Politiker fortroende

Efter Muhammedkrisen har man i Danmark gjort opinionsmätningar om väljarnas sympatier för olika politiker. Resultatet, redovisat på danska radions webbsida, visade att statsministern har högst förtroende, s-ledaren lägst förtroende:

Andel av väljarna som betecknar politikern som "en bra ledare".

Anders Fogh Rasmussen (V): 62,9

Naser Khader (Rad.): 56,2%

Pia Kjærsgaard (DF): 47,1%

Marianne Jelved (Rad.): 39,6%

Villy Søvndal (SF): 23,5%

Helle Thorning-Schmidt (S): 23,1%

se videre : http://www.bgf.nu/danmark/sympatier.html

Danmark - den skinbarlige Mc Carthy´isme

Hvad var det nu lige med den svenske indvandringskritikere - "antidemokraterne"? Dem Sydsvenskan er med til at lukke munden på? En underlig tvetydig artikel - men Sandström har vel også et godt fast job at passe på.

Daniel Sandström om danskt och svenskt

Vi är inte som Danmark. Globalisering är en svensk paradgren – men bara i teorin.
I debatten om Muhammedteckningarna har vi i Sverige gång på gång påpekat att vi inte är som Danmark. Nej, vi är ju så toleranta. Vi har ju en annan ton i debatten. Även om självgodheten lyser igenom, är analysen i viss mån sann. Muhammedteckningarna är en produkt av det öppet främlingsfientliga klimatet i just Danmark och den stora opinionsvinnaren i den här historien är följaktligen Dansk folkeparti.

**********

Det är en försåtlig debatteknik. Vem vill vara mot yttrandefriheten eller demokratin? Ingen. Bäst att hålla tyst. Jag såg en film häromdagen som påminde mig om allt det här. Hur anklagelser om att vara ”odemokratisk” eller ”förrädare” kan döda debatten och urholka de demokratiska värden man säger sig försvara. Det känns lite symboliskt att ”Good night, and good luck”, som George Clooneys fina film om USA under McCarthy heter, just nu går i Danmark. En händelse som ser ut som en tanke. Först om några veckor kommer filmen till Sverige. Det kan tolkas symboliskt det med.

DANIEL SANDSTRÖM Sydsvenskans kulturchef

http://sydsvenskan.se/kultur/article145544.ece

Jesus,Muhammed og demokratiets vilkår

Mens Jesu liv og forkyndelse lægger afstand til det politiske, så gør Muhammeds det modsatte. Derfor kan man principielt slutte, at en religion, der bygger på Jesus, har lettere ved at forenes med en sekulær demokratisk orden, end en religion, der bygger på Muhammed.

(foto © webmaster)

Af Kai Sørlander
Med lidt forsinkelse vil jeg her forsøge at svare på den radikale politiker Naser Khaders indlæg fra den 3. februar. Han finder, at min argumentation er "et sammensurium af religiøs retorik, teologi og historiske postulater af tvivlsom værdi". Og han tilføjer, at han ikke med sin "bedste vilje" kan "se, hvad Jesus og Muhammed har at gøre i en diskussion om demokratiets vilkår". Jeg skal her forsøge at hjælpe Khaders vilje lidt på vej – eller måske er det forstanden.
Demokratiets vilkår har meget at gøre med religionsfrihed. Og religionsfrihed har meget at gøre med, at alle borgere forsøger at begrunde den almene lovgivning på det fælles hensyn til demokratiets opretholdelse; og altså uden at bygge på de religioner, som de hver især har, og som ikke bør påtvinges andre gennem lovgivning. Følgelig er det bedre for demokratiet, hvis de herskende religioner selv kan acceptere, at den politiske lovgivning ligger uden for deres område.
Eller sagt på en anden måde: Hvis de herskende religioner selv sekulariserer det politiske. Så meget om demokratiets vilkår må være klart rent principielt.
Hvad har Jesus og Muhammed så at gøre i den sammenhæng?
For det første er de den centrale skikkelse i hver sin religion. For det andet forholder deres liv og deres forkyndelse sig radikalt forskelligt til det politiske. Jesus lægger afstand til det politiske. Både i sit liv og i sin forkyndelse. Ved uden modstand at lade sig korsfæste og ved at forkynde, at man skal vende den anden kind til. Muhammed gør det modsatte. Både fordi han selv ikke kun er religiøs leder, men også politisk, juridisk og militær leder. Og fordi han i Koranen forkynder nogle praktiske regler for, hvorledes samfundet skal indrettes. Regler om, hvorledes forskellige forbrydelser skal straffes, hvorledes kvinders og mænds indbyrdes roller skal være, og hvorledes muslimer skal forholde sig til de vantro. Det er politiske regler.
Altså, mens Jesu liv og forkyndelse lægger afstand til det politiske, så gør Muhammeds liv og forkyndelse det modsatte. Og derfor kan man helt principielt slutte, at en religion, der bygger på Jesus, inderst inde har lettere ved at forenes med en sekulær demokratisk orden end en religion, der bygger på Muhammed.
Nu håber jeg, at Khader kan se, hvad Jesus og Muhammed har at gøre i en diskussion om demokratiets vilkår. Hvis han stadig ikke forstår det, tror jeg ikke, at han er den rette mand til at stå i spidsen for et netværk, som vil arbejde for at udvikle en form for islam, som er forenelig med demokrati.
Så forstår han simpelthen ikke opgavens karakter. Kan han ikke se, hvor meget lettere opgaven ville være, hvis Jesus var grundlaget i stedet for Muhammed? I sin kamp for sekulariseringen af det politiske – og for demokratiets primat – ville han ikke møde modstand fra Jesus. Men anderledes, når den religiøse fortælling om Koranen og Muhammed er grundlaget. Så må kampen for sekulariseringen af det politiske også være en kamp mod Muhammed. Khader er en muslim, der vil kæmpe den kamp. Lad os se, hvem der vinder. Skal vi tro, at sejren falder, hvor vi håber?
Der er også et andet vigtigt punkt, hvor Khader og jeg er uenige. Det drejer sig om selve grundlaget for demokratiet. Khader hævder, at "såfremt alle synspunkter ikke i udgangspunktet ligestilles, så er demokratiet allerede berøvet sin vigtigste forudsætning".
Det er ganske enkelt forkert. Hvis alle synspunkter ligestilles, så er demokratiet netop berøvet sit krav om særstilling. Demokratiet kræver, at borgerne som personer skal have politisk ligeværdighed, og at de skal have de dertil knyttede frihedsrettigheder. Derunder, at de har ret til at udtrykke deres synspunkter.
Men det kræver ikke, at disse synspunkter som udgangspunkt skal ligestilles. Et sådant krav ville betyde, at vi i vort eget demokrati som udgangspunkt skulle ligestille vor egen grundlov med sharialoven. Dermed ville demokratiet have ophævet sig selv. Er det, hvad Khader ønsker? Det er jo netop den ligestilling, vor grundlov forudsætter, at vi ikke skal foretage. Og det er jo netop det samme, Khader forudsætter, når han kræver, at demokratiet skal komme før religionen.
Mon ikke Khader blot er forvirret? Men er denne forvirring uskyldig, eller er den farlig for hans politiske dømmekraft?
Kai Sørlander er forfatter og filosof

http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/artikel:aid=283275