Det skriver jeg her fordi jeg kan skrive i alle andre aviser end deres, og deres har jeg ingen ambitioner om at optræde i mere.

»Når«

»Når du ikke kan finde en eneste have i din by, men når der er moskeer på hvert et hjørne - så ved du, at du er i et arabisk land.
Når religionen kontrollerer vi­­den­skab­, så vær sikker på, at du er i et arabisk land. Når præster bliver tituleret videnskabsmænd, så kan du være sikker på, at du er i et arabisk land.
Når du finder ud af, at en stor majoritet af befolkningen modsætter sig frihed og finder glæde i slaveri, så vær ikke forvirret, for så er du i et arabisk land.
Når du opdager, at en kvinde er halvt så meget værd som en mand, eller mindre, så vær ikke overrasket, du er i et arabisk land.«

Uddrag af den saudiarabiske digter Wajeha al-Huwaiders digt »Når«

Sahlin - en lynanalyse:

Endnu en svensk statsminister der er uden uddannelse i andet end politisk taskenspilleri. Hun er en spinkel, men kun spinkel, forøgelse af Alliancens muligheder for at vinde endnu en periode. Thorning er bevægende:

»Tillykke med, at du skal bringe Sverige videre«, sagde Thorning til Sahlin og salen. »Og tillykke med, at vi nu er tre kvinder i front i de nordiske socialdemokratier. Vi tre, der står her, skal løfte en stor arv«Thorning-Schmidt talte om den store socialdemokratiske arv og udvikling af samfundene, som kvinderne i spidsen for de nordiske socialdemokrater nu skal bringe videre. »Vi ved, Mona, at det er en udvikling, der ikke fortsætter af sig selv. Vi ved, at den ikke fortsætter, hvis borgerlige regeringer får held med at sætte splid og mistænksomhed mellem mennesker. Hvis borgerlige regeringer får held til at gøre Stockholm, Reykiavik eller København et koldt sted«, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Dansk tillykke

og en vis Rasmussen,hvis eksistens jeg Gudskelov næsten havde glemt i Svenska Dagbladet, der til forveksling ligner en socialdemokratisk avis:

"Jag gratulerar Mona Sahlin och de svenska socialdemokraterna", kommenterar det europeiska socialistpartiets (ESP) ordförande Poul Nyrup Rasmussen.
Rasmussen säger att han känt Mona Sahlin i många år och har den största respekt för hennes kompetens, ledarskap och vision. "Den nuvarande regeringen är inte vad Sverige behöver, det finns ett behov av förändring och Mona Sahlin är den person som ska leda denna förändring", tillägger Nyrup Rasmussen, som hade ett svalt förhållande till den avgående partiledaren.

Europasocialister hälsar Sahlin

»Ofre«

»Muslimske indvandrere har for venstrefløjen erstattet proletariatet. De er de nye, autentiske ofre.«
Historikeren Paul Hollander. I Jyllands-Posten.

»Turister er indvandrere, der tager hjem«

Hans Hauge, JP

Borgerkrigens fare

og her tør man slet ikke tænke Europa 50 år frem i tiden

Af Kulturredaktør Flemming Rose Det er ikke længere på mode at gå i krig med andre lande, og slet ikke når det gælder stormagter. Til gengæld ser det ud til, at borgerkrigen bliver en af det 21. århundredes vækstindustrier. Hør blot: Siden Anden Verdenskrig har vi ikke oplevet en eneste konflikt på krudt og kugler mellem stormagter, mens borgerkrige i de seneste 12 år har tegnet sig for 95 pct. af alle krige. Denne skæve fordeling sættes yderligere i relief af, at der de forudgående 200 år har været et nogenlunde lige antal borgerkrige og væbnede konflikter mellem nationer.

