Mörkning

(ps: bloggen ses bäst i "vis" text-störrelse "störst")
Formørkelse: Den kristne kultur var aldrig helt så sort som den islamiske
Politiken - 11. juni 2005
Af Katrine Winkel Holm, teolog
På regnvåde sommermorgener ser man dem en gang imellem: kvinder, gerne ældre, med et tørklæde om håret. Tørklædeklædte kvinder siger man og får straks nogle helt andre associationer. For det tørklæde, som dukker op her og der i regnvejr, er ikke i familie med hidjaben. Det er helt bogstaveligt et tørklæde, altså et klæde, der skal holde håret tørt. Mens hidjaben er et slør, der skal sløre kvindens hårpragt.
Derfor er 'tørklæde' en dårlig oversættelse af hidjab, der burde oversættes til slør, ligesom man gør på tysk. Når hidjab oversættes til tørklæde, slører man denne lille, men markante civilisationsforskel, der ligger i de tilsyneladende så ens hovedbeklædninger.For vesterlandsk og den islamiske civilisation er væsensforskellig, selv om stærke kræfter gør, hvad de kan, for at fremstille det, som om mørket rugede over Europa, indtil modernismens klare dag oprandt over landene. Og at der derfor kun er minimal forskel på førmoderne kristendom og førmoderne islam. Det er forkert. Det kan en lille rundrejse til tørklædets og ægteskabets historie vise.
Engangvar det jo dødsmart at gå med tørklæde. I 1950'erne var det højeste mode, og alle fra den engelske dronning til Elizabeth Taylor gik med tørklæde knyttet under hagen. I dag er det knap så hipt, men for de ældre, tørklædeklædte regnvejrskvinder hviler der sikkert stadig et chikt skær over hovedbeklædningen. Og så er det praktisk. De går - og gik - ikke med det, fordi de regner utildækket hår for syndigt eller skamløst. Deres tørklæde er intet slør.
For et års tid siden proklamerede den radikale Bjarke Larsen det modsatte. Nemlig at tørklædet var en del af den kristne kulturtradition, som enhver respektabel kvinde var nødt til at følge - indtil det moderne Danmarks normer slog igennem i 1960'erne (Berlingske Tidende 6.1. 2004).
Den energi, hvormed man forsøger at skjule forskellene på vestlig-kristen og islamisk kultur er næsten imponerende. Men det er altså notorisk forkert, at det er en del af den kristne kulturtradition at gå med tørklæde.
Skikken kender vi også fra vesterlandet. Som det fremgår af f.eks. van Eycks malerier, gik gifte kvinder i middelalderen med hovedlin. Men meget karakteristisk forsvinder skikken igen. Luthers hustru har utildækket hår på det kendte Cranach-maleri fra 1529. Andre beholdt hovedlinet i form af en 'konehue', mens tørklædet især levede videre blandt bønderne. Skik og brug var simpelthen forskellig.Men at tørklædet skulle være en obligatorisk del af kristendommen, fordi Paulus i et brev til korintermenigheden giver kvinderne det råd at gå med slør, det er en fejltolkning af dimensioner. Hvad Paulus gav af adfærdsmæssige råd til menigheden i Korinth, var tidsbetinget og ikke bindende for kristne i dag. Sådan fortolkede Luther Paulus.
I modsætning til islam fastfryser kristendommen - især den protestantiske - altså ikke en bestemt tids normer ved at ophøje dem til at være sakrale.
Så er der en anden misforståelse, som jeg har mødt igen og igen. Nemlig at vi også i Vesteuropa indtil for nylig havde tvangsægteskaber og altså ikke var et hak bedre end islam.
Igen en notorisk forkert antagelse, som måske udspringer af et ubevidst behov for at understrege, at vi ikke er bedre end de andre. Det er vi sikkert heller ikke, men den kultur, vi har fået forærende af vore forfædre, er det faktisk. Her i landet har tvangsægteskaber været decideret forbudt siden 1540, hvor det i Chr. III's reces blev fastslået, at det var forbudt at trolove »nogen pige bort i hendes umyndige år, førend hun var kommet til skelsalder, så de på begge sider kunne give deres ja og samtykke«.
Det blev den unge Birgitte Gøye (hende, der fik ondt sit ene øje) glad for, for så kunne hun slippe for at blive gift med den mand, hendes far havde tvangstrolovet hende med som barn. Og så er forbuddet mod tvangsægteskaber egentlig ældre. Allerede Jyske Lov fra 1241 slår fast, at ægteskabet skal »finde sted med hendes samtykke og vilje«, for det, der stiftede et ægteskab, var ikke forældrenes aftaler, men brudeparrets frivilligt afgivne løfter.At forældrene, ligesom Birgitte Gøyes, ofte forsøgte at omgå denne regel fra kirkeretten, er et faktum. Det rokker ikke ved, at middelalderkirkens lovgivning var vendt mod slægtssamfundets klansolidaritet og betød et skridt i retning af individualisering.
Denne del af ægteskabslovgivningen er vel at mærke ikke noget særligt kristent, men går tilbage til romerretten. Da den kristne kirke så at sige voksede op i romerriget, tog den reglen til sig og inkorporerede den i den middelalderlige kirkeret. Ad denne omvej kom den her til landet. Og det skal vi da faktisk være glade for.Den glæde skal man lede længe efter.
Tværtimod er det, som om der er et stigende behov for at bagtale og bagvaske den vesterlandske civilisation, der ifølge mainstreamfortolkningen var lige så sort og statisk som islamismen. Men hvad nu, hvis vi helt gratis har fået foræret en kultur, vi kan være stolte af ?
Katrine Winkel Holm er næstformand i Trykkefrihedsselskabet:
http://www.trykkefrihed.dk/svensk
Välkommen till Tryckfrihetssällskapet från 2004. Namnet har vi tagit från detTryckfrihetssällskap som bildades 1835, då yttrandefrihetens anhängarefruktade ingrepp från statsmakten. Sällskapet upplöstes då Danmark 1849fick sin demokratiska grundlag, som bestämde att var och en är berättigadtill att fritt offentliggöra sina tankar. I dag är det fria ordet emellertid återhotat, först och främst av religiösa och ideologiske grupperingar ochinternationella påtryckningsgrupper. Därför har vi funnit det nödvändigt attåterupprätta sällskapet. Se därfor behöver vi Trykkefrihetsselskabet