Arne Jacobsens benzintank

på Strandvejen i Skovshoved fra 1936, fik forleden Europa Nostra´s bevaringspris. Fra dengang modernismen var ny. Moderne er den tilsyneladende stadig. (foto © Snaphanen, klik !)

Så forstår man bedre

hvorfor den arresterede "svensker" ikke har det så godt - psykisk........

UNITED STATES UNSEALS COMPLAINT AGAINST TERRORISM
SUSPECT ARRESTED IN CZECH REPUBLIC

Newspeak og offerdyrkelse

"De er særligt anvendelige i faget retorik som sublime eksempler på nysprog: Ordene tildeles en betydning, som kan være det stik modsatte af den oprindelige, hvormed manipulation, løgn og enkeltstående fakta blandes i en pærevælling. Men Khankans verbale karruselture med svimle læsere til følge bliver totalt forståelige, når blot vi husker på, at det hele kan koges ned til: særbehandling for muslimer."
Lone Nørgaard: Khankan på slap line

Kandestøbere og spindoktorer

spekulerer - befolkningen er fuldstændig ligeglad:

Diskussionen om tørklæder og nazisymboler har endnu ikke svækket Dansk Folkeparti, hvorimod SF holder landsmøde i skyggen af tilbagegang. Enhedslisten Asmaa Adbold-Hamid står til at komme ind.

Gallup: Solidt flertal bag regeringen

En privatsag ?
S-togsavisen “Urban” bragte d. 27.04 en kommentar af Enhedslistens Rune Lund, der skrev om Asmaa Abdol Hamid. Folketingsmedlem Lund forklarer sagens rette sammenhæng: “I Enhedslisten er vi ligeglade med, om folk er religiøse eller ej, og hvilken religion de har. Religion er en privatsag...”
Asmaa Abdol Hamids religion er tydeligvis ikke en privatsag, men derimod et politisk - altså offentligt - anliggende. Hun deltog i Det Islamiske Broderskabs initiativ til afstraffelse af Danmark i anledning af Jyllands-Postens profetkarikaturer. I oktober 2005 var hun frontfigur for 11 muslimske organisationer, der indgav politianmeldelse mod avisen for at have krænket muslimerne. Har Enhedslisten glemt den affære?
Gorm Strandvang. (tegning , JP)

"Lyver hun igen?

Mit "Kort sagt"-indlæg i Stiften (24/4) dokumenterede, at Asmaa Abdol-Hamid helt bevidst stak en løgn i et interview i Politiken, og benægtede, "at hun nogensinde havde forsøgt at stille op som socialdemokratisk kandidat til byrådet i Odense."
- Asmaas manglende troværdighed er interessant, fordi hun samtidig udtalte sig uklart om sin holdning til dødsstraf, hvilket fik Enhedslisten til at kræve et klart svar. - Men hvad er et "klart svar" værd fra en person, der helt systematisk lyver?
- Jyllandsposten kunne (25/4) berette: "Tidligere inspektør på den lokale skole i Røde Kro (hvor Asmaa i sin tid gik. CR), Anker Mikkelsen, husker hende som en god og fornuftig elev, der passede sine ting. Han kan dog ikke genkende Asmaa Abdol-Hamids udsagn til Kvindfo.dk om, at hun trods høje karakterer ikke blev indstillet til gymnasiet og måtte true skolen med en advokat.
- "Det må være en erindringsforskydelse, det har intet på sig" siger Anker Mikkelsen. Heller ikke skolens nuværende inspektør Flemming Kristoffersen, der har kigget i Asmaa Abdol-Hamids elevmappe, har kunnet finde belæg for påstanden", skriver avisen.
- Siden debatten i Stiften i sommeren 2004 har det været et problem, at Asmaa aldrig svarer klart på relevante spørgsmål om sine holdninger. Den gang spurgte jeg hende, om hun kunne tilslutte sig denne erklæring: "Vi tager afstand fra bestialske metoder som håndsafhugning og stening af kvinder og går ind for kvinders fulde, demokratiske ligestilling, og vi betragter ikke danske medborgere som "urene". - Det ville Asmaa ikke svare på!
- At Enhedslisten opstiller en person med Asmaas rabiate baggrund er galt nok. Men vil man også opstille en person, som systematisk lyver om sine forhold? En person, som løgnagtigt nedgør andres holdninger?
- Indenfor Islam må man lyve og bedrage, når det tjener "sagen". - Må man også indenfor Enhedslisten?"
Og følgende svar til et tidligere læserbrev:
"Asmaas "opstilling" i 2004.
- Socialdemokraternes daværende formand i Vollsmose, William Thorup Hansen, spørger mig (27/4), had jeg mener med at sige: "Da Socialdemokraterne efter lang tids debat i Stiften endelig besindede sig og undlod at opstille Asmaa."
- Min bemærkning skyldes, at flere partimedlemmer i debatten i Stiften kraftigt støttede Asmaa, hvilket gav mig anledning til at tro, at de også ville have foreslået at opstille hende på generalforsamlingen, men at de - når det kom til stykket - besindede sig.
- Men det kan da kun glæde mig, hvis ingen i partiet nogensinde ville have foreslået at opstille antidemokratiske Asmaa, som til sidst ikke engang ville foreslå sig selv, og dermed undgik et nederlag. Samtidig slap Socialdemokraterne af med et problem, som Enhedslisten nu uklogt har overtaget: En kandidat, som aldrig offentligt har villet tage afstand fra bestialske metoder som håndsafhugning og stening af kvinder, som ikke støtter kvinders ligestilling, og som frækt betragter sine danske medborgere som "urene" - og i øvrigt hele tiden lyver om sine forhold.
- Godt at Socialdemokratiet slap for hende!
Carsten Ringsmose i Fyens Stiftstidende -
foto Snaphanen, Asmaa taler på Chr Borg slotsplads sammen med bla. Abu og Aishe Laban.
Kære medlemmer og venner af Enhedslisten
AP: A Muslim woman denounced and ridiculed by nationalists for wearing an Islamic head scarf
WA: Det nye partisantørklæde

...."Ved de store muslismske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Islams Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave, herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stor-Islam."....

