Seidenfaden syndromet

Pligten kalder! Det må være op til dagsformen om man orker. I det mindste er Abu Laban, Abdul Petersen, Yvonne Ridley, den saudiske kulturminister, pseudo-konvertitten Bæk Simonsen og de andre langskæggede slyngveninder ikke tilstede. Og så kan det være interessant at lodde stemningen blandt publikum overfor den efterhånden helt monomane chefredaktør.
En mulig terapi for Seidenfadens kognitive dissonans, kunne være at sætte sig og læse "Ringenes Herre" for 34. gang. 1200 sider i Tøgers egentlige element: fantasiverdenen.
(Det er Tamm der staver Tøger med "Th" som i Thessaloníki, Thesaurus og Thatcher)
....." Det må derfor virke komisk, at Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden og hans demokratiske påhæng fra Minoritetspartiet er overbeviste om, at netop deres måde at se på sagen, er den rette. Men samme skråsikkerhed som tilhængere af en New Age-religion står de fast på deres budskab, og det har i de sidste dage ikke været muligt at åbne en avis, uden at de to herrer har indladt sig i debat med boganmelderne i den pågældende avis, som har ment at burde se lidt mere nuanceret på sagen.
- Deres Groft sagt hører også til dem, der godt kan lide at forfægte sin opfattelse til det sidste, men nu skal det være slut. Efter at have læst de to profeters korstog gennem dagspressen, hvor budskabet konsekvent er det samme, som kan læses i deres bog, er det gået op for selv en inkarneret Groft sagt, at det en gang imellem kan blive for meget.
- Selvfølgelig har Thøger Seidenfaden og Co. ikke ret, og det er pinagtigt, at de bliver ved med ikke ville anerkende, at sagen kan ses flere sider, som nu i Berlingske forleden, hvor vi igen skal høre i de to herrers udlægning, at regeringen ikke forsvarede ytringsfriheden, at det var en fornærmelse af hele den muslimske verden, at det er synd for imamerne, at man tror, at de bærer bare den mindste skyld for sagens udvikling etc... Der er meget at lære af Muhammedkrisen...
Efter at have læst chefredaktørens indlæg i Berlingeren trænger en anden lære sig kraftigt på, nemlig den ganske simple, at man ikke skal tage sig selv så højtideligt. Tak til chefredaktøren for det.
Ditlev Tamm, Groft sagt, Berlingske

Entschuldigung
fru lektor, men vi lærte fremragende tysk i skolen i 60 érne, fra 6 klasse til 3 g. Synd og skam for "den kreative klasse" de ikke forstår sproget i det land de nu idealiserer.
Tysk er cool: Bist du supergeil?
Jyllands-Posten 25. juni 2006
Brølende 20'ere om igen
Kirsten Molly Søholm, lektor cand.mag. ved afdelingen for tysk, Aarhus Universitet, er enig i, at Tysklands image har ændret sig.»Det er sket med Den Kolde Krigs ophør. De er blevet genforenet i EU. De er imod Irak-krigen, behandler indvandrere og flygtninge bedre end her, og de har en langt større økologisk bevidsthed end os. Det smitter af på den unge del af den danske befolknings billede af Tyskland.«
Anti-amerikanisme»Jeg har en fornemmelse af, at vores fascination af det tyske kan have noget at gøre med, at vi reagerer imod påvirkningen fra USA. Berlin symboliserer noget, som er lidt gammelt og kulturelt, noget der er lidt mere os,« siger Vibeke Winge, dr.phil, der har skrevet disputats om tyskere og tysk sprog i Danmark. Hun mener, at danskerne vender sig mod noget gammeleuropæisk.Samtidig er tysk blevet eksotisk, fordi vi ikke længere kan tale det - og vi kender knap kulturen, fordi den har været fortiet så længe, som en ubehagelig skygge fra Anden Verdenskrig.

