Remembering London attack victims

The Telegraphs dækning

Audio: analysing the terror tape - Telegraph podcast









Rapport fra en ikke-begivenhed
At kalde Engelsberg seminariet underbeslyst af svenske medier, vil være en grov underdrivelse. To uinformerede shaming artikler af Expressenskulturredaktør, var hvad det kunne blive til. Der er helt enkelt ikke det eller den, som svenske aviser ikke er i stand til at ignorere. Det virkede tidligere som et tegn på en næsten totalitær magt, men er nu alt mer en strudsepolitik der signalerer afmagt:
Uddrag fra JP Kultur idag:
Hvad ville Voltaire have sagt
Af LARS HEDEGAARD,
Avesta
De ydre rammer fejlede ikke noget, da et udsnit af den svenske intelligens- og medieelite i midten af juni samledes på Avesta Herregård i landskabet Dalarne nord for Uppsala for at drøfte emner, som den samme elite normalt har gjort alt for at feje ind under gulvtæppet. Den sekulære stat og samfundet var temaet for dette års Engelsberg Seminar - det ottende i rækken arrangeret af den velbeslåede Axel og Margaret Axelson Johnson Fond for almennyttige formål. [..]

- Få dage forinden havde Lellouche (fremtrædende Gaullist, min anmærkning) været ude i sit valgdistrikt, Pigalle midt i Paris, sammen med et hold udenlandske kvindelige tv-fotografer, da de bemærkede en gruppe arabiske unge, der spillede fodbold midt på gaden. Da tv-fotograferne lod kameraerne snurre, blev Lellouche og hans ledsagere omringet af araberne, der viftede med deres franske identitetspapirer og gjorde opmærksom på, at de var i deres gode ret til at spille fodbold uden at blive fotograferet.
- Dernæst truede de med at voldtage kvinderne og gjorde foranstaltninger til at fremvise deres tissemænd. Pierre Lellouche prøvede at tale dem til besindelse, bl.a. ved at gøre opmærksom på, at han var distriktets folkevalgte i den franske nationalforsamling. »Hvad er en folkevalgt?« spurgte en af de unge arabere, mens en anden ville vide, hvad nationalforsamlingen var for noget.
Eurabia under dannelse
Denne episode havde tydeligvis chokeret den gaullistiske deputerede nok så meget som sidste efterårs ghettoopstande. Ifølge Lellouche, der er en nær politisk allieret af den franske præsidentkandidat Nicolas Sarkozy, var 700 franske byer blevet sat i brand, og urolighederne havde været langt alvorligere, end den franske og udenlandske presse havde villet indrømme. Han - lagde ikke skjul på, at den muslimske tilstedeværelse i Frankrig allerede er så omfattende, at den dikterer fransk udenrigspolitik, og citerede et regeringsmedlem for følgende:»Gud være lovet, at vi ikke var med i Irak. Så ville vi ikke have kunnet styre urolighederne.«
- Ifølge Lellouche udfordres Europa i disse år af en radikal jihadistisk form for islam, som han i sin seneste bog, Illusions gauloises fra 2006, har betegnet som »grøn fascisme«. Men selv om han går ind for, at Europa åbent bekender sig til sine jødisk-kristne rødder, afviser han, at konfliktens kerne er et sammenstød mellem Vesten og islam, altså et clash of civilisations. Det egentlige sammenstød er mellem moderniteten og obskurantismen i den muslimske verden.Lellouche tilsluttede sig eksplicit historikeren Bat Yeors opfattelse, at Europa og den arabiske verden er ved at vokse sammen til et Eurabia, ikke mindst som resultat af den fortsatte massetilstrømning fra hovedsageligt muslimske lande. Hvert år kommer der lovligt 150.000 mennesker til Frankrig, heraf kun 5 pct. på grund af arbejde. Resten kommer som følge af familiesammenføringer (hvortil skal lægges den betydelige illegale indvandring).
»Vi ved ikke, hvad der venter os,« sagde Lellouche.»Vi har end ikke lov til at føre statistik over tilstrømningen.«Om integration er der ingenlunde tale. De nytilkomne aner ikke, hvor de befinder sig, for de kan udmærket leve af overførselsindkomster uden at arbejde og uden at blande sig med det franske samfund. På satellitkanalerne kan de se programmer, der viser, hvordan den jødiske Rothschild-familie drikker ikke-jødiske børns blod. Muslimske piger, der nægter at gå med tørklæde, bliver udsat for massevoldtægter, der aldrig bliver straffet. 80 pct. af fængslernes indsatte er mandlige muslimer. [..]
- Roger Scruton sagde kort og godt, at islam er ude af stand til at forholde sig til den kvindelige seksualitet, og han blev bakket op af den engelske skribent Theodore Dalrymple, som er psykiater og har udstrakt erfaring med unge muslimske mænd i fængslerne, ligesom mange unge muslimske kvinder har konsulteret ham.
Muslimske piger i Storbritannien lever i en »mikroverden af totalitær frygt«, sagde Dalrymple. Mange af dem modtager ingen undervisning, efter at de er fyldt 12 år, men må leve afsondret fra det omgivende samfund. Ofte er de frataget deres pas, så de ikke kan stikke af, og hvis de nægter at efterkomme familiens påbud om ægteskab, venter der dem ofte mord eller tortur. I det pakistanske immigrantsamfund, som Dalrymple særligt har beskæftiget sig med, er det kutyme, at bruden får et drag prygl på dag 365 efter ægteskabets indgåelse. Så kan den familiesammenførte mand nemlig ikke længere udvises.
- Dalrymple kastede også et interessant lys over forholdene i de britiske fængsler, der ofte beskrives som stedet, hvor de unge muslimske mænd får deres første indføring i ortodoks islam, således at de senere kan rekrutteres til hellig krig. I virkeligheden har de muslimske fanger ingen interesse i religion. De spiser ikke halalkød, de beder ikke som foreskrevet, og de overholder ikke Ramadanen. Islams tillokkelse består udelukkende i, at den giver dem ret til at herske over kvinder.

