Islamisk hospital på vej i Holland
en følgerigtig udvikling. Vi kan ikke være døde sammen, så kan vi heller ikke være syge sammen. Så resterer kun 1000 kroners spørgmålet : Kan vi leve sammen ? Salamimetoden skærer skiver uphørligt , halal-salami, naturligvis:
Hollandske muslimer kan fremover vælge at blive indlagt på et islamisk sygehus, der skal bygges i havnebyen Rotterdam. Projektet skaber voldsom vrede hos berømt, islamkritisk højrepolitiker.
Ifølge planen skal hospitalet følge alle islamiske traditioner og bygge på den muslimske kultur, oplyser initiativtageren, Paul Sturkenboom, der indtil for nylig var chef et sygehus i Amsterdam.
Det betyder, at sygehuset får sin egen imam, der altid er på stedet. Der vil blive afsat et særligt område til de daglige bønner, og hospitalet vil anvende islamisk medicin og urter.
- Desuden vil sygehuset blive opført med adskilte afdelinger for kvinder og mænd, og al maden skal tilberedes efter de islamiske regler for såkaldte halal-fødevarer. Herudover vil kvindelige patienter kun blive tilset af kvindelige læger, og mandlige patienter vil udelukkende blive behandlet af læger af hankøn.
Jyllandsposten
Rotterdam To Have Islamic Hospital
Henning Mankell og PK- teater med brugsanvisning
lederen af Tåstrup Teater forklarede i P 1 igår, at da " de ligger i et lidt følsomt område, advarer de publikum hvis der så meget som forekommer et bart bryst".
Nu skal de opføre et stykke at den svenske socialist -PK ít og millionær, Henning Mankell, der handler om en lesbisk muslim. Det tør antydes at teatret helgarderer sig med rigeligt med brandslukkere til før og efter debat. Hvad skulle man gøre uden frygtløse, grænsebrydende kunstnere som Mankell og danske teaterfolk?
In an interview with Ulrike Hermann, Swedish author Henning Mankell comments on the 3 percent success of the far right party "Sverigedemokraterna". "I don't know what Wallander (the inspector in Mankell's novels – ed) would say. I only know that I'm surprised that so many people are surprised. This development could be observed in the last five to ten years. The established parties ignored the Sverigedemokraterna and tried to silence them. That was a serious mistake, especially by the governing social democrats. Wallander would have seen it that way as well."
"Kapitalismus ohne Arbeitslose gibt es nicht" interviewet på tysk
Tåstrup Teater
og nu vi er ved det banebrydende teater, tager vi lige en frygtløs "kulturpersonlighed" til, Flemming Jensen. Et held for teatret at det har statsligt støttekorset, så dygtige skuespillere kan spilde deres tid i miserable stykker. (Jeg har set en del teater - indgangsreplikken i kantinen eller på malersalen var: "Tro nu ikke det er kunst vi laver her". Næh, det har jeg ikke troet i 25 år.
(foto © snaphanen)
Nørrebros Teater
sådan karakteriserede en Venstre politiker de for 60 mio statslige kroner (10.000 pr. person) evakuerede fra Libanon. Det er mildt udtrykt.
Disse bjergsomme kosmopolitter kan sende deres regning til Hasan Nasrallah, der er så stolt af sin lille krig og er den egentlig skyldige i deres økonomiske bet. I forvejen snyder en ukendt andel af "libaneserne" den danske stat ved at hæve offenlig hjælp, uden at være til rådighed, så måske helt at holde kæft var en bedre idé ?
Tusindvis af dansk-libanesere, der på statens regning blev evakueret fra Libanon i sommer, kræver nu penge tilbage for de returbilletter, de ikke fik brugt.
Turister vil tjene på evakuering fra krigszone
Krigs-turist-flygtninge føjer spot til skade
Trusselskulturen
tør man nok spå en ganske stor fremtid som samtaleform. Plus selvfølgelig som Politiken og "kulturpersonlighederne" - sporten at anmelde sine politiske modstandere til politiet.
In France, a philosophy teacher is under police protection after receiving death threats over an op-ed article [French text here] which he wrote in a national newspaper.In the article, which was published in the conservative daily Le Figaro of September 19th, Robert Redeker accused Islam of “exalting violence.”
Mr Redeker has not attended classes at his school near Toulouse since the article was published. Pierre Rousselin, the editor in chief of Le Figaro, apologized on Al-jazeera for the publication of the article. A number of Islamic countries, including Egypt, banned Le Figaro following the publication of Redeker’s piece.
Mr Rousselin said the publication of the op-ed was a mistake. He said the article did not express the paper’s opinion. The article is no longer available on the Figaro website.
Mr Redeker has written a letter to his friend, the philosopher André Glucksmann, describing his ordeal [French text here]:
“I am now in a catastrophic personal situation. Several death threats have been sent to me, and I have been sentenced to death by organizations of the al-Qaeda movement. [...] On the websites condemning me to death there is a map showing how to get to my house to kill me, they have my photo, the places where I work, the telephone numbers, and the death fatwa. [...] There is no safe place for me, I have to beg, two evenings here, two evenings there. [...] I am under the constant protection of the police. I must cancel all scheduled conferences. And the authorities urge me to keep moving. [...] All costs are at my own expense, including those of rents a month or two ahead, the costs of moving twice, legal expenses, etc.
It's quite sad. I exercised my constitutional rights, and I am punished for it, even in the territory of the Republic. This affair is also an attack against national sovereignty – foreign rules, decided by criminally minded fanatics, punish me for having exercised a constitutional right, and I am subjected, even in France, to great injury.”