Hvad en ost kan minde én om
Til Skt. Hans aftensbordet havde jeg købt en blåskimmelost til mine gæster i Irma, og en rigtig god en. Den skal være min anledning til at anbefale skåne-farere et besøg på slægten Brahes slot, Wanås i Giönge land 20 km nord for Kristiansstad. Det er nemlig ikke bare et usædvanligt smukt sted, det er også et billedkunstnerisk centrum af kvalitet, ikke mindst deres store skulpturpark. (Wanås år 1510)
Wanås.se

Krause: Føj for en tone i den politiske debat
den var nu heller ikke for køn i munkemarxisternes tid. Sproget er manden (kvinden)- så lad dem dog vise hvem de er.
Enhver der har hørt den psykisk hårdtpumpede A.M. Løn i radioen, kan få den mistanke at hun forveksler hysteri med kunstnerisk sensibilitet. Kort sagt - hun er selvskreven til Politikens (i fjerne tider) Danmarksberømte kronik. Gi´ hende noget krisehjælp, så hun kan skrive et par hyldemeter bøger mere, af den slags jeg alligevel aldrig læser:
Berlingske Tidende 24. juni 2006
Skinger tone.: Debatten forsimples og forråes, så uenighed og argument ikke er afgørende. Ingen tillægges redelige motiver. Alle er onde, slette, plaget af dårlige gener eller tærsk i barndommen.
Der tales meget om tonen i debatten i denne tid. Det er der al mulig grund til. På en række områder er der sket et skred og bestemt ikke til det bedre. Umærkeligt bliver skinger tone til normal tone. Vi vænner os til forråelsen i sprog og dermed også i gerninger. Stemmegaflen vrides en anelse hele tiden.
Seneste eksempel er en velskrevet kronik i søndagens udgave af Politiken. Med overskriften »Under sejrens magter« gennemgår forfatteren Anne Marie Løn sit forhold til Danmark, den borgerlige regering og ikke mindst statsminister Anders Fogh Rasmussen.Der kan være flere gode grunde til at være imod både regering og statsminister. Man kan for eksempel være politisk uenig.
Det nøjes Anne Marie Løn ikke med. I sin karakteristik af statsministeren skriver hun blandt andet: »Han ved ikke, hvad et menneske er, og han har ingen interesse i at finde ud af det... traditionel intelligens er ikke nogen garanti for, at man er et ordentligt menneske«.
Af kronikken fremgår det også, at statsministeren er skyld i et halvt års skriveblokering, da han afslog det efterhånden så berømte ønske om at mødes med en række muslimske ambassadører i Muhammed-krisens spæde start: »Da forstod jeg, at jeg havde set rigtigt fra første færd: Ham skal man frygte! Min arbejdsfred blev forstyrret og har været det indtil skrivende stund«.
Det manglende møde har, forstår man altså nu, haft mere vidtrækkende konsekvenser, end nogle hidtil har troet. Anne Marie Løn noterer videre, at »alle mennesker bærer anlæg og mønstre med sig fra barndom og baggrund, forældre og slægt«. Derefter omfavner hun sin egen familie bestående af en enkelt frihedskæmper og mange stolte og ærlige Venstre-folk (i gamle dage, forstås). Det forklarer jo den høje integritet blandt slægtens nulevende.Derefter spørger Anne Marie Løn »hvilke anlæg og mønstre Anders Fogh Rasmussen har med fra sit miljø«. Hun kender ikke svaret, men konstaterer, at den lille Anders må have været god til at lyve. Noget i barndommen og i generne er i alt fald gået helt galt for statsministeren.
- Skribenten, der, efter at have været knuget af frygt siden regeringsskiftet i 2001, nu aner morgenrøden, konstaterer, at »Vi lider under tilstande, vi ikke vil være bekendt. Indimellem føler jeg: Jeg er blevet berøvet. Jeg har mistet kærligheden til mit land. Jeg vil have den tilbage«.
Indimellem føler jeg: Jeg er blevet berøvet. Jeg har mistet kærligheden til mit land. Jeg vil have den tilbage.

FN, EU, Politiken og DR
er igen meget forargede over Danmarks regering. I længden opnår de næppe andet end irritation og manglende opbakning fra den danske befolkning. Ikke så helt få JA-folk fra 1972 er blevet til "måske-folk". Og FN risikerer at fremskynde den dag, hvor visse konventioner kræves revideret eller opsagt.
Regeringen har fordrejet oplysninger og talt mod bedre vidende i en officiel rapport til FN om racisme i Danmark, siger kritikere.

