Pipes´og Hedegaards taler fra prisoverrækkelsen lørdag

selvom der ved prisoverrækkelsen skete det, der bare ikke må ske - at videokameraet løb tør for strøm 5 minutter inden Pipes tale sluttede, og der er mangel på stikkontakter i det gamle arbejdermuseum. Jeg lægger jeg alligevel dette online, da det væsentlige trods alt er med. Video min. 31: 20 © Snaphanen

The Danish Free Press Society's 2007 Award Given To Daniel Pipes........
It was a fitting venue last Saturday (10-3.07) for members of the Danish The Free Press Society to have gathered in Copenhagen's historical Workers' Museum, to hear their invited guest speaker, Dr.Daniel Pipes, deliver a speech on the dangers that radical Islam holds for civilized western society.

In english via Tundra Tabloid

40.000 "familiesammenførte"

jeg stiller mig skeptisk til at mængden overhovedet skulle kunne falde i 2009 0g 2010, så længe en indvandret i Sverige er et menneskeligt pas og visum til indtag af endnu flere. Man vil huske at danske socialdemokrater i 2001 kaldte 12.500 familiesammenførte for "smertegrænsen". Sverige er i fuld narkose og mærker ingenting, tilsyneladende.

Migrationsverket räknar med att ett stort antal flyktingar kommer till Sverige i är, inte minst på grund av läget i Somalia och Irak.

Efter flyktingarna kommer de anhöriga. De så kallade anknhytningsärendena kommer de närmaste åren att ligga på runt 40.000 per år.

Mycket svårt hitta bostad till flyktingar

»Strikt ordning ska härska i Danmark«
Aukens kompis Olle Svenning. I grunden går de fleste vel i stå omkring 25 års alderen, intellektuelt, politisk og kulturelt, som Svenning og Arvidsson er så gode eksempler på. Resten er ren konsolidering. Svenning gør rede for fænomenet med beundringsværdig selvindsigt. Arvidssons artikel kan jeg udenad uden at læse den, men andre er velkomne til at søge den på SvD. Den svenske pressestøtte eksisterer for at disse dinosaurer, revolutionens bagtrop, har noget at tage sig til, ikke for evt. læsere. En svensk ven skriver:
" Håkan Arvidsson, Lars Dencik och Olle Svenning kan sörja tillsammans i sina förlorade ungdomsdrömmar
Där har du den svenska konservatismens rätta ansikte."
(foto © Snaphanen)

Ett av ålderns få privilegier Håkan Arvidsson, som länge undervisat vid Roskilde universitet, skriver klokt och sorgesamt om rivningen i Svenska Dagbladet, 8 mars:
”Ungdomshuset blev en fristad för ungdomar som sökte en tillvaro utanför det konventionella livet. Här kunde de leva efter alternativa ideal”. Arvidsson beskriver gatustriderna som en kulturkamp. Han och jag kan, med ett av ålderns få privilegier, relatera till decennier av danska uppror, frihetlighet, tolerans och alternativ–mycket långt från det välanpassade svenska. [..]
- Större än Sverige Lilla Danmark var mycket större än Sverige och rymde både bångstyrig anarkism och beskäftig småborgerlighet. Den socialdemokratiske statsministern, Anker Jörgensen, träffade jag i hans lägenhet, granne med Texas Bar. Högerns statsminister, Poul Schlyter, spelade trombon (Glenn Miller-låtar) för mig och några andra inbjudna journalister. I folketinget satt alltid någon som hette Haekkerup och styrde utrikespolitiken enligt den eviga formeln: Flaggan följer fläsket. Den allra folkligaste av författarna, Leif Panduro, skrev en roman som skulle kunna vara det glada, upproriska Danmarks appell: ”Skit i traditionerna.”Fimpade just före avspark I fotbollens omklädningsrum fimpade väldige Preben Elkjaer cigarretten just före avspark. Sen dundrade han bollen i mål och sköt Danmark till världstoppen. Han var det effektiva odjuret, bröderna Laudrup skönheterna.
Nostalgin slits sönder av Håkan Arvidssons träffande dagsnotering: ”Idag är Danmark inte vidsynthetens hemvist, det har snarare blivit trångsynthetens fyrbåk”. Regeringssanktionerad vardagsrasism, grävskopor som slukar ett alternativt ungdomshus och ett folkeparti som vill göra slut på den danska toleransen.
Fast drottning Margrethe är fortfarande klok.
Olle Svenning, Aftonbladets leder

