Oprørere uden en sag

til gengæld var der mange af dem, godt 2000 vil jeg skønne. Det hedder sig, det drejer sig om en faldefærdig rønne på det ydre Nørrebro, men det er svært at tro på. De autonome har visse ligheder med pædagogerne i Århus, hvis aktion intet har med hverken børn eller fakta at gøre, men en regering de ikke kan lide. Tror de virkelig på hvad de selv siger? (fotos © snaphanen)
Leder: Rød Front II
ER DET EGENTLIG trygt at overlade børnene til medlemmer af BUPL? De arbejder nok med børn, men børnene er kun en lille del af den store kamp.

Ren besked
Bildet: En ekstrem islamist kommenterer europeisk innvandringspolitikk ("dere gravde deres (egen) grav - ligg i den").






Svenske "borgerlige" ?

Claes Kastholm er ikke optimist. En stærk Sveriges-træthed har også indfundet sig hos denne blog skriver. Jeg hverken gider læse eller kommentere det svenske establishments "valgbearbejdelse" - løgn, hykleri og (selv) bedrag. Jeg har set nok til at alene den fantasifulde og eksotiske tankeakrobatik virker dragende på mig. Livet er for kort til svensk journalistik - 98 % af den. Der er stunder hvor man ikke orker flere blåstemplede debattører som Ulla Ekström von Essen, der til lejligheden har opfundet dobbeltkonfekten " nationalchauvinistiska idéer", for at understrege situationens alvor. Man kan fodre svin med dem, hvis svinene ville acceptere en sådan føde.

Lad dog Jimmie Åkesson skrive på DN debatt som i et rigtigt folkestyre!

De kan fremover ødelægge deres land med lidt mindre af min opmærksomhed på sig. Havde jeg kunnet skrive i de statssubventionerede beskæftigelsesprojekter de kalder aviser, havde det været en helt anden sag.
(Foto © Snaphanen)

Læst og påskrevet
Af Claes Kastholm
Det nordiske fællesskab er en and. I Sverige hersker et socialdemokratisk samfundssystem, som de borgerlige partier har underordnet sig. Hvis statsminister Fredrik Reinfeld vil føre borgerligt-liberal politik, får han ikke en fod til jorden.
- Sidste lørdag spåede jeg, at de såkaldt borgerlige nok ikke ville vinde valget i Sverige. Det gjorde de som bekendt, og nu skal Moderaternas Fredrik Reinfeld både styre en koalition af fire partier og forsøge at få en smule indflydelse i en stat, hvis embedsværk og medieverden er gennemsyret af en socialdemokratisk tankegang.
- Det bliver ikke nemt, og skønt jeg, som sidste uges spådom viser, er fuldstændig uegnet til at forudsige politiske forløb, viger jeg ikke tilbage for at spå, at når Frederik Reinfeld nu taber næste valg, vil han ikke have sat tydeligere fodaftryk på granitsystemet Sverige end en due på Rådhuspladsens fliser, og skulle han, mod forventning, komme til at sidde i mere end én periode, så er det netop, fordi han ikke har forsøgt at sætte nogle aftryk.
- Efter søndagens borgerlige valgsejr, der var så kneben, at den formentlig mere var en reaktion mod personen Göran Persson end et ønske om ny politik, jublede danske borgerlige politikere, især de konservative, der foregøgler sig et svensk systemskifte. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, der – som Der Spiegel-kommentatoren Henryk M. Broder rigtigt siger – er den mest interessante statsmand i Europa, nøjedes med en diplomatisk bemærkning om, at han så frem til et yderligere tæt samarbejde med Sverige. Det skal han jo sige. Men som oplyst menneske kender han selvfølgelig svensk historie. Set fra et frihedssynspunkt inspirerer den ikke til større optimisme. [...]

- I Sverige er det i udpræget grad Apparatet, der bestemmer, og dette apparat har i det meste af et århundrede været præget af Socialdemokratiet, der på den ene side har optaget de meget store religiøse bevægelser i sig, på den anden side overtog og videreudviklede den stærkt centralistiske stat, som blev skabt allerede af Gustav Vasa i 1500-tallet, og som blev effektivt bureaukratiseret i det følgende århundrede.
- Det svenske socialdemokrati er historien om effektivt opsuget magt transformeret til et socialt idésystem. I deres frie holdning til autoriteter ligner danskere og nordmænd hinanden, men i Sverige hersker der ikke tvivl om, at magten går fra oven og ned.
- Der findes et andet Sverige, et vildt og muntert, poetisk Sverige, men det er marginaliseret som en uregelmæssighed i verdensordenen.
- Og hvor magten er stærk, autoritetstroen stor, er hadet til autoriteten det også. Derfor findes der ekstremistiske kræfter i Sverige, som de andre nordiske lande slet ikke kender magen til. Men i det bestemmende Sverige tales der dæmpet og med stor følsomhed for dekorum. Her ville en avis som Politiken, der dagligt i tegning og ord øser hån ud over Foghs regering, blive betragtet som en usømmelig pamflet.
- I Politikens kronik sammenlignede Klaus Rifbjerg i denne uge Anders Fogh Rasmussen med to nazistiske skolelærere fra sin barndom. Sådan noget vil Sveriges borgerlige statsminister aldrig blive udsat for. Den svenske »samförstand« har altså også en positiv side.

Kampagnen mod SD

Berlingskes danskboende svensker Dahl - en Timbro liberal med en blind plet for det nationale - havde en klumme hvori hendes afsky for SD nærmest drev hende til en pris af DF:

Lumre antydninger
I Berlingske Tidende 15. september overhælder docent i statsvidenskab, Ann-Sofie Dahl Sverigesdemokraterne med lumre antydninger.I et Sverige, hvor de etniske svenskere om føje år vil være i mindretal, er der intet forkert i, at et parti markedsfører sig som »interesseparti for svenskere«.
Ej heller er der noget forket i at ville sikre etnisk og kulturel lighed i befolkningen – og en sådan bestræbelse er ikke det samme som »et nationalistisk princip om den indfødte befolknings overlegenhed«.
Docenten tilsidesætter videnskabsmandens pligt til at formidle dokumenterbar, empirisk viden. Når hun ydermere afslutter med at påkalde sig Guds hjælp til, at ingen andre partier vil samarbejde med Sverigesdemokraterne, tilsidesætter hun tillige pligten til at sikre, at enhver, der måtte have noget på hjerte, får mulighed for at bringe det ind i den politiske debat til modsigelse.
Ann-Sofie Dahl er et godt eksempel på det, der er kernen i det svenske problem: Demokratiet og den politiske meningsdannelse er blevet kidnappet af en tæt sammenslynget skare af elitepersoner, som er ude af stand til at orientere sig ideologisk på andet end et helt overfladisk og fraseagtigt niveau. Personer, som af frygt for selve det ikke at være med i klyngen, løber som lemminger med i en hvilken som helst retning, i hvilken den p.t. bevæger sig, og som derved, uagtet de burde vide bedre, negligerer hensynet til fremtidige generationers behov for også at kunne leve en tryg tilværelse på svensk grund.
Ole Hasselbalch, Skolebakken 53050 Humlebæk (læserbrev i berlingske)