Brussels Journal
læs Redekers Figaro artikel på engelsk via Uriasposten: Islam er vor tids kommunisme
Fogh, århundredets statsminister
Weekendavisen interviewer Søren Krarup på et tidpunkt hvor forholdet mellem DF og Venstre er historisk godt. Og De Konservative viser sig som de mindst nationalkonservative.
(foto © snaphanen)
– Du vurderer din alliance med Fogh som grundlæggende, ikke taktisk?
»En politiker som Fogh vil selvfølgelig også tænke og handle politisk og sige, at her kan han bruge Dansk Folkeparti. Men når han kan bruge partiet, så er det, fordi vi har en fælles interesse. Skal man tegne linien i den nyere danske historie, er det afgørende år 1983, for da får vi den udlændingelov, der forvandler Danmark til et indvandrerland. Det er katastrofalt, fordi det på sigt kan medføre, at danskerne bliver et mindretal i deres eget land.
- Enhver med lidt bundethed til det historiske og det folkelige vil blive forfærdet over, hvad der er ved at ske med hans eget folk. Det er udpræget stemningen i Dansk Folkeparti, og jeg fornemmer også udpræget, at det er stemningen i Venstre – især hos en mand som Fogh, men jeg fornemmer det også hos en mand som Claus Hjort Frederiksen og hos mange andre. Det er denne folkelige frygt for, at Danmark bliver slået i stykker, der til syvende og sidst forener os. Dansk Folkeparti er ikke et ideologisk parti, men nationalt, og det fornemmer jeg også, at Fogh er.« [..]
»Der er en afgørende sag, som vi og regeringen står sammen om: At forhindre, at Danmark reduceres til et multietnisk indvandrersamfund.«
Jeg kan kun håbe Og så er der jo den europæiske union. Fogh er kommet Dansk Folkeparti noget i møde ved at tale om nationernes Europa og ved at frede det retlige forbehold af hensyn til den hjemlige udlændingepolitik.«
Hvor afgørende er den brudflade?
»Jeg kan håbe på, at han i virkeligheden er modstander af EU, men det er klart, at her er et afgørende brud. EU er et forsøg på at ophæve nationerne i Europa, og vort afgørende anliggende er at bevare Europa som nationernes Europa. Det tror jeg egentlig, han... altså han er politiker og nødt til at tænke på, hvad han kan komme igennem med. Han kan jo ikke gå ud og sige, at han er modstander af det, der sker. Han kan ikke som vi sige, at EU er en meget, meget uheldig og farlig ting, men han kan sige, at det skal ske i overensstemmelse med befolkningerne, altså ved folkeafstemninger.«
– Hvor står Venstre efter Fogh, tror du? Man taler om, at Kristian Jensen presser sig på som arvtager.
»Jeg håber, at Fogh holder længe og fastholder Venstre som et folkeligt, ikke et ideologisk parti. Jeg kender ikke meget til Kristian Jensen, min kritik af ham bygger på hans bog Hurra for globaliseringen, hvor han jo skriver, at Venstre befinder sig i et grundlæggende modsætningsforhold til Dansk Folkeparti. Hvis Venstre er et ideologisk parti, så er det sandt, men det er ikke det, jeg hører hos Fogh. Det er netop eksistens, det er folkelighed, det er bundethed til det historisk givne.«
Slut, båndoptageren slukkes, men Søren Krarup fortsætter med at hælde på: Foghs opgør med samarbejdspolitikken, opgøret med »Systemet Politiken«, opgøret med råd og nævn »og falske eksperter«. Til sidst sammenfatter han sit budskab i et par korte sætninger:
»Altså det ærgerlige er, at De Konservative ikke er konservative. Det er en tragedie, at vi skulle helt frem til 2001, før vi fik en konservativ statsminister i Danmark.«
WA: Fl. Rose - et år senere
(Rose henviser til sine år som korrespondent i Moskva og sine møder med russiske dissidenter) I Weekendavisen blandt andet:
Flemming Rose afviser, at han var på jagt efter en sag at optræde tappert i. Han så slet ikke de voldsomme protester forude.
»Ingen kunne have forudset, hvordan sagen udviklede sig. Op til offentliggørelsen fokuserede jeg som redaktør slet ikke på muslimske reaktioner. Jeg fokuserede på folk i det danske kulturliv, der var begyndt at bøje sig for krav om censur. Det var i dem, jeg kunne genkende mine oplevelser i Sovjetunionen. At nogen pålagde sig selv censur. Det var den frygt, det var rettet mod. Det er klart, at det triggede noget i mig, noget i min historie.«
– Men så kom raseriet og kravene om undskyldning?
»Hvis man skulle bøje sig for vreden, svarer det til at identificere sig med Det Sovjetiske Kommunistpartis Centralkomités Ideologiske Afdeling. Dem har jeg aldrig haft nogen særlig hang til at identificere mig med. Jeg har set en masse mennesker, som er havnet i kløerne på dem. De mennesker, som klarede den test, det er også dem, der hang sammen senere.«
– Så hvordan hænger Flemming Rose sammen i dag?