Radikale visdomsord fra 1940 - ajourført




Khader advarer amerikanerne

Udover at anvende PET's imamfølgegruppe som skræmmeeksempel fra Danmark på naivitet i forhold til islamister, henviste han også til den nylige udvikling hos Enhedslisten og deres opstilling af Asmaa Abdol-Hamid, som Naser Khader betegner som en islamist, ikke på grund af hendes tørklæde, men på grund af hendes holdninger.
"Islamisterne anvender offertankegangen som løftestang til at få indflydelse, og venstrefløjen og Enhedslisten elsker ofre. Derfor har de nu også opstillet en islamist til parlamentet," sagde Naser Khader.
jp

"Den terrorminstænkte svensker Usama Kassir"
- Min klient mår inte bra, han har fått psykiska problem i fängelset och är mycket deprimerad, säger hans advokat Umar Switat till Expressen.
det er sødt - ligegyldigt hvilken forbrydelse du mistænkes for eller har begået - pressens første omsorg er om den stakkels forbryder nu "har det godt". Svenske journalister er ægte humanister................................

"Hur mår mördaren" ?

Den mördare från Algeriet som jag skrev om för en tid sedan, han som levde på flyktingbidrag fast han hade utvisningsbeslut emot sig och fick dessa bidrag sända till Algeriet, har nu fått sin dom: 10 års fängelse och utvisning.

Mannen mördade en 65-årig kvinna i Kalmar med 21 knivhugg, stal hennes kreditkort och handväska - ett riktigt sluskemord mot en försvarslös pensionär.Nu undrar ni förstås hur mördaren mår?

Skall jag som Expressen alltid gör, fråga hur mördaren mår.Det gjorde jag aldrig. Istället frågade jag hur den mördade kvinnans båda söner mådde:

- Han har förstört vårt liv, sade båda sönerna.

Anledningen till att denne algeriske mördare inte kunde utvisas var att han kastat alla papper så han inte kunde identifieras, därmed tog inte hans hemland Algeriet emot honom, men det gjorde vi och som tack för uppehåll och bidrag mördade han den kvinnliga pensionären. Han visade inte den minsta ånger utan satt mest och stirrade frånvarande. På något sätt fick jag en känsla av att en död gammal kärring inte var mycket att bråka om - varför denna uppståndelse?

Kurt Lundgren

French Jews at the crossroads

Melanie Phillips:
A most powerful and disturbing piece by Professor Shmuel Trigano on the parlous state of French Jewry, subjected over the past few years to a shocking degree of physical and existential attack, poses an even bigger question mark over the fate of France itself. Here’s a sample of his argument:
The problem of French Jewry is related, of course, to the emergence on the political stage of a new population, including important sectors that carry a latent antisemitism which has been revived by militant fundamentalism. Because the new population is experiencing significant demographic growth, it is being courted by the political parties. French society seems then to have sacrificed the Jews in order not to alienate French Arabs and Muslims. A fatal choice has been made.
A more basic problem also exists: the way French society reacted to these attacks, always beginning by denying, refusing to accept the reality and accusing the Jewish community of being the instigator of aggression. As always, the Jews have been accused of being responsible for the outbreak of antisemitism. The same reaction occurred some years afterwards, in 2006, even after Interior Minister Nicolas Sarkozy came to power, when the young man Ilan Halimi was murdered. These reactions are the symptom of a profound crisis: a permanent, not temporary, crisis of the Jewish condition in France.
The main accusation against the Jews during those years, and already during the 1990s, informs us about the problem. Indeed, the Jews were largely accused of what is in France a political sin: communautarisme. This is a typically French ideological notion, very different from the American communitarianism. The French term signifies that one is at odds with the Republican State and its laws and that one lacks fidelity to the nation. This accusation seems a strange one to make against the Jews, who have been French citizens for a very long time (since 1791 for the Jews in France, and 1870 for the bulk of North African Jewry, the Jews of Algeria). French Judaism, moreover, entered into the national pact with the state in 1807, reconstituting itself so that Jews could perform their duties as individual and anonymous citizens and no more as a community. Consistorial Judaism was born. Napoleon created the ‘Consistoire’ as a unique and obligatory religious institution for the Jews.
My thesis is that the Jewish identity born after World War II is no longer backed up by French society. It became a thing of the past. The Jews are at a crossroads and will have to choose which road they will take. There is, obviously, a hidden dimension to this situation: France itself is facing an important and totally new challenge concerning its identity and state; its future will be determined at the same time. French Jews have the feeling that they are experiencing the last dying light of an entire civilization.
Read it all.