Godhedens ikonografi

når de første glas daiquiris og champagne er gledet ned på det højere socialdemokratis bonede parketgulve, titter det nøgne had frem, de ellers føler sig så højt hævet over. Så er det man spør´sig hvor tonen er værst ?
Skønt jeg ikke færdes meget blandt SFér, er det en om jeg så må sige stående vandrehistorie, at der ikke findes mere beskidt kæft om udlændinge, end netop blandt dem. Længe leve hyklerne og defaitisterne.
(klik for helbilleder)

Apropos tonen
Berlingske Tidende 16. september
Grin. Pamflet hudfletter karikaturtegninger af Pia Kjærsgaard, der burde udløse en diplomatisk krise på den danske venstrefløj, men selvsagt ikke gør det.
Af Mikael Jalving
Godt man ikke er Pia Kjærsgaard. Dels skulle man i så fald stå i spidsen for Dansk Folkeparti. Dels skulle man finde sig i endeløs satire og karikatur, som regel af den ondskabsfulde slags, vel at mærke uden at have et rejsehold af imamer samt en kohorte af forstående præster og forfattere og pensionerede diplomater til sin rådighed.
Det er formanden for Raoul Wallenberg Foreningen, Geoffrey Cain, hvis navn vil være mange avislæsere bekendt, der nu genudgiver sin pamflet om Pia Kjærsgaard som ondskabens ikon, og han har ret hele vejen. Hvad hun har skullet lægge ansigt til gennem de seneste mange år i det danske rødbededemokrati er ikke småting, værst i Politiken, naturligvis, hvis linje under den nys overståede Muhammed-krise ellers var mere stueren end profeten selv.
Som BTs Erik Meier Carlsen skriver i bogens forord, virker Jyllands-Postens tegninger nærmest høflige i sammenligning med disse satiretegninger, hvor hovedpersonen i bedste fald fremstilles som luder eller bare som skadedyr, menneskeligt affald eller morder.
Bogen tåler bestemt genudgivelse, for vi er kun lige begyndt at diskutere ytringsfrihedens pris, og bogen tjener som et kærkomment partsindlæg i den debat, uanset hvad man måtte mene om Pia Kjærsgaards politik eller retorik.
Hvad man ikke kan tage fra hende, er hendes stamina. Tænk at blive lagt sådan for had. Herboende imamer ville for længst have tilkaldt Dansk Center for Menneskerettigheder eller Rådet for Socialt Udsatte, de ville have demonstreret på Rådhuspladsen selv under fasten, ja, de ville have ringet efter DR og fået masser af tid til at anklage alle andre for racisme.
Hvad gør Pia Kjærsgaard. Ja, hun udgiver en samtalebog med digteren Henrik Nordbrandt. Hvem er barbar, og hvem er civiliseret?

Fire Stjerner. Geoffrey Cain: Gensyn med ondskabens ikon. En bog om »tonen i debatten«. Med forord af Erik Meier Carlsen. Illustreret. 179 s. 149 kr. Det Kritiske Forlag.
mija@berlingske.dk

New York Times: Kiss the Koran, big guy

Get Religion blog satiriserer over The Times og The New York Times ledere.

Demokratiets nye klæder

foto © snaphanen
I Sverige er de langt bedre til at holde demokratiets stue ren og døren lukket for de urene. Her ville Dansk Folkeparti aldrig have haft en chance, fortæller statsminister Göran Persson stolt til Berlingske Tidende.
En meningsmåling viser, at det usvenske parti, Sverigedemokraterne, der frækt insisterer på at diskutere udlændingepolitik, står til 2,9 pct. af stemmerne, og selv om spærregrænsen ligger på fire pct., har staten, de pæne partier og pressen alligevel fundet det nødvendigt med visse forebyggende foranstaltninger.
I Sverige skal partierne selv forsyne valglokalerne med stemmesedler, og derfor sørger myndighederne og de andre partier for, at Sverigedemokraternes forsvinder, så man er afskåret fra at stemme på dem. Ansatte ved postvæsenet nægter at omdele partiets valgmateriale. Aviser – bl.a. gratisavisen Metro – vil ikke optage partiets annoncer. Dets kandidater bliver smidt ud af deres faglige organisationer. Endelig har valgmyndighederne oplyst, at de ikke vil offentliggøre partiets stemmetal sammen med de stuerene partiers på selve valgaftenen. Det er en klog disposition, da man så får bedre tid til at holde Sverigedemokraternes stemmeandel under spærregrænsen.
Men spørgsmålet er, om det bliver nødvendigt med så probate midler. Som en af Sveriges ganske få åbenmundede universitetsakademikere (de andre har en ulykkelig tendens til at forsvinde), socialantropologen Jonathan Friedman, siger til Jyllands-Posten, er svenskerne utilbøjelige til at stemme på de mindre partier, dels fordi de ikke tror, det nytter, dels fordi de er bange for, at det på en eller anden måde bliver opdaget.
Lars Hedegaard, Groft Sagt Berlingske Tidende

Fra JP Leder : Sverige på vippen
- "Et af de mest oplagte tegn på, at alt er ved det gamle, er, at den vigtige debat om udlændingepolitik og indvandring har været næsen ikke-eksisterende i valgkampen. Den har tilsyneladende kun relevans for svenske politikere, når de kan skyde andre landes regeringer racistiske tendenser og tilbøjeligheder i skoene. Således har man tilsyneladende heller intet lært af Muhammed-krisen.
- Det er emner som ældrepolitik og beskæftigelse i almindelighed, som mest interesserer og bekymrer ude blandt vælgerne.
- Nu er det imidlertid ikke lige sådan, at der ikke er indvandrerproblemer i Sverige. De ulmer i ghettoerne omkring de større byer, og vi har måske kun set toppen af isbjerget, hvad problemer angår. Men især i den ældre del af befolkningen kan man finde ret så kontant og racistisk præget kritik af indvandrerpolitikken. Dobbeltmoralen trives i bedste velgående, og de farlige ting drøftes bag facaden.[..]
Valget kan blive en gyser, hvis denne inerti atter dominerer i stemmeboksene. Men der ligger en stor udfordring i en borgerlig valgsejr, hvis man i givet fald også vil føre borgerlig politik, og Sverige trænger stærkt til nye politiske udfordringer."
Jyllandsposten