»Jeg har det glimrende. Jeg har ikke haft sjælekvaler overhovedet. Nogle mennesker har sagt til mig, at Jyllands-Posten ikke burde træde ind som aktør og skabe en ny virkelighed med de tegninger. At det journalistisk var illegitimt. Men vi har ikke opfundet en ny virkelighed. Tegningerne blev til på en baggrund, som vi ikke har skabt. Jyllands-Posten har ikke opfundet Kåre Bluitgen og hans bog, vi har ikke opfundet Tate Gallery eller alle de andre eksempler på selvcensur. Det er journalistikkens opgave at sætte fingeren på de ømme punkter, og det var det, vi gjorde. Vi satte samfundet i bevægelse og indledte den vigtigste debat i mange, mange år. Og vi er først lige begyndt på den.«
- Næste fase var da også en besindelse i Vesten, hvor vigtige stemmer i den internationale debat meldte sig. Det skete blandt andet i en række artikler i forsommeren 2006, hvor Flemming Rose selv interviewede toneangivende debattører i USA: Richard Perle, Oriana Fallaci, Christopher Hitchens, Bernard Lewis med flere. Disse interviews er nu samlet i en bog, Amerikanske stemmer, som udkommer i morgen på etårsdagen for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
Flemming Rose erkender, at præcis som de voldsomme reaktioner i muslimske lande var uforudsete, var disse interviews en uventet gevinst, ingen kunne have forudset.
»Jeg kunne nok have stået i kø et godt stykke tid, hvis jeg bare var Flemming Rose, kulturredaktør på en avis i Danmark. Nu fik jeg meget hurtigt adgang til disse mennesker. De ville så at sige også interviewe mig. De ville høre om sagen fra hestens egen mund.«
- På samme måde har fremtrædende aviser og magasiner i verden bedt Flemming Rose om at skrive essays og kommentarer. Washington Post, Der Spiegel, New York Times, etc. Han får løbende henvendelser fra universiteter og tænketanke om at rejse ud og holde foredrag. Flemming Rose er blevet et navn.
»Jeg siger nej til næsten det hele. Noget af det, jeg har været mest glad for i hele forløbet, er at vende tilbage til redaktørjobbet på fuld tid. Min opmærksomhed har været distraheret fra jobbet i al den tid, sagen har været oppe. Det er virkelig gået op for mig, hvor stor pris jeg sætter på min tilværelse med at lave avis. Det der med at rejse rundt og sige det samme igen og igen, det frister mig ikke. Det ville være en mærkelig virtuel virkelighed. Nej, det er her, det foregår.«
Tegningskrisen i perspektiv
Af Asger Aamund. Bestyrelsesformand og direktør
Et år efter krisen kan vi konstatere, at det,vi fik i turbanen, ikke var en bombe, men en appelsin.
Er det så blevet sværere at være dansk erhvervsvirksomhed eller rejsende erhvervsleder i udlandet efter Muhammed-krisen?
- Nej, det er det ikke. Det er blevet lettere. De reaktioner, jeg har fået fra mange rejser i Europa og USA i det forløbne år, viser klart, at vores holdning under Muhammed-krisen, hvor 80 procent af befolkningen i selv de allermørkeste og kritiske stunder stod bag regeringen i forsvaret af folkestyrets grundværdier, har affødt beundring og respekt og et flot forbedret omdømme og en skarpere identitet for Danmark og danskerne. Et år efter krisen kan vi således konstatere, at det, vi fik i turbanen, ikke var en bombe, men en appelsin.
Krisen har lært os, at vi må erkende, at det multikulturelle samfund er kommet for at blive, men også at vi i Danmark må indse, at alle kulturer ikke er sideordnede. Vi skal, som vi har gjort gennem hundredvis af år, kunne absorbere nye kulturstrømninger, som jo indtil nu ikke har væltet den danske identitet, men tværtimod fornyet og styrket den. Det gælder således protestantismen, demokratiet, arbejderbevægelsen, og nu et nationalt liv i et stadig mere omfattende internationalt fællesskab, forstærket af en betydelig indvandring.
- Men ligesom der i en ulveflok kun er fred og harmoni, fordi der er en rangordning med en alfahan og betahanner, må der i et kultursamfund også være en dominerende alfakultur, som her i Danmark ikke skal være den kristne tro, men det kristne kulturgrundlag, der er bestemmende for vores retsopfattelse, vort folkestyre og vores menneskesyn.
Den frygtede og kompromisløse italienske journalist Oriana Fallaci blev kort før sin død for nylig bevilget et interview med den nye pave Benedikt. Da hun atter var på vej ud ad døren, hilste paven hende farvel med en velsignende bemærkning. Oriana Fallaci bemærkede, at hun ikke var kristen. »Det ved jeg godt«, sagde paven, »De skal bare leve Deres liv, som om De var det«.
Det er det, det handler om.
Berlingske kronik, Asger Aamund
Kulturmødet
Stengade, Nørrebro. Alle paraboler vender mod sydøst. Mekka eller Al-jazzeera ? (foto © snaphanen, klik f. helskærm)
Muhammed og Leitkulturen
meget læsværdig kronik af Torben Hansen og Kirsten Damgaard:
Der er muslimske befolkningsgrupper, som har taget moderniteten til sig og er blevet integreret i det danske samfund. Og der er grupper, som af egen drift stiller sig uden for nationen
- MAN kan tage manden ud af Pakistan, men kan man tage Pakistan ud af manden?
- Dette spørgsmål er centralt for debatten om indvandring og integration. Hvad kan forklare, at en stor gruppe muslimske immigranter ikke tilpasser sig det danske samfund, men i både anden og tredje generation vælger selvisolerering i en ghettolivsform?
Hvad kan forklare, at små grupper af unge muslimer over hele Vesteuropa nærmest ugentligt bliver hentet af politiet og sigtet for terrorforberedelse ? Og hvad forklarer, at andre fra muslimske lande bliver velintegrerede? [..]