Den politiske skønhedskonkurrence

herhjemme har vi skønhedsdronningerne Jelved, Vestager og Elsebeth Gerner Nielsen, nu hvor Mimi Jakobsen gudskelov har forladt scenen. I Sverige er konkurrencen behård! :

Politik handlar allt mindre om att forma ett bra samhälle. Istället sysslar politikerna med en moralisk skönhetstävling, med att markera mot det onda och för det goda. Det märks i debatten om yttrandefriheten.

Om yttrandefrihet ens förvandling

P1 - - tankevækkende radio
for den kreative klasse ? Følsom radio! Selvbefamlende radio. Damebladsradio med lavt lix tal. En kulturbærende kanal fordampede og blev til en pudder-sky af Løkkegaard, Gaardboe hyggesnak og Tine Brylds livsvisdom. "De nære ting", du ved....................
Kan I huske for 5-6 år siden, da DR strejkede. P 1 levede på op til 10 år gamle genudsendelser med Palle Lauring,Chistian Stentoft og den slags man kunne risikere at lære noget af. Videnskab, historie - og kultur der var andet end de hæsblæsende kulturprogammer vi nu har, om de seneste franske rap-stjerner og feministiske lettiske balletkompagnier. Nå, ja og så det politiske, som ikke er ren Helger altsammen. Bla. synes man endelig at have skruet ned for venstre-megafonerne Jan Øberg og Carl Pedersen. Der er lyspunkter, pinlighedsgrænsen findes! Endnu.
Idag er der langt mellem snapsene. Jeg overlader helst P 1 til folk med stærkere nerver end mine, Hardis og Urias- Kim og sådan nogle. Fra WA idag:

Derfor findes Anne Marie Helger
Af Arne Hardis
SOMMEREN har hidtil været god for det venstreorienterede Danmark. Man behøver hverken inddrage Ritt Bjerregaard, Niels Hausgaard eller Marianne Jelved i definitionen for at konstatere, at det forholder sig sådan, man skal bare lytte til P1, som vi jo uafladelig gør, os i den kreative klasse.
- Forleden var det en kommunist, Lars Ulrik Thomsen, medlem af Partiet, som snart er bogaktuel med Marxismen i det 21. århundrede, der er tænkt som et debatoplæg til DKPs landsmøde i 2007. Thomsen var gæst i Poul Friis’ P1 Formiddag, så vi i fællesskab kunne få afklaret, om der er behov for en fornyelse af DKPs program, som faktisk er 30 år gammelt, ja, tiden flyver.
- De troede ikke, DKP fandtes mere? Tværtimod, må man sige, partiet er meget reelt eksisterende og altså så generøst, at det med P1 som assistent i god tid har inviteret hele Danmark med til programdebatten om, hvorvidt der er detaljer i partiprogrammet, som skal tilpasses de forløbne år.
- Eksakt samme uge var det vist, at Niels Krause Kjær havde den unge (27 somre) revolutionære Michael Jørgensen fra Svendborg med i sit ugentlige program, Krause på tværs. Det var ganske sjovt at høre Jørgensen være meget, meget flov over – man kunne faktisk høre rødmen svæve gennem æteren – at han engang havde været højreorienteret og vist var kommet til at sidde og læse lektier, mens hans kampfæller var i gang med at smide maling på statsministeren, eller hvad det nu var.
Jørgensen kunne også fortælle sidste nyt om samlingsbestræbelserne på den revolutionære venstrefløj, hvor en udbrydergruppe fra Kommunistisk Parti i Danmark, som ikke må forveksles med ovennævnte DKP, som man nemlig for længe siden brød med, ligger i fusionsdrøftelser med DKP/ML, de gamle albanere, dengang Albanien var noget at snakke om. »Kommunistisk Samling« hedder projektet, opkaldt efter hensigten.LÆG vel mærke til, at jeg ikke her på-står noget om en venstredrejning af P1; jeg er sikker på, at hvis der fandtes nogen som helst interessant person på højrefløjen med noget interessant og mange mennesker berørende på hjerte, ville vedkommende med det samme komme i studiet til en time eller tos samtale. Mit ærinde er slet ikke at lufte sommeragurken om de røde lejesvende, nej, det er at meddele, at jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor entertaineren Anne Marie Helger findes. Sådan samfundsmæssigt set. [..]
Anne Marie Helger er en påmindelse om, at venstrefløjen har opgivet sin videnskabelige selvbevidsthed og nu alene forsøger at ernære sig ved sit moralske overtag. Det helgerske skifte gør jo på en gang venstrefløjen mindre og større. Mindre, fordi der i dag ikke er ret mange, som i praksis vil opgive valget mellem Colgate og Zendium, større, fordi der er ret mange, som godt vil abonnere på et moralsk overtag. Nej til de mindreværdige buskmænd, ja til venstrefløjens civilisation.