Brandattentat mod Malmø moskéen

2003 branden var "fishy" - dennegang: Der er så mange der kunne tænkes at ville sætte lus i skidpelsen. Eller i virkeligheden, gnister til det bål politikerne har anlagt. Etnisk-religiøse stridigheder er desværre lige så forudsigelige som torden om sommeren og regn og svampe om efteråret:
Det brann i moskén i Malmö i natt. Larmet gick strax efter midnatt och alla tillgängliga brandbilar skickades till platsen. Inbrotts- och brandlarmen tjöt och brandmännen hittade en mindre brand inne i byggnaden. Den släcktes på ett par minuter.

MALMÖ. Branden orsakades av någon som har krossat en ruta på baksidan av moskén och kastat in ett brinnande föremål. Elden orsakade en kraftig rök som spred sig i huvudbyggnaden. Brandmännen satte in en av sina kraftiga fläktar för att vädra. Polisen spärrade genast av platsen och satte in spårhund för att söka efter misstänkta. Vittnen hade sett folk lämna moskéområdet samtidigt som branden började.
http://sydsvenskan.se/malmo/article119798.ece

"Moskén hotas dagligen"
De som arbetar med moskén i Malmö utsätts nästan dagligen för hot. De allra flesta polisanmäls inte ens
http://www.svd.se/dynamiskt/inrikes/did_10567726.asp
Har ni lugnat er nu?
Det har bråkats och härjats i Ronna. Alla är upprörda och tycker till i rumpvarma tv-soffor eller fikarum. Människor är som kinderägg. Sällan goda, oftast enfaldiga och inte blir man överraskad heller. Så här blir det alltid. Lite ghettokalabalik och sen är gnisslet igång. För och emot. Peka finger och fördela skulden mellan nysvenska smågangstas och tuffa piketpolisen. Det är väl bra att polisen dyker upp när den behövs. Kanske skulle det alltid sladda in en actionbuss med skitsura batongpoliser när en grupp kaxiga hiphopungar trakasserar nån ung tjej och kallar henne hora. Och kommer det sen en bärsärkapappa med basebollträ och ska hämnas, så ring Nationella insatsstyrkan. Inte mig emot. Men det löser naturligtvis inga problem på längre sikt.
-------------
Och vilken religion ni än tillhör, kristna syrianer, sunnimuslimska irakier eller shiamuslimska iranier, visa oss! Visa oss något bra. Något fint och fredligt. Gör något själva för att bryta genom mediabarriären av självmordsbombare och skäggiga talibaner. Ni har ju alla möjliga sorters intresseföreningar och bla bla. Varför är det nästan alltid bara Kurdo Baksi som syns och hörs? Ni kan väl själva styra upp saker och ting lite? Visa oss svennar vad ni kan. Annars kan ni låta bli att packa upp kartongerna om ni har några, för ni har ändå inte flyttat in på riktigt. Ni är på genomresa. Generation efter generation. Men...Nu gör jag det jag inte skulle. Argumenterar och funderar, mot bättre vetande. För även jag är ett korkat kinderägg. Jag slösar bort min tid. Bättre att skruva upp en parabolantenn på balkongen, låsa ytterdörren och ringa efter en äkta svensk kebabpizza.Shall we overcome? Huh?
http://www.sourze.se/default.asp?itemId=10490812