Konfronteret med ikke-integrerede immigranter fra Asien og Mellemøsten og deres demokrati-hadende eller kriminelle børn har socialkonstruktivisterne imidlertid fjernet kulturen som parameter. Derfor formår de ikke at analysere manglende integration af eksempelvis 248 kurdere i Ishøj der har bosat sig i samme boligkompleks.Her dur det "sociale" argument ikke. Generelt har de muslimske immigranter opnået den indkomstforbedring, der var målet for første generations udvandring, og de fleste familier er altså gået nogle trin op ad den sociale rangstige. Isoleringen skyldes tydeligvis ikke nogen økonomisk struktur, men en subkultur, der har overlevet springet fra et lavproduktivt landbrug til postindustrielt velfærdssystem.
- Videre kan der spørges: Hvorfor introduceres begrebet integration først efter tyrkiske gæstearbejderes ankomst i 1970'erne og ikke ved de første kinesiske buddhistiske indvandreres bosættelse for ca. 100 år siden, ved modtagelsen af katolske ungarske flygtninge i 1956 eller af de polske jøder i 1968?Hvorfor forandredes begrebet ret hurtigt til "manglende integration", da Danmark derefter gav asyl til flygtninge fra Irak, statsløse palæstinensere, libanesere og somalier? Og hvorfor finder lektor på Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen det nødvendigt at tage integration med i et leksikon om islam? [..]
- EN person, der aldrig er syg, tænker sjældent på sit helbred, men den aktuelle trussel fra islamismen og fra et katastrofalt opdragelsesmønster i bestemte muslimske miljøer tvinger i dag Vestens politikere til at indse, at de demokratiske nationer, de er sat til at beskytte, er kulturfællesskaber.
Bekymring over fortidens nationalisme vil være fejlplaceret her.
- Danmark og resten af de frie nationer er aldeles ikke på vej ud i aggressiv selvhævdelse, men har tværtimod udvist tilstrækkelig smidighed og omstillingsevne til at gennemgå økonomiske og politiske forandringer og - ikke mindst - til at modtage og assimilere et stort antal ikke-vestlige immigranter, der værdsætter personlig frihed.
- Det danske samfunds fundament - på tysk Leitkultur - har intet at gøre med bautasten og bøgeskove. Det består nemlig af fælles forventninger og idealer, der er verdenshistoriens bedste, når det gælder forholdet mellem borgere og regering, mellem kvinder og mænd, mellem forældre og børn og mellem forskellige trosretninger.
- Men dette fundament afsløres kun, når noget går helt galt. På overfladen ligner de vestlige samfund en spraglet påfuglehale, men under mangfoldigheden findes en fælles stræben efter frihed under ansvar - dvs. retsfællesskabet og den sekulære orden.
Det har de integrerede og demokratiske muslimer for længst sat pris på og videregiver som norm i deres børneopdragelse.
Kirsten Damgaard, er psykolog. Torben Hansen er historiker.
Kronik: Muslimer og integration
Ekstremistiske sengekammerater
glimrende essay om islamister, nazister og ventreradikale. (foto Mein Kampf, en libanesisk bestseller)
- "Islamister och nazister kan tyckas vara oväntade vänner, men de gemensamma fienderna - Israel/judarna, USA, globaliseringen, liberal demokrati - förenar. I "The Enemy of My Enemy, The Alarming Convergence of Militant Islam and the Extreme Right" tecknar George Michael, biträdande professor vid University of Virginia, en nära nog heltäckande bild av deras gemensamma intressen och möjligheterna till ökat samarbete i både propaganda och terror.
- Än så länge är det extremhögern som är mest intresserad av ett närmande - djupt imponerad av de islamofascistiska framgångarna, jihadisternas offervilja och det relativt stora folkliga stöd dessa tycks åtnjuta i delar av den muslimska världen. De har också målsättningar som verkar gå att kombinera: global apartheid, att etniska skillnader ska bevaras genom att olika folk hålls åtskilda. Liksom de tyska romantikerna betraktade upplysningen som uttryck för fransk kultur ser de dagens demokrati och marknadsekonomi, liksom över huvud taget mänskliga rättigheter, som en västerländsk, specifikt judisk skapelse vars syfte är att underminera alla sanna och ursprungliga kulturer i världen.
Den främste västerländske teoretikern för denna "neorasism" är David Wulstan Myatt, som står nära "The Aryan Nation". Nationalsocialismen betraktas av honom som en organisk process i ständig utveckling, och han uttrycker gärna respekt för andra, "äkta" och "avskilda" kulturer.
Förbindelserna mellan panarabiska och sedermera islamistiska rörelser och den europeiska extremhögern är inte något nytt. De går tillbaka till åtminstone 30-talet, då Haj Amin al-Husseini, stormufti av Jerusalem, uttryckte sitt stöd för Nazityskland. Sympatierna var vida spridda i de muslimska länderna - rykten gick rent av om att Mussolini egentligen var egyptier och att Hitler konverterat till islam. Den protyske generalen Shah Reza Pahlavi bytte 1935 namn på Persien till Iran, för att understryka nationens ariskhet. Enligt uppgifter beräknas omkring 100.000 europeiska muslimer ha slagits för Hitler, dessutom över en halv miljon muslimer från dåvarande Sovjetunionen.[..]
- Både extremhöger, extremvänster och islamister jublade när flygplanen flög in i World Trade Center och tornen störtade samman, många av dem hyllar bin Ladin som en radikal motståndare mot väst och hoppas på det "judiskstyrda USA:s" snara sammanbrott och Israels utplåning.