Moralen afpolitiserer magten
fra Niels Lillelunds interview med Mikael Jalving lørdag i Jyllands Posten
Pessimisme: Mikael Jalving er noget så sjældent som åbenlys pessimist. De europæiske værdier er under pres, og der er ikke mange, der vil forsvare dem. Derfor søger han tilbage til en samtale med store europæiske tænkere for at høre, hvad de har at sige til tingenes tilstand i nutiden.
Første eksempel: Terrorsagen i Glostrup. En af de anklagede, den senere dømte, nægter konsekvent at rejse sig for dommeren og viser dermed sin foragt for det danske retssystem. I mediernes referater roses dommeren for ikke at have ladet sig provokere, men i stedet at have ladt som ingenting.
Andet eksempel: Den svenske udenrigsminister Anna Lindh er blevet myrdet. En politimand i blå politiskjorte, der holder pressemøde om sagen, gør det i grædende tilstand. Han lægger ikke skjul på sine følelser
Begge episoder rammer en central pointe i Mikael Jalvings nye bog, ”Magt og Ret”, som består af fire filosofiske samtaler. Det handler om opgøret med godheden, der altid bøjer af, og om autoriteten, der nægter at være det. [..]
- Alle sælger ud i forhold til muslimske særinteresser, giver køb, skrider hele tiden af bar angst for deres egen skygge, som en Tøger Seidenfaden eller en Uffe Ellemann-Jensen. Og ikke kun det; dommeren vil ikke hævde rettens autoritet, han vil hellere bøje af for at få tingene til at glide. Politimanden vil ikke være politimand med den opgave at fange morderen. Han vil hellere være det gode menneske, der bryder grædende sammen i mødet med ondskaben. Men det er ikke en politimands opgave at flæbe over tingenes tilstand. At græde er her at opgive magten, opgive myndigheden.«
Men at forholde sig til en etik er vel ikke nødvendigvis moralistisk? At der er noget, der er rigtigt forkert, at der er et bør.
»Klart. Det indeholdes også i titlen. Der er også en ret, den er også nødvendig, og jeg er ikke kyniker. Eller nihilist. Moral skal der til, men moral bliver til moralisme, når den er enerådende, når det kun er moralen, der skal dømme. Om krig, grænsekontrol, indvandring.
Det er ikke tilfældigt, at grænserne er så åbne i Sverige, der er moralismens hjemland helt ud i det ekstreme. Her nægter man at sætte en politisk grænse for godheden. Moralen afpolitiserer magten, også herhjemme. Politiet måtte ikke rigtigt fjerne de unge fra Ungdomshuset, vi skulle have en såkaldt politisk løsning. Dialog, åbenhed, tolerance, hvad ved jeg. Magten skal hele tiden forklare sig.«
Magten, hvis den ikke skal være rå og tilfældig, forudsætter vel en lov? Som retten gør det?
»Jeg forstår snarere begreberne som det bagvedliggende. Heraf undertitlen, et opgør med godheden. Det er godheden, der har forført os. Derfor refererer man hele tiden til etiske værdier, som er grebet ud af luften. Vi skal f.eks. føre en anstændig politik. Vi skal være hele mennesker. Giftige begreber, fordi godheden er så nært beslægtet med formynderiet, hvad de fire nævnte filosoffer var meget optagede af på hver deres måde. Som Machiavelli siger det, så skal vi ikke forholde os til mennesket, som det burde være, men som det er. En fredag aften, når bølgerne går højt, eller en mandag morgen, når regningen skal betales. Det er realismen, som altid må være med i politik.«
Hvis det er rigtigt, at den er blevet afskaffet, hvordan er vi så gledet væk fra den?
»Der er flere spor i den forklaring. Kristendommen er et af dem. Socialismen et andet. Kolonialismen et tredje, den har udstyret os med en permanent dårlig samvittighed i forhold til den tredje verden, vi har gjort dem ondt, vi skal gøre det godt igen, vi skal bede om godt vejr etc. Det fjerde og ikke mindst vigtige spor er velfærdsideologien, den instrumentaliserede godhed, kvindemagten, som styrer den offentlige sektors tænkemåde og dens sprog.«
Men opbakningen til den offentlige sektor er jo massiv?
»Ja. Netop fordi den står som repræsentant for det gode, den gode intention. Her har vi i den grad brug for det, som man kalder for en konsekvensetik, hvor du bliver bedømt på resultatet af dine handlinger, ikke på din hensigt.
Tøger Seidenfaden beskyldte under Muhammed-krisen Morgenavisen Jyllands-Posten for at være barnlig. Han havde sikkert den bedste hensigt, beskyttelse af mindretal osv., men konsekvensen blev en undergravning af ytringsfriheden herhjemme, og det er det, hans virke skal bedømmes på. Den sag er i virkeligheden et glimrende eksempel på, hvor forelsket vi er i motiverne. Alle de gode mennesker kunne ikke bakke Jyllands-Posten op, fordi man mistænkte avisens motiver for at være urene. Hvis de tegninger nu bare havde været trykt et andet sted. Sådan er det med frihed. Mens ligheden er så ren en størrelse, den ideelle stræben, så er friheden noget forvirrende noget, for man ved aldrig, hvem der vil bruge den og til hvad. Måske misbruge den.
Men intet kommer af ingenting, og vi har glemt, at også frihedens forudsætning er magt. Der skal magt til for at sikre retten. Ret og magt indgår i en fin balance, men i Europa fokuserer vi kun på moralen. Derfor kan vi slet ikke se vores fjender for bar tolerance, derfor kan vi heller ikke besejre dem eller bekæmpe dem. Her tænker jeg på islamismen.«
JP Lørdagsinterview: Al for megen godhed

Bliv, Jelved, bliv !
"Jo længere hun bliver, jo bedre for det borgerlige Danmark. Marianne Jelved er i virkeligheden den bedste garanti, Fogh Rasmussen kan ønske sig. Så længe hun står i front for partiet, vil det nemlig ikke udgøre en seriøs trussel mod regeringen og dens flertal. Det skyldes hverken dårligt spin eller omstændighedernes ugunst, men derimod, at det er sort, hvad hun egentlig vil. Marianne Jelved er som en mindre formue i banken. Men uden hende kan ingen længere vide sig sikker."
Berlingske leder
( Nu er foråret her og de Radikale kan endelig komme i jorden og få lagt den kommende sæsons pommes sautés og skorzonerrødder.
Også brugt som valgplakat for Enhedslisten. Der er alligevel ingen der kan se forskel.)
foto © Snaphanen, 2005, klik f. helbillede