Pas også lige på den der højre arm !

Jeg har endnu til gode at møde en dansk chauvinist. Ikke engang blandt de gamle frihedskæmpere jeg har mødt, slet ikke. Men det kan da ikke udelukkes at SR-regeringen har gødet jorden for sådanne typer. Indtil videre en DGI formand noget *pussilanim.
Indmarchen med faner på stribe under åbningen af landsstævnet i idræt i Haderslev på torsdag kan åbne en debat om det nationale, frygter formanden for DGI Søren Møller.
»Vores glæde over Dannebrog kan blive forvekslet med nationalisme, og det bryder jeg mig ikke om,« siger Søren Møller.
»Der er en utrolig forskel på nationalfølelse og nationalisme. Danmark er ikke bedre end andre lande, men Danmark er vort udgangspunkt, og det står vi ved,« siger formanden.
Faner kan give DGI problemer
* Kierkegaards betegnelse for sin lidt pivede bror, præsten Peter.

Hjemløse svenskere dør i København
Den katastrofale konsekvens af et urealistisk syn på behandling ("nolltolerans" - en moraliserende tilgang meget lig den der indtil fornylig hindrede uddeling af rene sprøjter) og en velfærd under voldsomt pres, som man ikke kan forvente at "Hus Forbi" kender til. Men sådan her ser resultatet ud:
- "Flere og flere svenskere med sociale problemer havner i København. De er syge, hjemløse og mibrugere og får ikke hjælp af de danske myndigheder. Flere af dem dør på gaden i København. Alligevel vil de ikke hjem.
To svenskere døde i marts måned i Københavns hjerte, på Råshuspladsen. De døde af sygdom og stofmisbrug.
Mange er ikke motiverede for at tage hjem. I København kan de få metadon, hvilket er en stærkt bidragende årsag til at mange svenske misbrugere ikke ønkser at tage hjem over Sundet.
- I København får de hjælp af væresteder og sygeplejersker og de skelner ikke mellem danskere og svenskere.
- Københavns kommune forsøger ihærdigt at hjælpe de hjemløse hjem til Sverige. En gruppe flygter fra stofmiljøet i Sverige. Nogle er smidt ud af det svenske behandlingssystem, mens andre venter på behandling.
- Forstander på Mændenes Hjem Robert Olsen, vurderer at cirka 100 svenskere løbende er truffet på gaden i København i år. Og antallet er stigende. Han har kendskab til 5 som er døde det sidste år.
- De er flygtet fra et rigidt behandlingssystem. I Danmark er strategien overfor stofmisbrugere "harm reduction", altså en strategi hvor man forsøger at reducere de skader som stofmisbrugeren påfører sig selv og sine omgivelser. Den består i medicin som metadon og subutex. Cirka 14.000 mennsker er i denne behandling.
I Sverige og Norge er behandlingen stoffrihed, ofte kun terapeutisk uden støttemedicin. Mange er røget ud af tilbud eller har fået karantæne.
- Svenske stofmisbrugere oplever simpelthen ikke at de bliver taget alvorligt. Vi oplever ofte at deres kommune gerne vil hjælpe, men amtet (landtinget) der står for behandlingen, har lange ventetider."

Nil, Nil: The nihilism of soccer:
The more you look, the less there is to see.
Som bekendt er antallet mål i et verdensmesterskab blevet omvendt proportionalt med antallet milloner kroner der er i spillet. Det gennemsnitlige antal mål pr. kamp er halveret på 25 år fra 4 til 2.
Det vigtigste i enhver kamp er derfor blevet: ikke at ryge ud af turneringen, ikke at tabe. Af hensyn til sponsorer, TV-tid, opkøbere osv. Søvndyssende at bevidne, en pengemaskine der snurrer rundt. Nogenlunde ligeså interessant som en en-armet tyveknægt. Jeg skal dog se (noget af) Tyskland-Sverige alligevel. Det bliver bare min 2 kamp.
The Weekly Standard