Såta vänner
Hollandske muslimer kan fremover vælge at blive indlagt på et islamisk sygehus, der skal bygges i havnebyen Rotterdam. Projektet skaber voldsom vrede hos berømt, islamkritisk højrepolitiker.
Ifølge planen skal hospitalet følge alle islamiske traditioner og bygge på den muslimske kultur, oplyser initiativtageren, Paul Sturkenboom, der indtil for nylig var chef et sygehus i Amsterdam.
Det betyder, at sygehuset får sin egen imam, der altid er på stedet. Der vil blive afsat et særligt område til de daglige bønner, og hospitalet vil anvende islamisk medicin og urter.
- Desuden vil sygehuset blive opført med adskilte afdelinger for kvinder og mænd, og al maden skal tilberedes efter de islamiske regler for såkaldte halal-fødevarer. Herudover vil kvindelige patienter kun blive tilset af kvindelige læger, og mandlige patienter vil udelukkende blive behandlet af læger af hankøn.
Jyllandsposten
Rotterdam To Have Islamic Hospital
Henning Mankell og PK- teater med brugsanvisning
lederen af Tåstrup Teater forklarede i P 1 igår, at da " de ligger i et lidt følsomt område, advarer de publikum hvis der så meget som forekommer et bart bryst".Nu skal de opføre et stykke at den svenske socialist -PK ít og millionær, Henning Mankell, der handler om en lesbisk muslim. Det tør antydes at teatret helgarderer sig med rigeligt med brandslukkere til før og efter debat. Hvad skulle man gøre uden frygtløse, grænsebrydende kunstnere som Mankell og danske teaterfolk?
In an interview with Ulrike Hermann, Swedish author Henning Mankell comments on the 3 percent success of the far right party "Sverigedemokraterna". "I don't know what Wallander (the inspector in Mankell's novels – ed) would say. I only know that I'm surprised that so many people are surprised. This development could be observed in the last five to ten years. The established parties ignored the Sverigedemokraterna and tried to silence them. That was a serious mistake, especially by the governing social democrats. Wallander would have seen it that way as well."
"Kapitalismus ohne Arbeitslose gibt es nicht" interviewet på tysk
Tåstrup Teater
og nu vi er ved det banebrydende teater, tager vi lige en frygtløs "kulturpersonlighed" til, Flemming Jensen. Et held for teatret at det har statsligt støttekorset, så dygtige skuespillere kan spilde deres tid i miserable stykker. (Jeg har set en del teater - indgangsreplikken i kantinen eller på malersalen var: "Tro nu ikke det er kunst vi laver her". Næh, det har jeg ikke troet i 25 år.
(foto © snaphanen)
Nørrebros TeaterGrænseløs grådighed
sådan karakteriserede en Venstre politiker de for 60 mio statslige kroner (10.000 pr. person) evakuerede fra Libanon. Det er mildt udtrykt.
Disse bjergsomme kosmopolitter kan sende deres regning til Hasan Nasrallah, der er så stolt af sin lille krig og er den egentlig skyldige i deres økonomiske bet. I forvejen snyder en ukendt andel af "libaneserne" den danske stat ved at hæve offenlig hjælp, uden at være til rådighed, så måske helt at holde kæft var en bedre idé ?
Tusindvis af dansk-libanesere, der på statens regning blev evakueret fra Libanon i sommer, kræver nu penge tilbage for de returbilletter, de ikke fik brugt.
Turister vil tjene på evakuering fra krigszone
Krigs-turist-flygtninge føjer spot til skade
Trusselskulturen
tør man nok spå en ganske stor fremtid som samtaleform. Plus selvfølgelig som Politiken og "kulturpersonlighederne" - sporten at anmelde sine politiske modstandere til politiet.In France, a philosophy teacher is under police protection after receiving death threats over an op-ed article [French text here] which he wrote in a national newspaper.In the article, which was published in the conservative daily Le Figaro of September 19th, Robert Redeker accused Islam of “exalting violence.”
Mr Redeker has not attended classes at his school near Toulouse since the article was published. Pierre Rousselin, the editor in chief of Le Figaro, apologized on Al-jazeera for the publication of the article. A number of Islamic countries, including Egypt, banned Le Figaro following the publication of Redeker’s piece.
Mr Rousselin said the publication of the op-ed was a mistake. He said the article did not express the paper’s opinion. The article is no longer available on the Figaro website.Mr Redeker has written a letter to his friend, the philosopher André Glucksmann, describing his ordeal [French text here]:
“I am now in a catastrophic personal situation. Several death threats have been sent to me, and I have been sentenced to death by organizations of the al-Qaeda movement. [...] On the websites condemning me to death there is a map showing how to get to my house to kill me, they have my photo, the places where I work, the telephone numbers, and the death fatwa. [...] There is no safe place for me, I have to beg, two evenings here, two evenings there. [...] I am under the constant protection of the police. I must cancel all scheduled conferences. And the authorities urge me to keep moving. [...] All costs are at my own expense, including those of rents a month or two ahead, the costs of moving twice, legal expenses, etc.
It's quite sad. I exercised my constitutional rights, and I am punished for it, even in the territory of the Republic. This affair is also an attack against national sovereignty – foreign rules, decided by criminally minded fanatics, punish me for having exercised a constitutional right, and I am subjected, even in France, to great injury.”