Fordummelsen
Hvorfor er DR under lavmålet ? Den politiske skævvridning ? Den kan man leve med. Lægge til og trække fra. Det værste er at nationens "elitekanal" er (med få undtagelser) blevet til en elektronisk version af Alt for Damerne. Det kan alle bekræfte der kan huske 10 til 20 år tilbage. At blive talt ned til - så hellere sætte en CD på spilleren. Problemet er at det hedder "public service", og alle skal betale til skidtet. Og deres TV - opgivet for længst. Så kan man dog se Naipaul og Beckett (nylig) på BBC learning- Privatisér skidtet - privat lort, det ved man dog hvad er:
Kastholm! Den umoderne kvalitet
Claes Kastholm
Berlingske Tidende 17. september 2005,
De elektroniske mediers nyhedsformidling er en daglig fornærmelse
Hvis vi ikke havde de seriøse morgenaviser, ville vi famle os frem i et almuemørke. De dominerende elektroniske medier, som dog engang havde nogle saglige og faglige ambitioner, har fuldstændig opgivet at levere bidrag til indsigt og levende debat. Et besynderligt paradoks: Jo mere afhængige af viden om vores omverden, vi er blevet, og jo bedre uddannede borgerne er blevet, jo mere provinsielt har radio og TV udviklet sig. I hvert fald når det gælder nyhedsformidlingen og baggrunden for nyhederne. Radioavisen er med sine punktnyheder, der navnlig koncentrerer sig om danskernes sundhedstilstand – vi er alle syge! – og livet i børnehaverne, en daglig fornærmelse mod det tænkende menneske. Og hvad TV-Avisen og TV 2-Nyhederne angår, så har de virkelig forstået at tage ideen om det nære samfund til sig. I en grad, så man får klaustrofobi af at se dem.
Hvis éns kilde til viden om det tyske valg i morgen, er TV, må man tro, at det hele handler om Østtyskland for femten år siden. Infantiliseringen af TV-mediet er nu så vidt fremskreden, at selv reporterne er begyndt at pludre i et halvt uforståeligt barnesprog. Torsdag aften rapporterede TV 2-Nyhederne, at der var fundet en mistænksom kuffert i en bus et sted på Fyn. Hvis jeg var kuffert, ville jeg også blive mistænksom ved tanken om, at jeg kunne risikere at komme i TV.
Forleden på vej hjem fra et møde i Århus, sad jeg i toget og læste Ole Michelsens novellesamling »Natten har tusind øjne« – en fin bog bl.a. fordi den modsat så meget andet bæres af en grundlæggende autenticitet. En af historierne handler om en medarbejder i Danmarks Radio, der selvfølgelig skal fyres, fordi det, han laver, ikke kan indpasses i det for tiden herskende »koncept«. Han er umoderne, dvs. han laver gennemarbejdede ting, der bygger på solid indsigt i stofområdet. Men kvalitet kan da ikke gå af mode, tænker han. Heri tager han nu fejl. Kvalitet kan sagtens gå af mode. For der knytter sig en betingelse til den: for at kunne se kvalitet, skal man vide, at kvalitet eksisterer. Er man opdraget med junk, kan man forledes til at tro, at verden er junk. Livet er, hvad de, der forvalter det, gør det til. Det er til enhver tid overladt tidens mennesker at sætte det niveau, vi taler om tingene på. Der er ingen grundlov, ingen højesteret, ingen Vorherre til at forsvare kvaliteten. Der er kun os selv. Og hvis de mennesker, der nyder det privilegium at forvalte et bestemt område, ikke holder sig for øje, at det er deres ansvar at opretholde kvaliteten, så går den af mode.
For TVs vedkommende – og for nu at blive inden for et område, som netop Ole Michelsen har røgtet med den fineste kvalitetssans, nemlig filmen – kommer jeg ganske ofte til at tænke på Truffauts film »Fahrenheit 451«, en science-fiction-film, som beskriver et samfund, hvor klassisk viden, klassiske følelser er forbudte. Brandvæsenet rykker ud i samme øjeblik, man kommer under vejr med, at der findes en bog i et hjem, for bøger vækker uhensigtsmæssige følelser og animerer til spørgsmål af kvalitet. Det er en meget morsom film. Og uhyggelig. Den peger tilbage på nazitiden og er samtidig en symbolsk skildring af det kommunistiske terrorregime, der var i fuld vigør, da filmen blev lavet. Men den peger også frem mod en historieløs og menneskeligt steril verden. Den sætter sagen på spidsen. Filmens mest betagende scene foregår ude i en skov, langt fra samfundet. Her bor de mennesker, der er undsluppet brandvæsenet og hjernevasken. Og mens sneen daler blidt, spadserer disse mennesker, unge og gamle, frem og tilbage på stierne og læser op for hinanden af den klassiske litteratur, således at de kan lære den udenad og sikre, at den ikke bliver glemt.
Jeg har flere gange vist filmen for mine børn og deres gymnasiekammerater. Og reaktionen har været meget positiv. De har syntes, at det var en fascinerende, præcis og moderne film. Her burde jeg naturligvis blot sige fed film. Imidlertid har jeg ikke observeret, at de udtrykker sig sådan. Det er ikke alle, der giver sig tilfreds med et minimum af udtryk. For mig har det været tankevækkende, at disse meget unge mennesker oplever »Fahrenheit 451« som en film, der handler om tendenser i deres egen tid, og de bliver overraskede, når jeg fortæller dem, at filmen er lavet i 1966. En lignende reaktion har jeg i øvrigt fået, når jeg har plaget staklerne med én af mine virkelige yndlingsfilm: Carol Reeds »Den tredje mand« med Robert Kraskers besættende billeder og Orson Welles i en af sit livs bedste roller som den kyniske Harry Lime, for hvem det enkelte menneske ikke er mere værd end et blad, der falder fra træerne. Den film er såmænd fra 1949. Dette blot til orientering for de mennesker, der for øjeblikket forvalter de elektroniske medier og satser hårdt på at gøre kvalitet umoderne: I kan tømme jeres medier for kvalitet, men I kan ikke tømme verden for kvalitet.