(foto © Snaphanen)
- Hvorfor forholder det sig sådan, spørger Steven David fra Johns Hopkins University i det seneste nummer af The American Interest. Jo, forklarer han, en række forhold i verden i dag befordrer fred mellem stater, men de samme faktorer spiller ikke samme stabiliserende rolle internt i lande. Det drejer sig ifølge David om atomvåben som afskrækkelsesmiddel, så stormagter ikke ryger i totterne på hinanden; desuden går lande nu om stunder sjældent i krig for at tilrane sig ekstra territorium, da fortidens agrarsamfund er afløst af moderne storbysamfund, hvor landbrug ikke mere er den primære kilde til velstand; og endelig giver det i vor tid ikke mening at trælbinde andre befolkninger, da nøglen til økonomisk succes og dermed indflydelse er frie og veluddannede borgere.
»I stedet for at leve i en verden med internationalt anarki og hjemlig orden har vi fået international orden og hjemligt anarki,« fastslår David. På den baggrund mener han, at USA bør rette blikket mod lande, hvor udbrud af borgerkrig og oprør vil være en trussel mod USA's ve og vel. David identificerer Pakistan, Saudi-Arabien, Kina og Mexico som fire tikkende bomber. USA bør etablere et katastrofeberedskab, som man gør med naturkatastrofer som oversvømmelser, orkaner og jordskælv. USA kan nemlig ikke forhindre, at borgerkrige bryder ud, men man kan lægge planer for, hvad man gør, når det sker.
- David mener, at en borgerkrig i Pakistan og centralmagtens sammenbrud i øjeblikket er den måske største trussel mod USA. Pakistan er ikke blot i besiddelse af 50 atomvåben og har kapacitet til at producere flere. Det er også her, at Taleban og Al Qaida kom til verden, og der findes andre terrorgrupper, som drømmer om at få fingre i atomarsenalet. Pakistan balancerer på kanten af kollaps, i tre af fire provinser er der løsrivelsesbevægelser, ekstremistiske islamiske grupper er på kant med militærregeringen, og store dele af landet er uden for regeringens kontrol. Desuden, påpeger David, er det aldrig sket i Pakistan, at en valgt regering har afløst en anden valgt regering. Pakistan er således den eneste atommagt i verden, hvor et statskup er lykkedes.
- Den næste udfordring er Saudi-Arabien, verdens største olieproducent, som er det eneste land, hvis forsvinden fra de internationale oliemarkeder vil påføre USA's økonomi ubodelig skade. Samtidig lurer borgerkrigen under samfundets overflade. 30 pct. af landets borgere under 35 år er arbejdsløse, og uddannelsessystemet er elendigt til at forberede de unge til et liv i den moderne verden. De 10 pct. shia-muslimer undertrykkes af den fanatiske wahhabi-ideologi, i hvis navn kongehuset regerer.
- Borgerkrig i Kina er ifølge David en trussel mod USA, fordi landet er den næststørste ejer af amerikanske statsobligationer. Samtidig er landet USA's tredjestørste handelspartner. Stor ulighed, voksende arbejdsløshed i byerne, regionale spændinger, etniske minoriteter, der rører på sig, og et foruroligende overskud af ugifte unge mænd gør alt sammen Kina til et skrøbeligt samfund på trods af en boomende økonomi. [..]

»Desværre tænker vi ikke på de alvorlige konsekvenser af borgerkrige, som gør os sårbare. Vi er bundet af traditionel sikkerhedspolitisk tænkning, der gælder for en global orden, hvor krige mellem stater er den store trussel, og borgerkrige opfattes som en mindre pestilens,« konkluderer David. flemming.rose@jp.dk

Magt i statsfeminismens hjemland

För oss svenskar är det omöjligt att riktigt begripa vidden av de tabun som omgärdar kön och sexualitet i många andra länder. I många av dessa länder vet man inte ens hur ett könsorgan ser ut på det motsatta könet, menar Birgitta Asplund, ordförande i Växjökretsen.
Kvinnor som könsstympats söker ofta vård eftersom de medicinska konsekvenserna är många, säger Birgitta Asplund.Men stympningen ger också sociala och mentala konsekvenser.Könsstympning är till för att störa kvinnans personlighetsutveckling och göra henne mer hanterbar. Det är ett rent och skärt maktredskap för mannen.
–  Man kan ibland se på en kvinna om hon är könsstympad. Hon går med blicken nedåt och hon sitter försiktigt på stolen, för att hon har ont, berättar Birgitta Asplund.

Kronobergaren