Brussels Journal
læs Redekers Figaro artikel på engelsk via Uriasposten: Islam er vor tids kommunisme
Fogh, århundredets statsminister
Weekendavisen interviewer Søren Krarup på et tidpunkt hvor forholdet mellem DF og Venstre er historisk godt. Og De Konservative viser sig som de mindst nationalkonservative.(foto © snaphanen)
– Du vurderer din alliance med Fogh som grundlæggende, ikke taktisk?
»En politiker som Fogh vil selvfølgelig også tænke og handle politisk og sige, at her kan han bruge Dansk Folkeparti. Men når han kan bruge partiet, så er det, fordi vi har en fælles interesse. Skal man tegne linien i den nyere danske historie, er det afgørende år 1983, for da får vi den udlændingelov, der forvandler Danmark til et indvandrerland. Det er katastrofalt, fordi det på sigt kan medføre, at danskerne bliver et mindretal i deres eget land.
- Enhver med lidt bundethed til det historiske og det folkelige vil blive forfærdet over, hvad der er ved at ske med hans eget folk. Det er udpræget stemningen i Dansk Folkeparti, og jeg fornemmer også udpræget, at det er stemningen i Venstre – især hos en mand som Fogh, men jeg fornemmer det også hos en mand som Claus Hjort Frederiksen og hos mange andre. Det er denne folkelige frygt for, at Danmark bliver slået i stykker, der til syvende og sidst forener os. Dansk Folkeparti er ikke et ideologisk parti, men nationalt, og det fornemmer jeg også, at Fogh er.« [..]
»Der er en afgørende sag, som vi og regeringen står sammen om: At forhindre, at Danmark reduceres til et multietnisk indvandrersamfund.«
Jeg kan kun håbe Og så er der jo den europæiske union. Fogh er kommet Dansk Folkeparti noget i møde ved at tale om nationernes Europa og ved at frede det retlige forbehold af hensyn til den hjemlige udlændingepolitik.«
Hvor afgørende er den brudflade?
»Jeg kan håbe på, at han i virkeligheden er modstander af EU, men det er klart, at her er et afgørende brud. EU er et forsøg på at ophæve nationerne i Europa, og vort afgørende anliggende er at bevare Europa som nationernes Europa. Det tror jeg egentlig, han... altså han er politiker og nødt til at tænke på, hvad han kan komme igennem med. Han kan jo ikke gå ud og sige, at han er modstander af det, der sker. Han kan ikke som vi sige, at EU er en meget, meget uheldig og farlig ting, men han kan sige, at det skal ske i overensstemmelse med befolkningerne, altså ved folkeafstemninger.«
– Hvor står Venstre efter Fogh, tror du? Man taler om, at Kristian Jensen presser sig på som arvtager.
»Jeg håber, at Fogh holder længe og fastholder Venstre som et folkeligt, ikke et ideologisk parti. Jeg kender ikke meget til Kristian Jensen, min kritik af ham bygger på hans bog Hurra for globaliseringen, hvor han jo skriver, at Venstre befinder sig i et grundlæggende modsætningsforhold til Dansk Folkeparti. Hvis Venstre er et ideologisk parti, så er det sandt, men det er ikke det, jeg hører hos Fogh. Det er netop eksistens, det er folkelighed, det er bundethed til det historisk givne.«
Slut, båndoptageren slukkes, men Søren Krarup fortsætter med at hælde på: Foghs opgør med samarbejdspolitikken, opgøret med »Systemet Politiken«, opgøret med råd og nævn »og falske eksperter«. Til sidst sammenfatter han sit budskab i et par korte sætninger:
»Altså det ærgerlige er, at De Konservative ikke er konservative. Det er en tragedie, at vi skulle helt frem til 2001, før vi fik en konservativ statsminister i Danmark.«
WA: Fl. Rose - et år senere
(Rose henviser til sine år som korrespondent i Moskva og sine møder med russiske dissidenter) I Weekendavisen blandt andet:Flemming Rose afviser, at han var på jagt efter en sag at optræde tappert i. Han så slet ikke de voldsomme protester forude.
»Ingen kunne have forudset, hvordan sagen udviklede sig. Op til offentliggørelsen fokuserede jeg som redaktør slet ikke på muslimske reaktioner. Jeg fokuserede på folk i det danske kulturliv, der var begyndt at bøje sig for krav om censur. Det var i dem, jeg kunne genkende mine oplevelser i Sovjetunionen. At nogen pålagde sig selv censur. Det var den frygt, det var rettet mod. Det er klart, at det triggede noget i mig, noget i min historie.«
– Men så kom raseriet og kravene om undskyldning?
»Hvis man skulle bøje sig for vreden, svarer det til at identificere sig med Det Sovjetiske Kommunistpartis Centralkomités Ideologiske Afdeling. Dem har jeg aldrig haft nogen særlig hang til at identificere mig med. Jeg har set en masse mennesker, som er havnet i kløerne på dem. De mennesker, som klarede den test, det er også dem, der hang sammen senere.«
– Så hvordan hænger Flemming Rose sammen i dag?
»Jeg har det glimrende. Jeg har ikke haft sjælekvaler overhovedet. Nogle mennesker har sagt til mig, at Jyllands-Posten ikke burde træde ind som aktør og skabe en ny virkelighed med de tegninger. At det journalistisk var illegitimt. Men vi har ikke opfundet en ny virkelighed. Tegningerne blev til på en baggrund, som vi ikke har skabt. Jyllands-Posten har ikke opfundet Kåre Bluitgen og hans bog, vi har ikke opfundet Tate Gallery eller alle de andre eksempler på selvcensur. Det er journalistikkens opgave at sætte fingeren på de ømme punkter, og det var det, vi gjorde. Vi satte samfundet i bevægelse og indledte den vigtigste debat i mange, mange år. Og vi er først lige begyndt på den.«
- Næste fase var da også en besindelse i Vesten, hvor vigtige stemmer i den internationale debat meldte sig. Det skete blandt andet i en række artikler i forsommeren 2006, hvor Flemming Rose selv interviewede toneangivende debattører i USA: Richard Perle, Oriana Fallaci, Christopher Hitchens, Bernard Lewis med flere. Disse interviews er nu samlet i en bog, Amerikanske stemmer, som udkommer i morgen på etårsdagen for offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.
Flemming Rose erkender, at præcis som de voldsomme reaktioner i muslimske lande var uforudsete, var disse interviews en uventet gevinst, ingen kunne have forudset.
»Jeg kunne nok have stået i kø et godt stykke tid, hvis jeg bare var Flemming Rose, kulturredaktør på en avis i Danmark. Nu fik jeg meget hurtigt adgang til disse mennesker. De ville så at sige også interviewe mig. De ville høre om sagen fra hestens egen mund.«
- På samme måde har fremtrædende aviser og magasiner i verden bedt Flemming Rose om at skrive essays og kommentarer. Washington Post, Der Spiegel, New York Times, etc. Han får løbende henvendelser fra universiteter og tænketanke om at rejse ud og holde foredrag. Flemming Rose er blevet et navn.
»Jeg siger nej til næsten det hele. Noget af det, jeg har været mest glad for i hele forløbet, er at vende tilbage til redaktørjobbet på fuld tid. Min opmærksomhed har været distraheret fra jobbet i al den tid, sagen har været oppe. Det er virkelig gået op for mig, hvor stor pris jeg sætter på min tilværelse med at lave avis. Det der med at rejse rundt og sige det samme igen og igen, det frister mig ikke. Det ville være en mærkelig virtuel virkelighed. Nej, det er her, det foregår.«
Tegningskrisen i perspektiv
Af Asger Aamund. Bestyrelsesformand og direktør
Et år efter krisen kan vi konstatere, at det,vi fik i turbanen, ikke var en bombe, men en appelsin.
Er det så blevet sværere at være dansk erhvervsvirksomhed eller rejsende erhvervsleder i udlandet efter Muhammed-krisen?
- Nej, det er det ikke. Det er blevet lettere. De reaktioner, jeg har fået fra mange rejser i Europa og USA i det forløbne år, viser klart, at vores holdning under Muhammed-krisen, hvor 80 procent af befolkningen i selv de allermørkeste og kritiske stunder stod bag regeringen i forsvaret af folkestyrets grundværdier, har affødt beundring og respekt og et flot forbedret omdømme og en skarpere identitet for Danmark og danskerne. Et år efter krisen kan vi således konstatere, at det, vi fik i turbanen, ikke var en bombe, men en appelsin.
Krisen har lært os, at vi må erkende, at det multikulturelle samfund er kommet for at blive, men også at vi i Danmark må indse, at alle kulturer ikke er sideordnede. Vi skal, som vi har gjort gennem hundredvis af år, kunne absorbere nye kulturstrømninger, som jo indtil nu ikke har væltet den danske identitet, men tværtimod fornyet og styrket den. Det gælder således protestantismen, demokratiet, arbejderbevægelsen, og nu et nationalt liv i et stadig mere omfattende internationalt fællesskab, forstærket af en betydelig indvandring.
- Men ligesom der i en ulveflok kun er fred og harmoni, fordi der er en rangordning med en alfahan og betahanner, må der i et kultursamfund også være en dominerende alfakultur, som her i Danmark ikke skal være den kristne tro, men det kristne kulturgrundlag, der er bestemmende for vores retsopfattelse, vort folkestyre og vores menneskesyn.
Den frygtede og kompromisløse italienske journalist Oriana Fallaci blev kort før sin død for nylig bevilget et interview med den nye pave Benedikt. Da hun atter var på vej ud ad døren, hilste paven hende farvel med en velsignende bemærkning. Oriana Fallaci bemærkede, at hun ikke var kristen. »Det ved jeg godt«, sagde paven, »De skal bare leve Deres liv, som om De var det«.
Det er det, det handler om.
Berlingske kronik, Asger Aamund
Kulturmødet
Stengade, Nørrebro. Alle paraboler vender mod sydøst. Mekka eller Al-jazzeera ? (foto © snaphanen, klik f. helskærm)
Muhammed og Leitkulturen
meget læsværdig kronik af Torben Hansen og Kirsten Damgaard:
Der er muslimske befolkningsgrupper, som har taget moderniteten til sig og er blevet integreret i det danske samfund. Og der er grupper, som af egen drift stiller sig uden for nationen
- MAN kan tage manden ud af Pakistan, men kan man tage Pakistan ud af manden?
- Dette spørgsmål er centralt for debatten om indvandring og integration. Hvad kan forklare, at en stor gruppe muslimske immigranter ikke tilpasser sig det danske samfund, men i både anden og tredje generation vælger selvisolerering i en ghettolivsform?
Hvad kan forklare, at små grupper af unge muslimer over hele Vesteuropa nærmest ugentligt bliver hentet af politiet og sigtet for terrorforberedelse ? Og hvad forklarer, at andre fra muslimske lande bliver velintegrerede? [..]
Konfronteret med ikke-integrerede immigranter fra Asien og Mellemøsten og deres demokrati-hadende eller kriminelle børn har socialkonstruktivisterne imidlertid fjernet kulturen som parameter. Derfor formår de ikke at analysere manglende integration af eksempelvis 248 kurdere i Ishøj der har bosat sig i samme boligkompleks.Her dur det "sociale" argument ikke. Generelt har de muslimske immigranter opnået den indkomstforbedring, der var målet for første generations udvandring, og de fleste familier er altså gået nogle trin op ad den sociale rangstige. Isoleringen skyldes tydeligvis ikke nogen økonomisk struktur, men en subkultur, der har overlevet springet fra et lavproduktivt landbrug til postindustrielt velfærdssystem.
- Videre kan der spørges: Hvorfor introduceres begrebet integration først efter tyrkiske gæstearbejderes ankomst i 1970'erne og ikke ved de første kinesiske buddhistiske indvandreres bosættelse for ca. 100 år siden, ved modtagelsen af katolske ungarske flygtninge i 1956 eller af de polske jøder i 1968?Hvorfor forandredes begrebet ret hurtigt til "manglende integration", da Danmark derefter gav asyl til flygtninge fra Irak, statsløse palæstinensere, libanesere og somalier? Og hvorfor finder lektor på Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen det nødvendigt at tage integration med i et leksikon om islam? [..]
- EN person, der aldrig er syg, tænker sjældent på sit helbred, men den aktuelle trussel fra islamismen og fra et katastrofalt opdragelsesmønster i bestemte muslimske miljøer tvinger i dag Vestens politikere til at indse, at de demokratiske nationer, de er sat til at beskytte, er kulturfællesskaber.
Bekymring over fortidens nationalisme vil være fejlplaceret her.
- Danmark og resten af de frie nationer er aldeles ikke på vej ud i aggressiv selvhævdelse, men har tværtimod udvist tilstrækkelig smidighed og omstillingsevne til at gennemgå økonomiske og politiske forandringer og - ikke mindst - til at modtage og assimilere et stort antal ikke-vestlige immigranter, der værdsætter personlig frihed.
- Det danske samfunds fundament - på tysk Leitkultur - har intet at gøre med bautasten og bøgeskove. Det består nemlig af fælles forventninger og idealer, der er verdenshistoriens bedste, når det gælder forholdet mellem borgere og regering, mellem kvinder og mænd, mellem forældre og børn og mellem forskellige trosretninger.
- Men dette fundament afsløres kun, når noget går helt galt. På overfladen ligner de vestlige samfund en spraglet påfuglehale, men under mangfoldigheden findes en fælles stræben efter frihed under ansvar - dvs. retsfællesskabet og den sekulære orden.
Det har de integrerede og demokratiske muslimer for længst sat pris på og videregiver som norm i deres børneopdragelse.
Kirsten Damgaard, er psykolog. Torben Hansen er historiker.
Kronik: Muslimer og integration
Ekstremistiske sengekammerater
glimrende essay om islamister, nazister og ventreradikale. (foto Mein Kampf, en libanesisk bestseller)
- "Islamister och nazister kan tyckas vara oväntade vänner, men de gemensamma fienderna - Israel/judarna, USA, globaliseringen, liberal demokrati - förenar. I "The Enemy of My Enemy, The Alarming Convergence of Militant Islam and the Extreme Right" tecknar George Michael, biträdande professor vid University of Virginia, en nära nog heltäckande bild av deras gemensamma intressen och möjligheterna till ökat samarbete i både propaganda och terror.
- Än så länge är det extremhögern som är mest intresserad av ett närmande - djupt imponerad av de islamofascistiska framgångarna, jihadisternas offervilja och det relativt stora folkliga stöd dessa tycks åtnjuta i delar av den muslimska världen. De har också målsättningar som verkar gå att kombinera: global apartheid, att etniska skillnader ska bevaras genom att olika folk hålls åtskilda. Liksom de tyska romantikerna betraktade upplysningen som uttryck för fransk kultur ser de dagens demokrati och marknadsekonomi, liksom över huvud taget mänskliga rättigheter, som en västerländsk, specifikt judisk skapelse vars syfte är att underminera alla sanna och ursprungliga kulturer i världen.
Den främste västerländske teoretikern för denna "neorasism" är David Wulstan Myatt, som står nära "The Aryan Nation". Nationalsocialismen betraktas av honom som en organisk process i ständig utveckling, och han uttrycker gärna respekt för andra, "äkta" och "avskilda" kulturer.
Förbindelserna mellan panarabiska och sedermera islamistiska rörelser och den europeiska extremhögern är inte något nytt. De går tillbaka till åtminstone 30-talet, då Haj Amin al-Husseini, stormufti av Jerusalem, uttryckte sitt stöd för Nazityskland. Sympatierna var vida spridda i de muslimska länderna - rykten gick rent av om att Mussolini egentligen var egyptier och att Hitler konverterat till islam. Den protyske generalen Shah Reza Pahlavi bytte 1935 namn på Persien till Iran, för att understryka nationens ariskhet. Enligt uppgifter beräknas omkring 100.000 europeiska muslimer ha slagits för Hitler, dessutom över en halv miljon muslimer från dåvarande Sovjetunionen.[..]
- Både extremhöger, extremvänster och islamister jublade när flygplanen flög in i World Trade Center och tornen störtade samman, många av dem hyllar bin Ladin som en radikal motståndare mot väst och hoppas på det "judiskstyrda USA:s" snara sammanbrott och Israels utplåning.
Såta vänner
posted by Steen at
fredag, september 29, 2006
<< Home